Annonceinfo

Med mobilen som førerhund

To unge, fynske ingeniører har lavet en opfindelse, der skal sørge for, at blinde tager den rigtige bus i første forsøg – blot med hjælp fra deres mobiltelefon

For dig, der kan læse dette, er det ingen sag at hoppe på den rigtige bus i myldretiden. Men for en blind eller en svært synshandicappet kan det være en af dagens største udfordringer. For de kan hverken se bussens nummer eller destination. Her kræver en påstigning tværtimod først en samtale med bussens chauffør, og hvis det er den forkerte bus, kan den tidskrævende snak med chaufføren alene betyde, at den rigtige bus kører lige for næsen af den blinde. Men den kedelige situation kan måske snart vise sig at være fortid for de 50.000 danskere, der har en synsstyrke på under 33 pct. To nyuddannede ingeniører, Katrine Leth og Mette Olsen fra Syddansk Universitet i Odense, har lavet en opfindelse, der skal sikre, at den blinde hopper på den rigtige bus i første forsøg.

Bussen snakker med den blindes mobiltelefon

Opfindelsen går i sin enkelhed ud på, at bussens digitale boks, der sørger for, at bussens elektroniske tavler viser både bussens nr. og destination bliver udstyret med en sender, der kan bringe informationen videre til den blindes mobiltelefon. Den blindes mobiltelefon er så på forhånd udstyret med et program, der kan omsætte beskeden til tale, og på den måde vil den blinde på nul komma fem kunne høre, hvad det er for en bus, der står foran ham. »Det er ikke nogen højteknologisk landvinding, men vi har blot fået en god idé, som kan blive et vigtigt hjælpemiddel for blinde og svagtseende i deres hverdag,« siger 24-årige Katrine Leth, som sammen med 25-årige Mette Olsen, er på vej til at gøre det - som oprindeligt var deres afgangsprojekt på ingeniøruddannelsen - til virkelighed.

Kan blive til virkelighed i 2009

For at blive hjulpet godt på vej har de fået plads i IDEA house i forskerparken i Odense, der er bragt til verden med samme formål: At hjælpe studerende og dimittender, der vil starte ny virksomhed. »Vi mangler én test af vores system og går det som planlagt, så kan vores opfindelse blive et tilbud allerede i 2009 til de kommuner, som føler, at det er en god måde til at hjælpe byens blinde borgere på,« siger Katrine Leth.

Hvis det bliver en succes, vil opfindelsen i fremtiden også kunne bruges til at guide blinde og svagtseende hen til det rigtige tog.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Teknologi

  • Her er fremtidens telefon

    Du ser ikke bare et ansigt, men hele personen du taler i telefon med - og du kan gå rundt om ham eller hende. Se videoen med fremtidens telefon.
  • Oplev den danske økoræs-triumf

    To danske hold havde både op- og nedture til Shell Eco-marathon. Her kan du i billeder og video opleve, hvordan det gik.
  • Magnetisk køleskab halverer elregningen

    Når kulde skabes ved hjælp af magnetisme, bruges der ikke meget energi. Samtidig kan man bruge vand i stedet for skadelige drivhusgasser til at transportere varme og kulde.
    Bringes i samarbejde med Det Strategiske Forskningsråd

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg