Annonceinfo

Robot skal lære at sy operationssår sammen

TVKirurgen skal i fremtiden overlade nål og tråd til en robot. Robotter fra Syddansk Universitet er sendt i mesterlære på Odense Universitetshospital.

Video: Syddansk Universitet

Under operationer er der sår, som skal sys sammen. Det er rutinearbejde, som læger hver dag foretager tusindvis af gange. Men nu skal robotter overtage nål og tråd. Efter at fjernstyrede robotter for længst er flyttet ind på hospitalerne, skal robotterne nu opgraderes, så de i fremtiden bliver kirurgens assistenter.

»Det handler om at automatisere trivielt arbejde. Det vil være en stor fordel for kirurgen, hvis han kan vise robotten: Du skal sy herfra og hertil og med denne tråd. Det kan for eksempel være i forbindelse med indvendige syninger ved såkaldte kikkertkirurgiske indgreb,« siger lektor Thiusius Rajeeth Savarimuthu fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet.

Øver sig på skumgummi

Syddansk Universit har sammen med Odense Universitetshospital investeret i en Raven-robot. Det er en robotplatform, som forskerne skal udvikle videre på, så robotten bliver så sikker på fingrene, at den kan flytte ind på operationsstuen.

Men indtil videre øver de stive robotfingre sig på at sy i skumgummi i laboratoriet på Syddansk Universitet. Med den ene hånd holder robotten skumgummiet på plads, mens den anden hånd møjsommeligt forsøger at få nålen til at ramme det bløde materiale. For at blive mere sikker på hånden er robotten sendt i mesterlære hos de dygtigste kirurger på Odense Universitetshospital. 

Thiusius Rajeeth Savarimuthu har travlt med at filme kirurgernes arbejde. Kirurgens detaljerede bevægelser kan Thiusius Rajeeth Savarimuthu omdanne til robotsprog, så robotten kan gentage bevægelserne helt nøjagtigt. På den måde får patienten den bedste behandling.

Bibliotek af bevægelser

»Ved at filme kirurgens bevægelser under en operation, kan vi skabe et bibliotek af bevægelser til robotten, så den på den måde lærer, hvordan den skal agere. Robotten skal lære af eksperterne og gentage deres arbejde,« forklarer Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

Men de største udfordringer ved at udvikle robotter, som kan blive kirurgens kollega, er, at ingen operation eller indgreb er ens. Alle mennesker er forskellige og væv og hud opfører sig forskelligt.

»Vi behøver gode modeller for, hvordan væv opfører sig, når vi for eksempel skærer eller stikker i det. Det er også derfor, vi øver os på skumgummi, vi arbejder på blødt-væv-modellering for at skabe gode modeller, før vi kan automatisere processen,« siger Thiusius Rajeeth Savarimuthu.

Partnerartikel

Artiklen bringes i samarbejde med: Syddansk Universitet

 

Syddansk Universitet og Videnskab.dk samarbejder om at bringe videoer med forskningsformidling. Videoerne produceres af SDU og bringes på Videnskab.dk.

Seneste fra Teknologi

Grønlandske stemmer

Aviaja

»Det er vigtigt, at lokalbefolkningen uddanner sig, for bedre at være en del af udviklingen og bedre kunne tjene penge på viden i stedet for at tjene penge på tønder af olie«

Aviaja Lyberth Hauptmann, ph.d.-studerende på DTU.

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg