Ny protese føler som menneskehånd
Kilde: 
13 december 2016

Forskere har udviklet en ny form for bløde protese-robothænder, der kan føle og mærke omgivelserne på stort set samme måde, som menneskehænder kan. Det skriver sciencedaily.com.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Science Robotics.

De fleste robotter opnår i dag deres greb og sanseapparat gennem motoriserede midler, som giver alt for stive robotter, der har svært ved at føle.

De nye bløde robotter får deres evne til at bøje, strække sig ud, krumme sig sammen og føle gennem strækbare optiske bølgeledere, der sidder indeni hånden.

»De fleste robotter i dag har sensorer på ydersiden af kroppen, der opdager og mærker ting gennem overflader,« siger Huichan Zhao til sciencedaily.com. Hun er ph.d.-studerende og mekanikingeniør på Cornell University i USA og medforfatter af studiet.

»Vores sensorer er integreret inde i kroppen, så de kan faktisk mærke kræfter, der overføres gennem tykkelsen af robotten, på samme måde som vi mennesker og alle andre organismer gør, når vi eksempelvis føler smerte,« fortsætter hun.

LÆS OGSÅ: Robotteknologi: Dansker føler med kunstig hånd

Forskerne viser i studiet, at protesehånden kan gribe ud efter og registrere objekters form of tekstur. Hånden var blandt andet i stand til at skanne tre tomater og ud fra deres blødhed bestemme, hvilken der var mest moden.

Forskerne har udviklet hånden ved at bruge en litografisk proces til at producere kernen i hånden, som sender lyssignaler ud, og overfladen af hånden, som indeholder LED-lys og fotodiode.

Jo mere protesehånden formes, jo mere lys tabes gennem kernen. Mængden af lystab, som måles af fotodioden, er det, der får protesen til at føle sine omgivelser.

»Hvis intet lys blev tabt, når vi bøjede protesen, ville vi ikke få noget information fra sensoren. Mængden af lystab er afhængig af, hvordan den bøjes,« siger Robert Shepherd, hovedforfatter af studiet og lektor i maskinteknologi på Cornell University, til sciencedaily.com.

LÆS OGSÅ: Dansker den første i verden til at føle teksturer med fingerprotese

LÆS OGSÅ: Robotter kan få blød hud

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.