Rumraketten bygges af Copenhagen Suborbitals, som udover Peter Madsen og Kristian von Bengtson, der arbejder på raketten fuldtid, udgøres af 15 frivillige, der hjælper til i deres fritid. (Foto:Copenhagen Suborbitals)

Gulv-korkplader som varmeskjold og en føntørrer fra Føtex til at opvarme ventiler i motoren.

Det lyder som en raket fra Rasmus Klump og ikke som en virkelig raket, der måske kommer til at flyve ud i rummet.

Raketbyggerne Peter Madsen og Kristian von Bengtson er i gang med et forsøg, der kan ende med at bevise, at det kan lade sig gøre at lave en rumraket for færre midler og med en anden teknologi end NASA.

Det danske raketforsøg med de himmelhøje ambitioner har som fremtidigt mål at sende Peter Madsen ud i rummet i en gennemtestet udgave af den danske raket. Foreløbig har brændstof- og motortest vist gode resultater og yderligere test skal nu vise, hvad raketten kan holde til.

Men hvis man kan lave en billig rumraket, der virker, hvorfor gør NASA så ikke bare som Peter og Kristian?

»Ja, ha, ha, nu skal vi selvfølgelig huske på, at den danske raket er et forsøg på en meget mindre skala,« svarer John Leif Jørgensen, afdelingsleder på Institut for Rumforskning og teknologi, DTU.

Simple konstruktioner

NASA sender raketter 500-1000 km. ud i rummet, mens den danske drøm slutter 100 kilometer ude. Det svarer til en hurtig sviptur i rummet.

Den danske raket er samtidig betydeligt mindre og billigere. Den har kostet 100.000 kr i byggematerialer, mens NASAs raketter koster fra 140 mill. kr. og op ad.

John Leif Jørgensen mener alligevel, forsøget er interessant.

»Den danske raket er fyldt med dagligdags-løsninger og simple konstruktioner. Der er en del kompromisser af økonomiske grunde og på grund af dansk lov, men raketten er et eksempel på, at vi i dag kan vi finde andre og måske smartere løsninger, end man kunne, da de amerikanske løfteraketter blev skabt hos NASA i 1960'erne« forklarer han.

Rumfart med en enkelt motor

De danske raketbyggere drømmer om at lave en billig og let løfteraket. I rumteknologi skelnes der imellem løfteraketter, som kan opsendes fra jorden, og andre mindre raketter, der kun bruges ude i rummet.

Amerikanske løfteraketter er konstrueret i starten af 1960'erne. Siden er de grundlæggende principper ikke ændret, hvilket blandt andet betyder, at de har tre trin, som indeholder en motor og et brændstofmodul, som frigøres efterhånden som raketten brager længere og længere ud i rummet.

»Amerikanske løfteraketter er faktisk tunge og gammeldags,« siger John Leif Jørgensen.

NASA kan i dag producere løfteraketter, der både sviner og vejer mindre, men først for nylig har USA påbegyndt en moderniseringsproces af rumprogrammet, forklarer forskeren.

Rumforskere både i USA og resten af verden arbejder med at lave rumraketter med kun én motor, og det forsøger Peter Madsen og Kristian von Bengtson også at gøre i deres raket.

En grafik af Heat1X-Tycho Brahe, som den så ud i 2009, giver et grundlæggende billede af rakettens opbygning. (Kilde: Copenhagen Suborbitals)

»I dag mener vi, det er teoretisk muligt at flyve ud i rummet med kun en motor, fordi vi har mere effektivt brændstof og bedre styr på materiale-fysikken, men det er endnu ikke lykkedes,« siger John Leif Jørgensen.

Den danske raket sigter foreløbig mod rummet med kun et trin, kun én motor.

Himmelblåt brændstof

Saturn V er den mest kendte amerikanske løfteraket. Det var med den USA opsendte månelandingsfartøjer i 1960'erne og 70'erne.

Videnskab.dk spørger den ene af raketbyggerne om den hjemmelavede raket er bedre end NASAs Saturn V.

»Nej, det er den ikke, Saturn V og vores raket kan ikke sammenlignes,« svarer raketbygger Peter Madsen, som sammen med Kristian von Bengtson står i spidsen for raketbyggeriet.

»Vores løsninger er meget simple, de skal være så enkle som overhovedet muligt, men det kan også være en kvalitet,« siger han. Et eksempel er rakettens brændstoftank.

Den danske raket er en hybrid-raket, hvilket vil sige, at brændstoffet består af både fast og flydende brændstof. Den flydende del kaldes for oxidizer.

»Det er flydende ilt, der er lyseblåt som himlen ­- af den samme grund som himlen er det,« fortæller Peter Madsen.

Det faste brændstof består af syntetisk gummi. I Saturn V blev brændstoffet pumpet ind i motoren ved hjælp af mekaniske dele. Det har de danske raketbyggere løst på en anden og enkel måde.

»Vores brændstoftank sættes under tryk og på den måde ledes brændstoffet ind i brændstoftanken. Det betyder, at raketten bliver langt billigere« siger Peter Madsen.

Kork og føntørrer

Alternative løsninger er kendetegnende for det danske raketforsøg. På motoren i danske raket sidder en række ventiler, der skal holdes varme på vej ud af atmosfæren. Det problem er blevet løst med en føntørrer fra Føtex.

»Princippet er nøjagtig det samme i en raket med større budget. Der ville man lave en specialbygget varmeblæser til formålet i stedet,« siger John Leif Jørgensen.

Varmeskjoldet af gulv-kork, der sidder udenpå den danske raket, har fået meget opmærksomhed, fordi det er en kuriøs løsning.

Et varmeskjold forhindrer skroget i at brænde op. Da raketten bevæger sig med høj fart, gnider luften mod skroget, og var der ikke noget varmeskjold, ville materialet begynde at brænde. På den danske raket vil gulv-korken brænde langsomt, og derved vil den skabe en beskyttende dampsky rundt om raketten. De store NASA-raketter har også sådan et varmeskjold , men det er lavet af særlige kakler udviklet til formålet.

»Det afgørende for et varmeskjold er, at materialet ikke leder varme for nemt, og gulv-kork som materiale giver rigtig god mening. Om det virker, vil vise sig,« siger John Leif Jørgensen.