I forbindelse med en tale i NASAs hovedkvarter i 2004 forkyndte den tidligere amerikanske præsident George W. Bush - ifølge CNN den 15. januar 2004 - triumferende:
»With the experience and knowledge gained on the Moon, we will then be ready to take the next steps of space exploration - human missions to Mars and to worlds beyond.«
Bush' idé var således, at NASA over de næste fem år ville få bevilget ekstra 12 milliarder dollars - ud over de 86 årlige milliarder, som i øvrigt svarer til 1 % af det føderale budget, med henblik på en Mars-mission omkring 2030.
2009 markerer således femåret for Bush' fremragende fantasme, og året med en ny præsident - Barack Obama - i det ovale værelse, der er godt på vej til at skrinlægge Mission Mars. Ud over de svimlende pengesummer, der i disse recessionstider med sikkerhed kan bruges fornuftigt andetsteds, er der også ganske gode videnskabelige grunde til at arkivere Mission Mars lodret.
Her er fem grunde - én for hvert år siden 2004:
1. Den tætteste afstand til Mars (ophelion) er 55 millioner kilometer, men for det meste mere. En tur til Mars vil med kendt teknologi minimum pågå to-tre år. Rejser i det ydre rum uden for Jordens magnetfelt vil byde på ion-stråling, protoner fra solar flares, gamma-stråling fra sorte huller samt kosmisk stråling fra andre galakser. Alt sammen noget homo sapiens ikke har det jævnt godt med. NASA måler strålefare i cancerrisiko: En amerikansk mand har 1-19 % forøget risiko for at udvikle cancer efter ophold i rummet.
For kvinder er risikoen omkring den dobbelte. Den gennemsnitlige amerikanske mand ville således have en ca. 40 % forøget risiko (19 % risikogrænse) for at udvikle cancer efter at være returneret til Jorden fra Mars, for kvinder er det 80 %. Testikel og livmoder er store mål for ion-stråling, så der skal nok påregnes sterilitet på vejen. Man kunne lige så vel smide de ædlere dele i mikrobølgeovnen - mangel på reproduktion er mangel på kolonisering på Mars.
2. Vand og ilt har alle dage mildest talt været væsentlige bestanddele for menneskets overlevelse. Vand i væskeform er ikke fundet på Mars, men Phoenix-landingsfartøjet har fundet, hvad man tror, er iskrystaller i jorden. Det kunne selvfølgelig udvindes, specielt med en reaktor, men så skal man have beriget uran eller plutonium med, og det er tungt. Tilsvarende for ilt. Atmosfæren på Mars består for 95,3 % vedkommende af CO2 med et tryk på 0,7 % af Jordens ved havoverfladen. Der er med andre ord ikke nævneværdige mængder af ilt. Så vand, plutonium og ilt er noget, man skal have med - og i rigelige mængder. Rumfartøjet bliver større og større.
Man kunne lige så vel smide de ædlere dele i mikrobølgeovnen - mangel på reproduktion er mangel på kolonisering på Mars.3. Vand kan ikke kun bruges til at drikke, men også eksempelvis som afskærmning mod den kosmiske stråling. Der kræves dog betydelige mængder vand som afskærmning mod stråling. Mere specifikt en afskærmning på ca. 5 meter vand hele vejen i og om det interplanetære flyvende badekar. Man kunne også bruge det mere jordnære jord. Det kræver ca. 2 meter afskærmning på alle sider. Hvis man vil have noget, der er lettere, kunne man anvende ca. 50 - 75 cm afskærmning bestående af flydende hydrogen eller tilsvarende med polyethylen. Det vejer dog alt sammen. En idé ville være at indsamle det flydende hydrogen ude i rummet nu, hvor man er der alligevel med sit rumfartøj. Det eneste problem er blot, at der kun er ca. 1 hydrogenatom pr. kubikcentimeter i det ydre rum, så det kommer til at tage noget tid at kradse ind.
4. CO2-temperaturen på Mars svinger fra -17,2 til -107 grader celsius, og selvom de højeste temperaturer målt går op til +5 grader celsius, kan man godt glemme alt om små iglo-lignende bebyggelser i aluminiumsfolie på Mars' overflade.
Temperaturen og den kosmiske stråling, der traverserer igennem kroppen med ca. 5000 ioner pr. sekund, betyder, at man skal grave sig ned. Nedgravning kræver maskiner, som man enten skal have med eller bygge på Mars. Under alle omstændigheder skal materialet til maskinerne slæbes med, så der lægges nogle tusind materialeton yderligere til rumfartøjets brutto-registertonage.
5. Og til sidst er der problemet med, hvad rumfartøjet skal have af motorer til fremdrift for at flyve hele herligheden til Mars inkl. nagelfast og løsøre. Konventionelle raketmotorer har høj impuls (thrust) over ca. 60 sekunder og vejer godt til. Ion-motorer har ikke megen impuls, de virker til gengæld over flere måneder og er lette, mens nukleærmotorer har en rimelig impuls over nogle måneder, men vejer en bondegård.
Obama er på rette kurs: Mars bevares - nej, netop ikke. En tur til Mars vil næppe os bevare.
Svar på Mars Bevares
1. En 3 års rejse til mars vil give en samlet stråledosis på 550 mSv (55 REM). En stråledosis i den størrelsesorden over den periode giver en ca 1-2% forøget kræftrisiko.
