Curiosity har lavet sine første spor i det røde sand på Mars og sendt fantastiske billeder tilbage til Jorden. Men hvad så nu?
Richard Cook er projektleder for marskøretøjet. På Den Internationale rumfartskonference i Napoli for nylig fortalte han, hvor Curiosity skal køre hen, og hvad den skal gøre.
5. august i år landede Curiosity inde i et krater, som har fået navnet Gale efter en australsk amatørastronom.
Nu sender Curiosity nærbilleder af krateret med detaljer, som Walter Frederick Gale kun kunne have drømt om at se i sit hjemmelavede teleskop i slutningen af 1800-tallet.
Gale-krateret er 154 kilometer i diameter, direkte syd for ækvator på Mars. Det kan være cirka 3,5 milliarder år gammel, fra solsystemets kaotiske barndom.
Dengang blev planeterne bombarderet af små kloder og store sten, som endnu ikke havde fundet deres baner.
Curiosity kører nu på et fladt, jævnt område nordvest inde i bunden af krateret, kun to kilometer fra midten af målområdet.
Curiosity kører i gammelt floddelta
I begyndelsen kørte Curiosity kun 6-7 meter hver marsdag, fortæller Richard Cook. Nu er den kommet op på 15 meter per dag og kan på sit højeste klare 200 meter.
Men målet er ikke at komme hurtigt frem, understreger han. Forskerne vil se mest muligt undervejs. Og det første mål, som Curiosity sigter mod, er den nærmeste kraterkant, henne i vest.
For nylig har Curiosity sendt billeder tilbage af noget, som ser ud som et gammelt floddelta. Det kan være fra dengang, hvor Mars var varmere og vådere.
I floddeltaet ser vi sten, som ligner et konglomerat, siger Richard Cook. Det er små sten, som er kittet sammen til en bjergart.
Forskerne tror, at dette er runde flodsten, og at konglomeratet er lavet i en vandstrøm. Det er i så fald første gang en direkte indikation på flydende vand er set på Mars, siger Richard Cook.
Første spadestik på Mars
Curiosity graver også i jorden. Curiosity graver med noget, som ser ud som en lille gravemaskinegrab, yderst på robotarmen.
Men de første spadestik er ikke for at opsamle sandprøver, fortæller Richard Cook. Curiosity bruger marssandet til at rense eventuelle rester af mikrober ud fra jorden, som ellers kunne give falske udslag senere.
Efter at have ladet marsjorden rasle rundt i den rensende graveskovl 3-4 gange, er Curiosity klar til opgaver.
Laser smelter huller i jorden
Robotarmen er et virkeligt avanceret snuseredskab med massevis af instrumenter. Først tager kameraer billeder af hele området. Så sigter armen med en kraftig laser, som smelter små huller i jorden.
Dampen, som stiger til vejrs, gløder i bestemte farver. Ud fra disse farver kan en slags farvemåler, en spektrograf, finde ud af, hvilke stoffer jorden består af.
Hvis de er interessante, så kan Curiosity køre helt ned og tage flere nærbilleder og grave eller bore en prøve løs. Denne bliver analyseret i et kemisk laboratorium inde i marsbilen.
Pointen med boret er at komme dybere end de øverste solsvedne lag. Her kan kraftig stråling nemlig have dræbt alt liv, akkurat som ultraviolette stråler dræber bakterier på jorden. Hvis Curiosity finder rester af liv, kan det være hernede.
Der er stadig en måned tilbage inden den første boring, fortæller Richard Cook. Han og forskerne i Jet Propulsion Laboratory skal skynde sig vældigt langsomt for ikke at risikere at miste den fjernstyrede marsbil undervejs.
Curiosity vender sig mod bjergene
Richard Cook fortæller, at der er farer, der lurer. Hjulene kan synke ned i løsere jord. Terrænet kan også blive for stejlt. Det gælder om at manøvrere uden om sådanne områder.
Men selv om Curiosity ruller langsomt, synes Richard Cook aldrig, at det bliver kedeligt. Det er så meget nyt at se hele tiden, siger han. Dette er virkelig en opdagelsesrejse.
Efter at være kørt mod kraterkanten i et par uger, vender Curiosity. Nu skal den tilbage sydover mod bjerget i midten af krateret. Oprindeligt havde bjerget et ganske poetisk navn, Aeolis Mons, opkaldte efter Aeolis i det gamle Grækenland.
Nu har bjerget fået navnet Sharp, men er ikke mindre eventyrligt af den grund. 4.500 meter højt er det, og de lave skråninger er af lagdelt bjerg, som marsgeologerne er ved at dø for at sætte skovlen og boret ned i.
Det forjættede land venter
De spændende bjergarter ligger omtrent to kilometer væk og kaldes ”The Promised Land” – det lovede land. Som en mekanisk Moses skal Curiosity lede sin jordbundne flok af videbegærlige mod ny forståelse af den røde planet.
For at vi skal kunne forstå dimensionerne, fortæller Richard Cook, at Sharp-bjerget er omtrent lige så stort som øen Hawaii. Curiosity har nok at lave i årene, som kommer.
»Vi kommer til at se landskab, som tager pusten fra os,« lover Richard Cook. Han fortæller, at hvis Curiosity skulle køre helt til tops, ville den bruge 10 år på dette.
Men det bliver næppe aktuelt at lege bjergturist for den 899 kilo tunge marsbil. Den vindblæste top er faktisk mindre interessant end de lavere skråninger. Derfor vil Curiosity køre zig-zag langs disse områder, så længe batterierne rækker.
Marsdøgn generer familier på Jorden
Og det kan godt vare længe. Curiosity er nemlig ikke afhængig af solceller, som kan blive dækket af støv, ligesom de forrige marsbiler, Spirit og Opportunity, var det.
Inde i metalmaven har Curiosity en kraftig varmekilde. Den er lavet af radioaktive stoffer. Varmen laves om til elektricitet og oplader batterierne hver nat på Mars.
Forskerne på Jorden arbejder med at planlægge næste arbejdsdag på Mars, mens Curiosity sover sin nattesøvn og oplader batterierne. Det giver lidt problemer. Døgnet på Mars er nemlig cirka 40 minutter længere end på Jorden.
Dermed må de stakkels forskere justere deres døgnrytme hele tiden. Det er ikke så populært blandt deres familier, fortæller Richard Cook. Men senere vil de gå over til jorddøgn, og så er det mere Curiosity, der må vente på nye ordrer.
Det er to team, der planlægger, hvad Curiosity skal gøre. Det ene team planlægger en uge frem i tiden, og det andet planlægger for den næste dag. Curiosity er nemlig både større og mere kompliceret end de to forrige søskende, Spirit og Opportunity.
Mennesket skal ikke lande her
Håbet er selvfølgelig at finde rester af liv i skråningerne op mod kraterkanten eller Sharp-bjerget. Men hvis der ikke er spor af liv, kan det også være spændende at finde ud af, om der overhovedet har været mulighed for liv her.
Men det er en opgave, som Curiosity ikke behøver at bekymre sig om, fortæller Richard Cook. Marsbilen skal ikke undersøge, om Gale-krateret er et passende landingssted for mennesker.
Det er mere sandsynligt, at mennesker lander ved en af polerne, end her ved ækvator. Ved polerne er der sandsynligvis store mængder vand, som de første mennesker vil få brug for for at overleve.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
