Det lyder egentlig logisk. Når vi nu ikke kan gøre noget ved selve sygdommen her og nu, kan vi i det mindste behandle symptomerne. I gamle dage hed det end-of-pipe løsninger, når man for eksempel satte et filter på fabrikkens skorsten, der sorterede de uartige partikler fra.
End-of-pipe har aldrig været lige så attraktivt som helt at fjerne forureningskilden, men kan bruges, når man endnu ikke har fundet metoden til at erstatte et stof med et andet.
Langt før mål
Verdens forskere er enige om, at selvom der arbejdes hårdt på at finde alternativer til kul og olie, så tager det en pæn årrække endnu, før det lykkes. Så ideen om at lagre CO2 dybt i jorden kan kun være en midlertidig udvej.
»Ingen fagfolk tror på, at det volumenmæssigt er holdbar løsning på sigt. Men det kan sænke udslippet i en periode. Jeg mener ikke, at der er andre realistiske alternativer til at sænke CO2 emissionerne i de næste 10-20 år,« siger professor Erling Stenby fra DTU Kemiteknik.
Og det ser ud til, at den foreløbige løsning kan befri atmosfæren for en god del CO2 de næste mange år.
»Vi har beregnet, at der er kapacitet nok til at lagre en tredjedel af Danmarks CO2 udslip i op til 800 år,« fortæller Lars Henrik Nielsen, leder af Stratigrafisk afdeling i GEUS.
Teknologien kaldes CCS (Carbon Capture and Storing) og betyder i korte træk, at man indfanger CO2 fra røgen fra store industrier, som for eksempel kraftvarmeværker. Derefter transporteres CO2 videre og pumpes ned i reservoirer i dybt nede i jorden.
Det lyder enkelt, og det er det naturligvis ikke.
CCS og olieindvinding – et makkerpar
Ud over, at der er mange teknologiske metoder, der skal finpudses gevaldigt, er det også dyrt. For dyrt. Faktisk er CCS teknologi kun økonomisk rentabelt, hvis det sker i samarbejde med olieindustrien.
Her kan CO2 lagring næsten udarte sig til at blive en god forretning, fordi man på visse oliefelter, med visse typer af olie kan bruge CO2 i selve udvindingsprocessen. CO2’en vil binde sig til olien og ændre dens egenskaber. Det vil gøre olien mere letflydelig, så den bliver nemmere at presse op til oliebrønden.
På oliefelterne har man altså interesse i at få store volumener CO2 ud, som kan pumpes ned i feltet og ‘hente’ mere olie op, end det hidtil har været muligt. CO2’en genbruges indtil det skønnes, at det ikke vil være muligt at indvinde mere olie. Herefter kan CO2’en lagres i det udtjente reservoir.
Kendt teknologi i nyt farvand
At bruge CO2 til indvinding af olie og derefter lagre den er sådan set ingen ny teknologi. Det er blevet brugt siden 1970’erne i for eksempel USA og Canada, hvor udtømte oliefelter er blevet vært for CO2 i stedet.
Forskellen på disse projekter og det danske er, at det hidtil er foregået på land. Da de danske oliefelter er så hensynsløse at befinde sig offshore, kompliceres processen.
Heldigvis kan vi skele til den norske del af Nordsøen, hvor Statoil så småt har fået de første erfaringer med offshore lagring af CO2 i naturgasfeltet Sleipner.
Læs om de økonomiske potentialer
Læs om de energimæssige potentialer
