Seung-Wuk Lee er professor på Berkley University. Han arbejder med særlige virusformer i udviklingen af små elektricitets-generatorer, som kan bruges i kroppen. Jo, du læste rigtigt. En generator i din krop, som kan producere strøm.
Det lyder måske i sig selv ikke så rart, og ordet virus får nok heller ikke ligefrem ekstra positive associationer frem i din hjerne, men der er faktisk store perspektiver i denne type forskning.
Bare på én nat formerer de vira, som professoren arbejder med, sig og bliver til flere millioner af celler, som kan bruges til at skabe organiske, elektriske generatorer.
Når professor Seung-Wuk Lees apparat er færdigudviklet, vil både vores hjerteslag og vores gang kunne agere energikilder, som vil kunne producere strøm.
Du kan selv oplade din pacemaker
Tiden vil vise, hvad disse apparater præcis kan bruges til, men professor Seung-Wuk Lee forudser allerede nu flere muligheder.
Det vil være muligt, at man selv kan genere strøm til ens pacemaker eller andre bio-medicinske enheder eller sensorer på eller i kroppen. Måske vil man endda kunne oplade sin iPhone ved at løbe en tur.
Applikationen, som kan redde liv
Frankie Myers er en anden professor, som arbejder med at udvikle nye, smarte løsninger på Berkely University.
Han er involveret i skabelsen af CellScope – et mikroskop, som kan monteres på en smartphone til for eksempel at se og filme inde i et øre. Der hører en applikation til mikroskopet, som skal downloades til telefonen.
Ideen er, at når filmen er blevet optaget, sendes den til en læge, som kan vurdere, om der er tale om sygdom og i så fald hvilken.
Det er professorens håb, at denne type teknologi kan blive implementeret i tredje verdens lande, hvor der tit ikke er en læge i nærheden. Lægen får simpelthen tilsendt den visuelle information om patienten, hvorefter en diagnose kan stilles.
Professoren nævner blandt andet, at de arbejder på at skabe en teknologi, som kan hjælpe med at diagnosticere tuberkulose med en smartphone, da tuberkulose fortsat er et massivt problem i store dele af verden.