(Illustration: Per Byhring, forskning.no/colourbox)

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår mennesker begyndte at bruge tøj. Det kan være over 100.000 år siden, måske endnu længere. Havde du levet dengang, ville du måske have svøbt dig i en lun pels. Og pelsen ville have kløet – af lus.

Lus vandrede fra hovedet og ned under den varme pels og blev til kropslus. Forskere kan afgøre, hvor gammelt tøj er ved at undersøge arvematerialet i lusene. Og de ældste klædestykker er over 100.000 år gamle!

Nye klæder mod gamle plager

Siden har tøj vært til hjælp, men også til plage.

Lus i klæderne slipper vi heldigvis for. Men vi har sokker som stinker, huer som klør og farver som blegner.

For ikke at snakke om tøj, som er for varmt, når du løber til bussen - og for koldt, når du ikke når den, og må vente på den næste.

De gode nyheder er, at det sandsynligvis vil ske mere på tøjfronten de næste årtier end de seneste 100.000 år.

Du kan slippe af med plagsomme beklædningsstykker, og klæde dig på til helt nye oplevelser.

Nanosølv

Tag for eksempel stinkende sokker: Fodlugtforskningen har gjort store landvindinger de seneste par år.

Sokker og sko imprægneres med nanosølv, og så er det bakterierne som bliver sure – ikke sokkerne. Sølvet ødelægger nemlig bakteriernes stofskifte, så de dør.

Problemet er bare, at det samme sølv skylles ud i vaskemaskinen og kan havne ude i naturen. Og vi vil jo ikke dræbe de flinke bakterier, der gør jorden næringsrig.

Desuden – det vi skyller ud i vasken, får vi før eller siden tilbage i drikkeglasset eller på spisebordet. Og cellerne i vores kroppe kan heller ikke lide nanosølv i større mængder.

Så måske var de sure sokker et dårligt eksempel. Kløende huer kan vi med bedre samvittighed skille os af med for sidste gang, en gang i fremtiden.

For her kan bakterierne faktisk hjælpe os: De gumler på de kløende uldfibre, så de bliver delvist fordøjet og dermed glattere mod huden.

Og måske kan får slippe for at blive kortklippet om nogle år.

Da vil nye nanofibre kunne give os kunstig uld, som er lige så god til at holde varmen som ægte uld, når den bliver våd.

Nanotøj

Andre nanostoffer får vandet til at prelle af. Eller skidt.

Det amerikanske militær har brugt over 100 millioner kroner på at udvikle undertøj som kan bruges i ugevis uden at vaskes.

Med nanoteknologi kan vi tøj med de mest fantastiske egenskaber. (Illustration: iStockphoto)

Ved at fæste andre stoffer til nanopartikler kan tøjet også jage insekter væk.

Stoffet permetrin findes i krysantemum-blomster, og kan både skræmme insekter og katte væk.

Så hvis du har en permetrin-behandlet skjorte og bukser på, er du sikret mod alt, der stikker og klør, summer og mjaver. Pyt med myggen, men stakkels mis.

Nanopartikler i tøjet kan også kobles til bittesmå kapsler med medicin.

Når tøjet varmes op af kroppen slippes medicinen ud. Det kan bruges til at behandle eksem og andre hudsygdomme, eller det kan suges op og optages i kroppen.

Andre stoffer kan også fyldes i kapslerne: Hvad med et par C-vitaminbukser som et spark bagi mod forårssløvhed? Eller et lavendellagen som kan lulle dig i søvn?

Alle disse nye klæder bruger bittesmå nanopartikler. De kan være lidt skadelige for miljøet, så mange mener, at vi bør være forsigtige med dem.

Elektrisk tøj

Nanoteknologi kan gøre nytte på andre måder. Nanofibre kan væves ind i klæder, og bruges til at lave elektrisk strøm når du bevæger dig. På den måden kan du oplade batterier til mobilen eller MP3-afspilleren.

