E-næse: Dårlig lugt går på tværs af kulturer
Israelske forskere har lavet en elektronisk næse, som kan skelne mellem god og dårlig lugt. Deres undersøgelser tyder på, at lugte opfattes ens overalt.

Ifølge den nye elektroniske næse er lugtesansen mindre subjektiv, end man hidtil har troet.

Forskere fra Weizmann Institute of Science og Edith Wolfson Medical Center har undersøgt en 'kunstig næse', og publiceret resultaterne i det seneste nummer af open-access-tidsskriftet PLoS Computational Biology.

Weizmann-instituttet har også søgt om patent på instrumentet, og forestiller sig, at det kan bruges i blandt andet miljøovervågning.

Optrænede elektronisk næse

Forskerne optrænede den elektroniske næse til at vurdere kendte lugte ud fra en 'god lugt'/'dårlig lugt'-skala, og efter lidt arbejde kunne næsen også vurdere ukendte lugte.

I undersøgelsen skriver de, at de almindeligste elektroniske næser kun kan kategorisere specifikke lugte, og har problemer med lugte, de ikke har oplevet tidligere, mens den nye næse har evnen til at indplacere en hvilken som helst lugt langs en behagelig/ubehagelig-akse.

Det mest opsigtsvækkende ved undersøgelsen er at 'e-næsen', efter lidt træning vurderede lugte på samme måde, som mennesker i 80 procent af tilfældene, da den skulle indplacere lugte langs en 30-punktsskala hvor 0 var yderst ubehagelig lugt og 30 var yderst behagelig lugt.

Når e-næsen skulle vurdere lugte som værende enten 'gode' eller 'dårlige' ramte den plet i hele 99 procent af tilfældene.

Etiopiske og israelske næser

Forskerne mener, at undersøgelsen åbner for, at den måde vi vurderer lugte på, ikke er kulturelt betinget.

Selv ikke franskmænd synes, at franske oste lugter godt, og ifølge en af undersøgelsens forfattere er dette grunden til, at fransk parfume ikke kan fås med ostelugt.

De gik et skridt videre med testen, og bad indfødte israelere og etiopiere om at vurdere forskellige lugte.

Resultaterne viser, at e-næsen også i stor grad vurderer lugte på samme måde som etiopierne, til trods for at e-næsen var indstillet efter israelske næser.

Forskerne mener, at dette antyder, at der findes en tværkulturel enighed om, hvad som er god og dårlig lugt.

»Kultur har en påvirkning af, hvordan vi oplever lugte i forskellige kontekster. Mange undrer sig for eksempel over, hvordan franskmænd kan lide lugten af deres oste. Vi tror heller ikke at de synes de lugter godt, men at de betragter lugten som et tegn på, at det er en god ost.«

»Hvis den samme lugt blev præsenteret ude af kontekst ville franskmændene formentlig rangere den lige så dårlig som andre folk. Det er grunden til at franskmænd ikke laver parfume med ostelugt,« siger en af undersøgelsens forfattere, Noam Sobel, i en pressemeddelelse.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

Det sker