Robotdragt skal give pensionister superkræfter
Soldater bærer tit rundt på op til 50 kilo på ryggen, mens ældre kan have svært ved selv at løfte dagligvarerne hjem. Forskere på Harvard University forsøger at løse sådanne problemer med en ny robotdragt.

Forestil dig en ganske almindelig sportsdragt, der lod dig løfte op til 50 kilo på ryggen ganske ubemærket. Så ville det pludselig være lettere at hjælpe vennerne med at flytte. Det ville også være en smal sag for pensionister at bære indkøbene hjem fra supermarkedet.

En sådan dragt er netop, hvad forskere på Harvard University er i fuld gang med at udvikle.

I modsætning til tidligere forskning med store, strømtunge robotdragter med larmende motorer, så er denne udgave blød og let.

Dragten er lavet af fibre, som er formet efter kroppens egen muskulatur.

På underkroppen og læggene er der placeret sensorer, som får dragtens fibre til at folde sig sammen på præcis samme måde, som kroppens muskler gør, når vi går. To mindre batterier omkring livet, giver strøm til dragten. Se hvordan det hele spiller i videoen øverst i artiklen.

Dragten skal hjælpe soldater, ældre og handicappede

Dragten kan gavne soldater, der ofte skal bevæge sig rundt med tung oppakning.

Normalt betyder sådan en byrde, at de bevæger sig langsommere og bliver hurtigere udmattede, men med dragten skal de ikke selv løfte det store læs, forklarer forskerne bag til Livescience.

På sigt har dragten dog også andre formål, som kan få betydning for ældre og svagtgående personer i dagligdagen.

Hvis man eksempelvis har fået et slagtilfælde, og man skal genoptræne benenes gang, kan dragten hjælpe patienten på vej, fortæller forskerne.

Dragten er dog stadig under udvikling, så der går nok en rum tid endnu, inden du kan føre dig frem som Ironman på flyttedagen.