Andre nanofibre kan virke som solceller, og lave strøm af sollys. Strømmen kan til og med lagres med nanofibre. Du kan altså have klæder, som er batterier i sig selv.

Nanofibre kan også bruges som ledninger, for eksempel til at koble skridttælleren i skoene til mobilen på håndleddet, eller musikafspilleren til hovedtelefoner som er vævet ind i en træningshætte.

Sådanne ledninger kan også bruges til at overvåge hjerteslag, blodtryk og åndedræt.

Det kan være nyttigt for folk som træner, men endnu nyttigere for patienter på hospitalernes overvågningsafdelinger, som slipper for at gå rundt med ledninger koblet til kroppen.

Patienter og enlige ældre kan også få tilkoblet sensorer, som registrerer, når du falder.

Dermed kan alarmen udløses og hjælp tilkaldes, selv når den skadede er bevidstløs eller hjælpeløs på anden måde.

Stærke og lette

Nanofibre kan også væves af nanorør, som er mange gange lettere og stærkere end stål.

Dermed bliver det muligt at lave skudsikre veste, som er lige så lette som en T-shirt.

Der findes også andre nye stærke stoffer: Én type virker omtrent som et sikkerhedsbælte i en bil: Stofferne følger dine langsomme bevægelser uden modstand - men strammer til og bliver hårde ved pludselige stød.

Prototype på exoskelet, udviklet af Tsukuba Universitet i Japan. (Foto: Steve Jurvetson)

Allerede i dag sælges der beskyttelsestøj til snowboardere og mountainbikere, som bruger disse specielle stoffer.

De er glatte når du bevæger dig almindeligt, men bliver hårde som skjold, når du rammer en trestamme eller en klippesten.

Sådanne stoffer kan også bruges i hjelme, beskyttelseshandsker og andet arbejdstøj.

Hvem ved, måske går du om få år rundt med en tophue, der beskytter mod faldende potteplanter?

Exoskelet

Tøj kan også blive som en levende rustning. Vi har alle set middelalderens arme riddere, som skramlede rundt i tonstunge metaldragter.

Rumalderens helte har ganske vist fordel af lav tyngdekraft på Månen og vægtløshed i kredsløb om Jorden, men at bruge en rumdragt er alligevel hårdt fysisk slid.

Nu kan rustninger med indbyggede kunstige muskler gøre svæklinge til supermænd.

Såkaldte exoskeletter kan også bruges af sygeplejere til at løfte tunge patienter. Og lamme patienter kan få hjælp til at gå selv.

Exoskeletter er egentlig robotter, som du kan tage på som tøj. Klæderne bliver en mekanisk udvidelse af menneskekroppen.

Dragt til computerspil

Sådanne exoskeletter kan også give dig mulighed for at færdes på steder, hvor du aldrig kunne være i virkeligheden: Inde i Solen, dybt nede i en vulkan, eller måske midt i en tordenstorm.

Så bliver virkeligheden omkring dig skabt af kraftige computere. Exoskelettet bliver ikke længere en styrkedragt. I stedet lader dragten dig opleve at gå rundt i en kunstig verden, omtrent som en avatar.

Allerede i dag findes der handsker, som lader dig føle og gribe genstande i dataspil, selv om disse handsker endnu er klodsede og primitive.

Levende mønstre

Selv om du trives bedst i den virkelige virkelighed, kan tøj give dig et anderledes udseende. Klæder med mange skærme vævet ind i stoffet kan lade dig møde kæresten i en dragt, hvor ildtunger slikker fra fødderne op mod livet.

Eller – hvis det bliver for varm – kan du svale stemningen med et isgrønt bjergvandløb nedover ryggen.

Og hvis du vil give det ultimative kompliment, kan du lade kæresten spejle sig i din dragt – omgivet af en krans af røde roser. Kun fantasien sætter grænser, når farver og mønstre bliver levende.

(fra forskning.no – oversat af Silas Mortensen)