En flyvende tallerken lander i Washington med to passagerer ombord. Den ene er en robot, og den anden er en dyster mand ved navn Klaatu. De er kommet for at fortælle, at Jorden snart går under.

Plottet stammer fra filmen ’Den dag jorden stod stille’ (The Day the Earth stood still’), som første gang udkom i 1951.

Den er formentlig det første eksempel på science fiction-filmenes udforskning af robotternes gradvise overtagelse af vores liv, og siden har mange andre filminstruktører fulgt trop.

Onsdag d. 9. november sætter Videnskabscaféen en hel aften af til oplæg og debat i samspil med en række oplægsholdere under overskriften ’Hvad skal vi med astronauter?’ – et spørgsmål der trænger sig på i takt med den eksploderende udvikling inden for robotteknologi. Det foregår på Tycho Brahe Planetariet i København.

Selvom vi længe har været fascineret af robotternes muligheder for at antage nærmest menneskelige former og tankegange, har vi endnu ikke ladet dem overtage et af de mest science-fiction-prægede job i verden: astronautens.

Og hvorfor egentlig ikke?

De oplægsholdere, som skal forsøge at svare på de spørgsmål, har følgende baggrunde:

• Klaus Æ. Mogensen er fremtidsforsker og science fiction-ekspert. Han arbejder på Instituttet for Fremtidsforskning, men frem for selv at forske går hans job i høj grad ud på at indsamle viden. Han beskæftiger sig med forholdet mellem menneske og teknologi, deriblandt robotter.
   
• Mogens Tangø er overlæge på Flyvemedicinsk Klinik og Hjerteafdelingen på Rigshospitalet og var blandt andet inde over udvælgelsen af Danmarks første astronaut. Den heldige kom dog i sidste ende ind fra højre og var således ikke med i gruppen af de fem udvalgte, som Tangø havde været med til at udpege. Mogens Tangø ved alt om, hvilke fysiske krav der stilles til en astronaut.
   
• Andreas Mogensen er Danmarks første astronaut. Som astronaut for ESA har han muligheden for at blive udvalgt til at besøge Den Internationale Rumstation eller måske Månen.

Mennesker kan reagere på uforudsete situationer

Mulighederne er der: Med nutidens teknologi kan robotter håndtere komplicerede redskaber med en fingersnildhed, som stort set er på højde med et menneskes.

Et eksempel er NASA’s ’Robonaut’, som er særligt udviklet til at komme med på rummissioner – den kan du se en præsentation af i videoen længere nede.

Som de fleste måske ved, er robotterne allerede i rummet i dag, hvor de med deres meget begrænsede behov for mad, søvn og ilt har nogle fordele, som mennesker aldrig kommer til at få. Tilmed har robotten ikke hjemve eller noget behov i øvrigt for at komme tilbage til Jorden. Hypotetisk set kan den skrottes, når den har opfyldt sin mission.

Alligevel vil de menneskelige astronauter sandsynligvis altid kunne noget ekstra, som robotterne ikke kan, vurderer fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen fra Instituttet for Fremtidsforskning.

»Mennesker har den fordel, at de kan reagere på nye og uforudsete situationer. Robotterne kan reagere på situationer, som er blevet forudset hjemmefra, men ikke mere end det. Den kant vil vi formentlig have over dem længe endnu,« siger han

I fremtiden kan vi købe apps til robotten

For hvorfor skal vi egentlig risikere menneskers liv og lemmer på farlige rummissioner, hvis vi har muligheden for at lade være?

Ifølge Klaus Æ. Mogensen kan det spørgsmål angribes fra flere forskellige vinkler. En indlysende tilgang er den teknologiske – selvom vi er inde i en rivende udvikling, er det tvivlsomt, om vi nogensinde vil få udviklet tilstrækkeligt intelligente robotter, til at mennesker helt kan undværes på rummissioner.

»På sigt er det jo meningen, at robotter skal kunne, hvad vi kan. I fremtiden vil man kunne købe apps til sin robot, som man kan det til sin smartphone i dag – for eksempel en danse-app eller en vinduesvaske-app,« siger han, men tilføjer:

»Det er dog tvivlsomt, om det nogensinde vil lykkes at få udviklet en robothjerne, som fungerer på højde med en menneskehjerne - for eksempel i forhold til at genkende mønstre. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, for der findes computerforskere i dag, som mener, at vi vil have hjemmecomputere, der er ligeså avancerede som menneskehjernen, allerede om 15-20 år.«

»25 procent af befolkningen ville kunne leve op til de fysiske krav, der bliver stillet for at blive astronaut. Men de færreste ville leve op til de videnskabelige.«

- Mogens Tangø, overlæge

Han understreger da også, at selvom robotternes hjerner måske vil være på højde med menneskets inden for de næste 100 år, er det ikke ensbetydende med, at de også kommer til at fungere ligesom en menneskehjerne. For eksempel i forhold til at føle, sanse og opleve.

