Ares I og Ares 5-raketterne hørte ind under det nu skrinlagte Constellation-program. Men hvis NASA vil til Mars eller Asteroidebæltet, kræver det en raket på størrelse med Ares 5. (Illu: NASA)

I 1953 offentliggjorde den berømte tyske raketingeniør Wernher von Braun 'Das Marsprojekt', hvori han i detaljer beskrev, hvordan man kunne få mennesket bragt til Mars.

Den plan mente han selv kunne realiseres i løbet af 10-15 år.

Planerne blev på papiret, og i dag, knap 60 år efter, er Månen stadig den fjerneste klode i solsystemet, der er besøgt af mennesket.

Men drømmen om bemandede rumrejser til Mars lever stadig i bedste velgående, ikke mindst blandt de astronauter, der har en reel chance for at skulle lægge krop og hjerne til.

En af dem er Andreas Mogensen, som det europæiske rumagentur ESA for godt et år siden håndplukkede til sit nye astronautkorps.

Han er om få måneder færdig med sin astronautuddannelse, hvorefter han er klar til at blive sendt på mission i rummet.

For nylig var han i Danmark, hvor han besøgte Videnskab.dk til en snak omkring planerne for fremtidens rumfart.

Samtalen blev ved med at kredse om Den Røde Planet.

»Hvis man vil til Mars, er det et spørgsmål om at kaste sig ud i det. Vi er i stand til at udvikle de teknologier, der skal til,« siger han, og fortsætter:

»Det eneste, der holder os tilbage, er økonomien og mangel på politisk vilje. De politikere, der sidder på magten i dag, vil for længst være afsat, når astronauterne i fremtiden tager det første skridt på Mars, så deres motivation for at investere de nødvendige milliarder i projektet er lille.«

Løfteraketter ikke stærke nok

Projektet kræver jernvilje fra politisk side, for der vil gå mange år før man kan sende det første rumskib afsted, fortæller han. En marsrejse kræver nemlig et nyt arsenal af rumskibe og løfteraketter.

Mars befinder sig 30-50 millioner kilometer væk, når den er nærmest Jorden, og et rumskib har med de nuværende teknologier brug for seks måneder til at tilbagelægge den afstand.

Sådan forestiller det europæiske rumagentur ESA sig en marsbase. (Foto: ESA)

Astronauterne vil være stavnsbunde på Mars i to år, før de kan rejse hjem igen. Rumskibet skal derfor medbringe tonsvis af forråd i form af mad, vand, medicin, brændstof og teknisk udstyr, som kan holde astronauterne kørende i ventetiden.

»Faktum er, at man ikke har en løfteraket, der er kraftig nok til at kunne skyde så tungt et fartøj ud i rummet,« siger Andreas Mogensen.

Rumskib sammensat af moduler

Den mest oplagte løsning på problemet er at opbygge et rumskib af moduler, der sendes op i en lav bane om Jorden. Når rumskibet er samlet, kan det uden de store problemer sendes videre mod Mars.

Men den fremgangsmåde er dyr, farefuld og omstændelig. Det viser erfaringerne med Den Internationale rumstation ISS, der blev påbegyndt i 1998, og som først blev bygget færdig i år.

Selv om mange lande løftede i flok, har byggeriet varet i 12 år.

»Det tager mindst 10 år at bygge et rumskib til Mars. Så det vigtigste lige nu er at få bygget nogle potente løfteraketter, noget lignende Saturn 5, der blev brugt under Apollo-misionerne. Sådan en løfteraket kan sende 120 tons af sted på én gang,« siger han.

Apollo-finte kan ikke bruges

En af udfordringerne bliver at finde måder at begrænse rumskibets totale vægt som f.eks. ved at minimere mængden af medbragt brændstof.

»Hvis man vil realisere en marsmission inden for de næste 30 år, er de kemiske brændstoffer, som vi kender i dag, den eneste reelle mulighed. Andre idéer til raketter, der f.eks. er baseret på ionmotorer, atomkraft eller antipartikler ligger langt ude i fremtiden,« siger Andreas Mogensen.

Kemisk brændstof har den ulempe, at det vejer meget.

»Det, der virkelig koster på kontoen, er at medbringe alt det brændstof fra Jorden, der skal bruges til at skyde rumfartøjet ud af Mars' tyngdefelt til returrejsen. Den kraftanstrengelse kræver utroligt meget brændstof. Skal rumskibet medbringe alt det brændstof, som det får brug for tur retur, er der ikke plads til ret meget andet om bord,« fortæller han.

Brændstof kan fremstilles på Mars

Under apollomissionerne løste NASA problemet ved kun at sende to astronauter ned til måneoverfladen i et lille fartøj, mens den tredje astronaut forblev om bord på moderskibet, der gik i kredsløb om Månen. »Det trick kan man ikke bruge på en mars-rejse, da det ville kræve, at de astronauter, der blev på rumskibet, skulle forblive i vægtløshed i flere år, hvilket ville nedbryde deres kroppe,« siger han.

Nogle ingeniører har foreslået at man nøjedes med at medbringe brændstof til udturen og så fremstillede brændstof til hjemrejsen på Mars.

Andreas Mogensen og de andre astronaut-aspiranter fra ESA lærer at begå sig i vægtløs tilstand på dybt vand i astronautcentrets svømmebassin. (Foto: Andreas Mogensen)

Teoretisk set burde det kunne lade sig gøre, da den røde planets atmosfære består af kuldioxid, som med hjælp fra lidt brint kan omdannes til metan og ilt. Begge dele er fortrinlige som raketbrændstof, fortæller Andreas Mogensen.

