Hurra for Jer! Hvis vi havde en kage, der var stor nok, ville vi sætte 60.000 lys i den – ét for hver af jer, der følger os på Facebook.
Vi er nemlig pavestolte over, at vi på vores Facebook-side har rundet et antal følgere, der svarer til befolkningstallet i Danmarks syvende største by, Kolding: 60.000.
»For os er Facebook en vigtig kanal ud, og derfor fejrer vi milepæle som denne. Vi arbejder målrettet på at bringe solidt indhold i spil, gerne med et glimt i øjet, og vi prioriterer at have en god dialog med brugerne, hvis feedback vi virkelig værdsætter. Det er dejligt, når det giver resultater,« siger Vibeke Hjortlund, chefredaktør på Videnskab.dk.
Især i disse tider, hvor sociale medier som Facebook er mange menneskers vigtigste nyhedskanal, er det vigtigt for Videnskab.dk at være en del af ‘feedet’, fortæller Vibeke Hjortlund:
»Der er masser af både skidt og kanel på de sociale medier, og så er der seriøse medier som Videnskab.dk, hvis indhold man både kan have tillid til og blive klogere af – heldigvis. Det er vigtigt, at det hele ikke går op i fup og falske nyheder.«
De mest populære Facebook-historier
I anledning af de mange nye følgere har vi været en tur i databanken og fundet de fem artikler, der har været mest populære på Facebook igennem vores ni års levetid.
Vi har fået Kristian Strøbech, der er ekstern lektor ved Danmarks Medie- og Journalist højskole og selvstændig rådgiver i digital medie-innovation, og Jan Birkemose, der er medieanalytiker og stifter af medietrends.dk, til at give et bud på, hvorfor netop de artikler har vundet jeres opmærksomhed.
Men allerførst: Hvordan vurderer man, hvad der er en god historie på Facebook?
»Når vi nu er på Videnskab.dk, synes jeg, det er på sin plads at prøve at forklare jeres succeser på Facebook ud fra en vidensbaseret model. Noget af det bedste forskning vi har om, hvorfor historier spredes viralt, er professor Jonah Bergers bog Contagious. Han opstiller en model bestående af seks faktorer, som alle virker som benzin på det virale bål,« fortæller Kristian Strøbech.
De seks faktorer, der kan få en artikel til at gå viralt, er, at den:
- Giver højere status – såkaldt social kapital – hvis man deler den
- Udløser samtaler
- Vækker følelser
- Bliver gjort meget synlig
- Gør nytte
- Leverer en mindeværdig fortælling
Læs mere om de seks faktorer i boksen under artiklen.
Og så til de mest populære historier på vores Facebook-side! Vi starter listen nedefra og op.
5. Tre døgn uden søvn fjerner depression
Vores femtemest populære artikel på vores Facebook-side nogensinde er historien om en opsigtsvækkende behandlingsmetode mod depression.
Forskere fra Københavns Universitet og Region Hovedstaden Psykiatri havde nemlig behandlet patienter med depression gennem søvn – eller manglende søvn.
I et forsøg havde de holdt 30 testpersoner vågne i 3 hele døgn på 1 uge, hvorefter de havde givet dem vejledning i at sove bedre.
Testresultaterne viste, at 60 procent af de deltagende var kommet ud af deres depression et halvt år efter forsøget.
Kristian Strøbech:
»Der tale om ny, overraskende viden, der går mod alt, hvad, de fleste af os ville tro, var sund fornuft. Historien bliver et hit, fordi den indeholder en wow-faktor, og fordi den indeholder viden, som giver fortælleren social kapital i netværket. Den har også et potentiale som viden med høj nytteværdi for folk, der har personer i netværket, der lever med depression tæt inde på livet.«
Jan Birkemose er enig:
»Historien er i den konstruktive og livsforbedringsanvisende afdeling. En meget stor andel af danskerne har problemer med depression, og denne kur virker næsten for god til at være sand. Ergo, er vi nødt til at læse.«
4. Melatonins effekt på kræft »næsten for god til at være sand«
Endnu en af vores historier om søvn. Denne gang handler det om, at søvnhormonet melatonin kan være et overset behandlingsmiddel i behandlingen af kræft.
En dansk forskningsartikel, der blev udgivet i Ugeskrift for Læger, viste nemlig, at behandling med melatonin oven i den almindelige kemoterapi kunne øge nogle typer kræftpatienters chance for at overleve fra 28,4 procent til 52,2 procent, målt over et 1 år.