Mennesket på månen var alles succes

En anden indgangsvinkel er den kulturelle, fortæller Klaus Æ. Mogensen. Astronauternes rolle er nemlig andet og mere end fingersnildhed og god kondition.

»Det betød meget for mange mennesker, da menneskeracen første gang satte ben på Månen. Der er noget særligt ved, at det en dag bliver mennesker, der går rundt på Mars, i forhold til at det indtil videre kun har været robotter, der triller rundt deroppe.«

»Selvom det måske vil kunne lade sig gøre at udvikle tilpas avancerede robotter, til at astronauterne en dag bliver overflødige, kan man jo stille spørgsmålstegn ved, om man altid skal gøre noget, bare fordi man kan.«

Og selvom en robot snildt ville kunne leve op til de fysiske krav, der stilles til en astronauts formåen, er det faktisk slet ikke det, der er i højsædet, når de bliver udvalgt, fortæller overlæge Mogens Tangø fra Flyvemedicinsk Klinik på Rigshospitalet. Det er deres videnskabelige baggrund derimod, og på det punkt mener han at finde endnu en god grund til astronauternes berettigelse.

»Astronauter skal være psykisk robuste og have været begravet i videnskab tidligere i deres liv. De skal vide, hvad betydningen af at aflæse et komma forkert kan være – det handler ikke om at være supermand, men videnskabsmand.«

Astronauten er vores stedfortræder

I science fiction-litteraturen har astronauter altid spillet en stor rolle, og i modsætning til robotterne kan læseren eller seeren identificere sig med dem. Ifølge Klaus Æ. Mogensen bliver de på den måde stedfortræder for os andre.

»De har altid skullet opleve tingene på vores vegne, hvordan de fremmede steder var, og hvor gode eller onde vi selv var i forhold til de fremmede kulturer. Astronauterne er de mest ressourcestærke, menneskets spydspids, den opdagelsesrejsende krydset med den frygtløse soldat – kort sagt, er han stand-in for alle os, som aldrig selv oplever at komme ud i rummet.«

»Der vil altid være nogen, der er villige til at sætte deres liv på spil for at udvide menneskets horisont,«

- Klaus Æ. Mogensen, fremtidsforsker

Til spørgsmålet på, om robotterne kan overtage astronauternes rolle i fremtiden, svarer begge vores eksperter nej. Mennesker kan sanse og opleve, de kan tage stilling til uforudsete situationer i løbet af et splitsekund, og de kan tænke som videnskabsmænd.

Desuden, understreger Mogens Tangø, er en del af grunden til, at vi udforsker rummet, at vi er nysgerrige på, om det kan lade sig gøre at bo og leve på andre planeter. Og der skal man af gode grunde bruge et menneske til at undersøge, hvad belastningen af mennesket er, i de nye omgivelser.

Robotterne kan tage pligtopgaverne

Både Mogens Tangø og Klaus Æ. Mogensen er dog enige om, at vi kan bruge vores maskinelle pendanter til at overtage en række pligtopgaver på rumfartsmissioner.

»Jeg tror ikke på, at robotterne nogensinde kommer til at tage over som vores udforskere af rummet. Men de kan medvirke til, at mange af pligtopgaverne kan overgå fra astronauterne, så de har bedre tid til at koncentrere sig om videnskaben,« siger Mogens Tangø.

»Spørgsmålet for os er om at få robotterne til at lave de kedelige ting for os,« supplerer Klaus Æ. Mogensen, »I fremtiden skal vi lave en konstant vurdering af, hvordan vi prioriterer mennesker i forhold til robotter. Der har længe været mange ting, som robotter er bedre til end mennesker, men det føler vi os jo ikke truet af – at en bil for eksempel kan bevæge sig hurtigere end os.«

Han understreger, at maskinernes formåen i virkeligheden er et udtryk for menneskets præcision i dag. Jo bedre maskiner, jo dygtigere er mennesket blevet. Han er dog også sikker på, at dagen oprinder, hvor maskinerne selv kan udvikle ny teknologi.

»Så vil vi alle få mægtige tjenere, ligesom Aladdin havde sin lampeånd - men vi vil forstå lige så lidt af, hvordan de virker, som han gjorde.«