Nytårskomet kan ses med kikkert

Nytårskometen omtales 1 minut og 25 sekunder inde i denne video. (Video: NASA Jet Propulsion Laboratory)

Kilde: 
30 december 2016

Glem alt om fyrværkeri; ifølge NASA er en sjælden komet ved at passere gennem Solsystemet, og den er tæt nok på til, at du formentlig vil kunne se den på nattehimlen med bare en kikkert.

Hvis du er rigtig årvågen, kan du måske endda skimte den med det blotte øje. Det skriver sciencealert.com.

LÆS OGSÅ: Mystisk komet uden hale kan være en af Jordens byggesten

Der er dog ingen grund til nervøsitet, for kometen kommer til at holde sig i tryg afstand fra Jorden på sin færd mod Solen. Den var tættest på den 13. december, hvor afstanden var 106 millioner kilometer. Lige nu er den omkring 140 millioner kilometer væk.

Kometen med det knap så mundrette navn C/2016 U1 NEOWISE blev opdaget i oktober af NASA's NEOWISE-mission, og selvom kometer er »notorisk uforudsigelige,« er der ifølge Paul Chodas fra NASA »god chance« for at se den mellem nu og den 14. januar 2017. Du skal lede efter et kraftigt, turkis lys på nattehimlen.

LÆS OGSÅ: Farvel Philae: Hele verdens kometlander er død

Chancen er heldigvis størst fra den nordlige halvkugle, og vil du forbedre oddsene yderligere, så kig mod den sydøstlige nattehimmel kort før daggry.

NASA ved ikke meget om C/2016 U1 NEOWISE, men de anslår, at kometen er millioner af år om at kredse rundt om solen, og at det derfor kan være første gang nogensinde, at kometen passerer igennem vores indre solsystem. Under alle omstændigheder vil det være sidste gang i vores levetid.

LÆS OGSÅ: Rosettas kamera fanger kometudbrud helt tæt på

LÆS OGSÅ: ESA bekræfter: Rosetta smadret af kometen 67P

jo

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.