Da mennesket erobrede rummet, tog de også alle hverdagens små trivielle problemer med sig ud til den ophøjede tilværelse blandt stjernerne.
Hvordan det første menneske i rummet, Jurij Gagarin, klarede sig, er uvist. Det sovjetiske propaganda-maskineri holdt superheltenes menneskelige sider godt skjult.
Anderledes var det i USA. Da nedtællingen til USA's anden bemandede rumfærd var i gang den 21. juli 1961, tog det sin tid inden raketten kom i luften. På toppen af den sad en stadig mere tissetrængende Virgil Grissom.
Overvåget som han var af fjernsynsselskabernes kameraer, vægrede han sig for at forlade rumskibet for at 'slå en streg'. Det ville have været et gevaldigt anti-klimaks på dramatikken.
Til sidst var der ingen anden udvej: Den erfarne testpilot fra Indiana måtte give los. Elektroderne som overvågede hjerteslagene blev kortsluttet af den lokale oversvømmelse inde i rumdragten, og EKG-blib'ene gik amok på skærmene i kontrolcentret.
Denne oversvømmelse var alligevel intet mod, hvad der ventede 'Gus' Grissom, da han landede på havet et kvarter efter opsendelsen. Nødlugen på rumkapslen 'Liberty Bell' åbnede sig, havet strømmede ind, og kapslen sank. Grissom blev reddet fra druknedøden i sidste øjeblik.
Ingeniørerne hos NASA udviklede hurtigt en astronaut-ble til senere rumrejser. Sådanne bleer bruges fortsat under opsendelser og landinger, da ventetiden kan være lang.
Da det store rumkapløb begyndte, og amerikanerne skulle til månen, indledtes en voldsom udvikling af ny teknologi. Denne udvikling drog rum-wc'et dog ingen nytte af. Toiletforholdene om bord på Apollo-rumskibet var ret elendige.
Eftersom der kun var mænd i rummet på den tid, blev urinen opsamlet i en kondom-lignende slange. Den var koblet direkte til det lufttomme verdensrum udenfor via en ventil.
Idéen var, at man skulle stikke penis ind i slangen, tisse og åbne ventilen. Så ville en fin tis-byge sprøjte ud gennem en åbning på ydersiden af rumskibet.
En astronaut har ironisk sagt, at det smukkeste syn i verdensrummet var 'urin-udslip i solnedgang'.
Desværre virkede sugeslangen ikke altid som forventet. Hvis astronauten åbnede ventilen for tidligt, blev dele af mekanismen suget ind mod penis således at det blev umulig at tisse. Samtidig begyndte vakuummet at suge i penis, så man ikke kunne komme fri.
For at få sugeslangen til at virke, måtte astronauten handle med stor præcision. Først begynde at tisse, så et øjeblik senere åbne ventilen.
Ulempen var så, at en del af tisset kom sprøjtende ind i rumskibs-kabinen og svævede rundt som små gyldne dråber.
Endnu værre var det at have afføring. Astronauterne måtte da benytte en slags pose som lignede en gennemsigtig høj hat med lim på hatteskyggen: 'toilet-låget'. I siden på 'hatten' var der en indadvendt lomme på størrelse med en finger.
Idéen var så, at når den vægtløse afføring var ude, så skulle man trække den videre ud af bagdelen og ind i posen med fingeren placeret inde i plastlommen.
Derefter skulle astronauten tilsætte en kapsel med noget blåt bakteriedræbende stads og ælte det ind i ekskrementerne i den forseglede pose.
I praksis fungerede dette elendigt. Hele processen kunne tage en time og stank helt forfærdeligt. Da mandskabet på Apollo 7 vendte tilbage til jorden skrev de en huskeseddel: 'Klæd dig af, brug en time og hav store mængder papir ved hånden'.
Da astronauten Frank Borman fik tynd mave kort efter opsendelsen af Apollo 8 i december 1968, må situationen mildest talt have været kritisk. 'Affaldssystemet fungerede, men også kun lige', som der stod i en rapport.
Disse 'Apollo-poser' er fortsat nødløsningen om bord på den amerikanske rumfærge.
Rumfærgen fik en ny og forbedret wc-model fra og med STS-54, som blev sendt op i januar 1993. Dette toilet minder om den russiske model på den internationale rumstation. Astronauterne har fodfæster til at kunne tisse stående eller siddende. En urinslange med adapter til mænd og kvinder suger tisset ind med et svagt luftsug.
Tisset bliver sendt til en centrifuge og slynget ud i en 20 liters tank. Sugeluften sendes tilbage til rumkabinen gennem rensefiltre.
Under et almindeligt toiletsæde er der en afførings-pose. Mange små lufthuller i posen gør det muligt at lave et svagt luftsug, som sender afføringen ned i posen.
Etter brug tømmes luften ud, og afføringen bliver frysetørret i det lufttomme verdensrum, så den fylder mindre.
De tørrede ekskrementer samles op i en aluminiumscylinder. som sendes tilbage til jorden i en russisk Progress-transportkapsel.
Da dette rum-wc gik i stykker den 21. maj i år, var det en pumpe i systemet, som udskiller urinen, der svigtede. En ny pumpe blev i al hast fragtet i en diplomatkuffert fra Rusland og sendt op med rumfærgen Discovery den 2. juni.
Forskere arbejder også med mere avancerede toilet-løsninger i verdensrummet. Det nye 'Node 3'-modul skal sendes op til den internationale rumstation i begyndelsen af 2010. Det endelige mål er at kunne recirkulere affaldet. Den europæiske rumfartsorganisation ESA er begyndt at udvikle denne type teknologi. Micro-Ecological Life Support Alternative (MELISSA) er beregnet til Mars-rejser, hvor genbrug er nødvendig for at spare energi og vægt.
I MELISSA skal affaldet gøde planter og alger, som laver ilt, vand og mad. MELISSA og andre lignende systemer vil blive menneskets første forsøg på at tage kunstige økosystemer med sig ud i det ugæstfrie verdensrum.
Sådan set peger vanskelighederne ved at fremstille en rum-wc mod de allerstørste og vigtigste spørgsmål omkring menneskets erobring af rummet.
For at overleve i verdensrummet på lang sigt, må vi ikke bare fragte os selv derud. Vi må også medbringe en specialkonstrueret miniature af de biologiske systemer på jordkloden, som ernærer os, og som tager imod og udnytter affaldet fra vores kroppe.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
Det mener jeg også Nils. Har
Det mener jeg også Nils. Har det fra samme kilde.
Det er ifølge min bedste
Det er ifølge min bedste overbevisning ikke Gus Grissom, der bliver nødt til at tisse i sin dragt inden opsendelsen, men Alan B. Shepard under sin opsendelse den 5. maj 1961. kilde #1: "Rejsen ud i rummet - de første 50 år", Henrik og Helle Stub s.105
kilde #2: http://www.romfart.no/NOR/Artikler/S/1997/19970214.asp