Nye raketter på gammel teknologi

Realiseringen af en Marsrejse er kort sagt ét langt teknologisk forhindringsløb. Men trods de overvældende mange udfordringer holder rumagenturerne stædigt fast ved deres drøm og nedfælder jævnligt planer, der langsomt men sikkert fører dem i retning af målet.

I 2004 gjorde NASA det første rigtige forsøg på at lave en køreplan til Mars med det såkaldte Constellation-program.

Constellation-programmet havde to målsætninger. at bygge løfteraketter, der kunne erstatte den aldrende flåde af rumfærger, der gør det muligt at fragte personer og udstyr til kredsløbsbaner over Jorden og Den Internationale Rumstation ISS. at skaffe USA de store raketter, kaldet Ares I-V, der er nødvendige for at kunne realisere målet om at bygge en permanent base på Månen i år 2020. Herfra skulle andre raketter efterfølgende blive skabt til videre rejser i Solsystemet, deriblandt bemandede flyvninger til Mars.

Obama dropper Månen

Da Barak Obama blev præsident for halvandet år siden, var Constallation-programmet nået til et stadium, hvor det skulle teste en af løfteraketterne.

Men præsidenten nedsatte en komission, der skulle undersøge, hvordan programmet skred frem. Kommisionen offentliggjorde for nylig en rapport, der konkluderede, at programmet sagtens kunne løbe videre, men at det krævede en investering på hele 15 milliarder kroner per år de næste mange år.

Det gigantiske underskud var et stort politisk problem, fortæller Andreas Mogensen.

Obama mente ikke det, kunne forsvares at bruge så mange penge på at rejse til Månen, og det fik ham til helt at skrinlægge Constallation-programmet.

Landing på Mars i 2030'erne

Han ønsker at følge kommisionens anbefaling om at overlade de rutinemæssige serviceopgaver på rumstationen ISS til private virksomheder.

NASA skal i stedet bruge kræfterne på at udvikle en helt ny slags stor løfteraket, der kan føre mennesket til Mars såvel som til andre egne af Solsystemet såsom asteroidebæltet.

Om det er en god beslutning diskuteres stadig, men »Hvis det kommercielle marked viser sig at kunne løfte opgaven, er det en god beslutning,« siger Andreas Mogensen.

Helt konkret ønsker Obama at stile mod en bemandet mission til en asteroide i 2025 efterfulgt af en anden mission, der går ud på at sende et rumskib i kredsløb om Mars. Senere, på et eller andet tidspunkt midt i 2030'erne, vil der følge en landing på Mars.

Ingenting ligger fast

NASAs nye rumstrategi får smæk af Neil Armstrong Buzz Aldrin poserer på Månen under Apollo, og tillader Neil Armstrong at fotografere dem begge via reflektionerne i hjelmen. Målet for næste bemandede rummission er Mars. (Foto: NASA)

Men mange ting er endnu uafklaret, og reelt der ingen, der ved hvad der kommer til at ske, fortæller Andreas Mogensen.

Under det oprindelige Constellation-program arbejdede NASA på at udvikle de såkaldte Ares 1 og Ares 5-raketter, og hvis NASA vil til Mars eller asteroidebæltet vil det fortsat kræve en raket på størrelse med Ares 5.

»Det er for tidligt at sige noget helt konkret om NASAs fremtid. Den Amerikanske Kongress skal først godkende Obamas planer, og der er mange medlemmer af Kongressen, der gerne så at Constellation-programmet fortsætter. Det kan derfor sagtens ske, at NASA fortsætter udviklingen af den ene eller begge raketter,« siger han.

Andreas Mogensen håber på, at tingene snart falder på plads og at tidsplanen holder.

For som den russiske raketforsker Konstantin Tsiolkovskij engang sagde, så er Jorden menneskehedens vugge, men vi kan ikke blive i vuggen for evigt.

»Min karriere som astronaut rækker circa 20 år ud i fremtiden. Så hvis alt går vel kan jeg lige akkurat snige mig med på de første missioner,« slutter Andreas Mogensen.

I dag ville det tage en menneskealder at rejse ud gennem Solsystemet, men forhåbentligt finder vi et brændstof, der kan reducere rejsetiden betragteligt. Det, som er umuligt i dag, kan måske lade sig gøre om 50 år.

- Andreas Mogensen

Obamas nye rumstrategi får en hård medfart af tre amerikanere, der alle har stået i spidsen for missioner til Månen.

I et åbent brev tager Neil Armstrong - det første menneske, som gik på Månen - Jim Lovell, kommandør for Apollo 13 og Eugene Cernan, kommandør for Apollo 17 - kraftigt afstand fra præsident Barack Obamas fremtidsplaner for det amerikanske rumagentur, NASA.

Konsekvenserne vil efter deres vurdering være »en lang glidende nedtur mod middelmådighed« for USA som rumfartsnation. Den udmelding er blevet flashet i alverdens medier.

Den danske astronaut Andreas Mogensen mener nu ikke, at de nye planer vil true amerikanernes førende position. Og han påpeger, at den nye rumstrategi ikke kun møder modstand. Andre gamle astronauter som f.eks. Buzz Aldrin, der var den anden mand på Månen efter Armstrong, bakker således stærkt op omkring Obamas nye planer. »Jeg tror ikke at USA mister føretrøjen. De vil fortsat være en af hovedaktørene indenfor rumfart,« siger Andreas Mogensen.

Selv om NASA på nogle områder skruer ned for blusset, snappes rumagenturet endnu ikke i haserne af andre. Kineserne har f.eks. indtil videre kun har sendt astronauter i rummet tre gange.

De er stadig i en udviklingsfase og er langt fra at kunne tilbyde at sende astronauter afsted for andre nationer.

Og Indien har slet ikke et bemandet rumfartsprogram endnu, men taler stadig kun om idéen.