2. En 100kWe atomreaktor vejer 4 tons og vil ikke være noget problem at medbringe til Mars. Det er muligt at regenerere det meste vand der forbruges undervejs og ligeledes at spalte CO2 så ilten genvindes. Man skal ikke medtage vand til Mars men 1/9 af vandets vægt i brint og så fremstille vand af ilt fra CO2 og brint. 1 t brint giver altså 9 t drikkevand, det kan holde 4 mand forsynet under et 550 dages ophold ved en rejse når Mars er i conjuntion.
3. Vandafskærming med 5 m vand er overkill. Lidt polyethylen kan klare kraftig protonstråling ved soludbrud. Den kosmiske stråling lever man med, det ville alligevel kræve metertykke bly-og borvægge at stoppe dem.
4. En plastkuppelstruktur med et tryk på 340 HPa vil have en positiv solindstråling, hvis man placere den mellem 40°N og 40°S på Mars. Dvs der kommer mere varme ind end der stråles ud.
5. En Marsmission med 2 Saturn V klasse raketter er alt hvad det kræver at komme til Mars med alt det fornødne udstyr. Man sender en raket i forvejen med Jordhjemrejsefartøjet, atomreaktoren og en lille brændstoffabrik samt ca. 4,5 t brint. Max 15% af brinten koger af undervejs, så der er mindst 4 t at gøre godt med. Det rækker til fremstilling af 80 t brændstof til hjemrejsen: 16 t metan og 64 t ilt. Der bruges atomenergi og 1800-tals kemi til fremstilling af brændstoffet. 2 år senere kommer astronauterne med en mars rover og bolig som samlesæt. Roveren kan køre astronauterne hen til jordhjemrejsefartøjet når tid er. Atommotor på rejsen på rumfartøjet fra lav jordbane ud til Mars kan nedskære brændstofvægten til det halve og så kan der medføres ca 20 t ekstra udstyr til Mars pr raket, men det er ikke strengt nødvendigt.
Så lang tid tager det ikke engang...
Det skriver jeg skam også: "Men længe inden da vil der ske ændringer i solen, der vil betyde så store forandringer at vi næppe vil overleve." :-)
Vi kommer bare ikke til at vente 2 mia. år: Ændringerne skal nemlig ikke være ret store, før konsekvenserne bliver enorme.
SV:Ved jorden at blive?
Det tager ca. 5 milliarder år før solen bliver til en rød kæmpe, så vi burde jo have tid nok.
Det er værre end du tror - de for tiden bedste solmodeller - og de er ret gode - fortæller at allerede om 2 mia. år fordamper havene. Jeg har tænkt mig at bestille et større air condition-anlæg inden da :-D Det jeg har kan kun lige klare de 45 grader, vi har om sommeren her på egnen.
Ved jorden at blive?
En tur til Mars er præcis næste trin for at bevare os.Hvordan vi end vender og drejer det, så kan vi ikke blive på denne planet. Vi er pisket til at forlade den, og søge ud i universet for at finde andre levesteder.Ja, der er enorme udfordringer i at rejse ud i rummet. Ja, det koster rigtig mange penge. Ja, det er risikabelt.Men vi har intet valg: Det er ikke engang et spørgsmål om hvorvidt vi skal fortsætte med forsking og videnskab. Det handler om overlevelse, slet og ret.Vi ved, at vi vil blive ramt af meteorer, der er store nok til at forårsage kolossale ødelæggelser og ændringer i klimaet. Vi ved, at vi ikke har ubegrænsede ressourcer for at overleve på længere sigt, uanset om vi magter at begrænse klodens befolkningstal. Vi ved, at vores planet og solsystem ikke varer evigt.Det tager ca. 5 milliarder år før solen bliver til en rød kæmpe, så vi burde jo have tid nok. Men længe inden da vil der ske ændringer i solen, der vil betyde så store forandringer at vi næppe vil overleve.Det er på høje tid at vi laver en målrettet indsats for at løse det helt store problem for menneskeheden: Hvordan sikrer vi os at vi overlever, også i fremtiden?Ved Jorden at blive, det tjener os bedst - hvis man lever i en verden hvor i morgen aldrig kommer.
Kan/kan ikke
Den tosse, som fik en naragtig idé om, at man kunne få et helt nyt materiale, jern, ved at opvarme nogle sten, blev utvivlsomt mødt med lignende argumenter - opvarme nogle sten, fri og bevar os vel, det vil da være bedre at bruge brændslet til at opvarme hytten eller stege kød!
Det er interessant her at se modpolen til fremskridt, som jo kommer af den indstilling, at hvis vi ikke kan X nu, må vi finde ud af, hvordan vi kan komme til at lave X.
Sund fornuft
Kronikørernes analyse af marsprojektet, og konklusionen deraf,ser mere fornuftig og jordnær ud, end hvad der normalt skrives, om lignende projekter. Jeg vil håbe for amerikanerne, at Obama vil bruge milliarderne, til mere påtrængende opgaver i det kriseramte USA.
Grund nummer 6
Forskerne og pengene skulle hellere gå til forskning i co2 neutral energi, så vi kan klare os her på jorden i fremtiden. Det er vel trods alt den vigtigste planet vi kender til, og jeg har ikke meget lyst til at leve under jorden på mars.
Super god kronik iøvrigt :)
Men "why not"?
Prøv læs artiklen igen, det hjælper somme tider på forståelsen...
To boldly go...
Hvad med at finde LØSNINGER på de udfordringer der er ved en rejse til Mars? Istedet for bare at skrotte ideen.Ja, det kræver opfindsomhed, teknisk snilde og nytækning samt visioner. Men "why not"?