Hukommelse gør robotter mere konkurrencedygtige
Med ny dansk teknologi lærer robotter af egne fejl og succeser og bliver på den måde bedre til at udføre deres arbejde.

Med den nye teknologi behøver robotterne ikke længere instrukser fra mennesker - de lærer selv, hvordan opgaven skal løses. (Foto: CARO)

Et forskerhold fra Syddansk Universitet har nu udviklet en ny robotteknologi, der giver industrielle robotter både intelligens og hukommelse.

Men frygt ikke; der er tale om robotter af den industrielle slags, ikke de kæmpe dræbermaskiner, som vi kender fra biografen. Faktisk er det noget så udramatisk som teknologien bag robotarme, det drejer sig om.

Med den nye teknologi er det nemlig lykkedes forskerne at udvikle robotter, som kan styrke den danske industri.

Ny teknologi gør robotterne hurtigere

En stor del af produktionstiden i moderne industrifabrikker går med at flytte genstande fra et sted til et andet. Det er ensformigt arbejde, som typisk udføres af mennesker.

Robotter ville ellers være oplagte i sådan en situation, men for en robot er en simpel opgave som at flytte ting en stor udfordring. Den skal fortælles præcis, hvor det er bedst at gribe fat om objektet, og hvis der er tale om forskellige typer objekter, skal robotten have nye instrukser hele tiden. Så er det nemmere at lade mennesker udføre arbejdet. Eller, sådan har det i hvert fald været indtil nu.

Forskere fra Syddansk Universitet har i samarbejde med den danske virksomhed Scape Technologies, der udvikler software til industrirobotter, nemlig udstyret robotterne med kunstig intelligens, og nu kan robotterne selv beregne det bedst mulige greb for den genstand, som skal flyttes. Men det er ikke den eneste robotrevolution, der er i gære.

»Udover det, kan robotten også lære af sine egne fejl – og det er bestemt ikke almindeligt i industriproduktion,« siger projektets leder, professor Norbert Krüger fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet ved Syddansk Universitet.

Fakta

Kognitiv robotik handler om at lære robotter intelligent adfærd.

I forskningsprojektet fra Syddansk Universitet gjorde man det ved at give robotterne øjne og hukommelse. Når robotten ser et nyt objekt foran sig, analyseres dens visuelle data, og robotten beregner automatisk det bedste greb.

Når grebet er beregnet, forsøger robotten så at udføre det. Hvis det ikke lykkedes, bliver fejlen gemt i hukommelsen. Næste gang robotten skal løfte det samme objekt, gentager den ikke fejlen.

Robotterne har altså fået en form for hukommelse, og de træder dermed et skridt tættere på at ligne os mennesker.

Kloge robotter skal sikre produktion

Faktisk var det forskernes ambition at gøre robotterne langt klogere, end de er nu.

»I begyndelsen forsøgte vi at lade robotten analysere og beregne et hvert tænkeligt udfald for et givent greb. Men der var alt for meget data,« siger professor Norbert Krüger.

De komplicerede beregninger tog for lang tid, og i stedet endte de med at udvikle et simplere system, som nok lavede flere gribefejl, men viste sig bedre og mere effektivt på det lange sigt.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det nu er godt, at robotter bliver kloge nok til at overtage menneskers arbejde, er professoren afklaret: Der er et behov for mere konkurrencedygtighed, hvis vi ønsker at fastholde produktion i Danmark og EU.

»Hvis vi ikke gør produktionen mere effektiv, så vil der slet ikke være nogen produktion tilbage,« siger Norbert Krüger. 

Forskerholdet er nu i dialog med Scape Technologies om, hvordan den nye teknologi bedst bliver implementeret.

Robotter husker det forkerte greb

Fakta

Kognition betyder tænkning og dækker over en lang række funktioner som f.eks. hukommelse, sprog, læring, opmærksomhed og logik.

Kognition er det, der gør os i stand til at forstå alle de informationer, vores hjerner udsættes for hver dag.

Ved at give robotterne hukommelse håber Norbert Krüger, at de kan blive endnu mere konkurrencedygtige sammenlignet med mennesker – et håb, som resultaterne fra projektet støtter; forsøg med den nye teknologi nedsætter fejlraten med mere end 20 procent sammenlignet med robotter, som bliver indstillet manuelt.

»Det hjælper virksomhederne, fordi alt vil blive gjort hurtigere,« siger Norbert Krüger.

Fejl er stadig en del af processen, og det er netop meningen. For fejlen bliver lagret i hukommelsen, og næste gang robotten støder på en ting med samme form, ved den præcis, hvordan den ikke skal gribe opgaven an.   

Den tyskfødte professor har været involveret med forskning i robotter i mange år – særligt med fokus på udvikling af kognitive systemer, og det var under arbejdet med netop dette, at ideen til at lære robotterne at huske opstod. Og Norbert Krüger er tilfreds med, hvad ideen bragte med sig.

Ved at lære om robotgreb og produktion har holdet udviklet noget, som måske får betydning for fremtidens produktion, mener professoren.

»Det her er et af de projekter, hvor grundforskning har en direkte indflydelse på udvikling og produktion,« slutter han.

Her er gruppen bag

Projektet er blevet udarbejdet af Cognitive & Applied Robotics Group (CARO) fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet ved Syddansk Universitet.

CARO-gruppen fokuserer på udvikling af kognitive teknologier og disses anvendelse i produktions- og velfærdsrobotik med det formål at bevare og øge produktionen i Danmark og samtidig vedholde en høj velfærdsservice i et aldrende samfund.