Kristian Strøbech:
»Den er nem. Kræft er noget skidt, som de fleste mennesker har et stort følelsesmæssigt engagement i. Historien præsenteres som næsten for god til at være sand, og det ville normalt vække skepsis hos de fleste. Men når det er troværdige sager fra Videnskab.dk, så er banen klar til at skaffe sig masser af social kapital i netværket med en interessant historie, der oven i købet vækker håb.«
Jan Birkemose:
»Denne artikel har to driftssikre elementer. Dels den konstruktive med, at kræftpatienter får større chance for at overleve, og dels forargerinformationen om, at industrien har holdt denne viden hemmelig. Oplagt at klikke på.«
3. Opråb: Drop ADHD-medicin og kig på kosten
Og bronzen går til… Vores historie om et stort, hollandsk studie, der viser, at 60 procent af en gruppe på 40 børn slap af med deres ADHD-symptomer, blot ved at omlægge kosten.
Det fik professor, dr.med. og leder af Institut for Human Ernæring, LIFE, på Københavns Universite Arne Astrup til at opfordre folk til at droppe den kendte ADHD-medicin, retalin, der på mange måder minder om kokain.
Kristian Strøbech:
»Der er to drivkræfter i spil her. Den ene er vrede, og den vækkes i folk, som reagerer vredt på Arne Astrup eller på den negative vurdering af, hvad de opfatter som, troværdig, traditionel behandling af ADHD. Den anden er stærk interesse i en aktiv og engageret målgruppe af folk, der har ADHD inde på livet. For denne gruppe giver det stor social kapital at reagere på ny viden, der potentielt kan være livsforandrende.«
Jan Birkemose:
»Kokain til børn står der i underubrikken? Selvom det ikke er det, der står, er det jo en sensationel og opsigtsvækkende underrubrik, som man selvfølgelig er nødt til at læse videre på.«
2. Cannabis kan dræbe kræftceller og bremse sklerose
Vores næstmest populære Facebook-artikel er endnu en i samme boldgade som de tre forrige. Den handler også om, hvordan ny eller alternativ behandling kan hjælpe mod sygdom – denne gang kræft og sklerose.
Cannabis har nemlig dokumenteret virkning mod smerter, opkastningsfornemmelser og neurologiske lidelser. Plantens aktive stoffer kan endda slå kræftceller ihjel, viser forskning.
Kristian Strøbech:
»Viden der går imod konventionerne, og ting, der er uventet smarte og enkle, er noget, der kan starte en samtale. På sociale medier giver det social kapital at dele den slags i eget netværk. Dels beriger det de andre medlemmer af netværket, dels står man selv i et godt lys, når man deler ‘sej viden’.«
Jan Birkemose:
»News you can use i den triste og alvorlige afdeling. Vi elsker alle at være konstruktive, og hvis vi kender nogen med kræft, er det oplagt at afsøge alle tænkelige metoder til lindring, og derfor får denne artikel fortjent en masse læsere.«
1. Danmark kan købe De Vestindiske Øer tilbage
Og vinderen er: Dam-dam-dam-dam-dam-daaaa!
En aprilsnar. Det en smule ironisk, især i disse tider, men vores mest populære nyhed på Facebook nogensinde er en ‘fake-news’ i ordets bedste forstand.
Det er nemlig vores aprilsnar fra sidste år, som handlede om, at Danmark havde en tilbagekøbsklausul på De Vestindiske Øer, hvilket forpligtede USA til at tilbyde Danmark at købe øerne tilbage for 25 millioner dollars i 2017.
At man som et seriøst og faktuelt nyhedsmedie når længst med en historie, der i virkeligheden er det pure opspind, ja, det er opsigtsvækkende. Skræmmende måske endda.
Videnskabeligt set, kan vi jo glæde os over, at det her er glimrende empiri til at forklare, hvorfor netop falske nyheder spredes, deles og likes så hurtigt.
Kristian Strøbech:
»Det her opslag er en født vinder på Facebook. Hvis man falder for aprilsnaren, er historien spækket med stærke følelser som begejstring, overraskelse, spænding og wow-faktor. Det er oven i købet en historie, der taler til dybe nationale følelser. Hvis man har gennemskuet joken, er den jo virkelig sjov og noget, man bare må forsøge at snyde eget netværk med.«
Jan Birkemose:
»En god aprilsnar, som på den ene side er rimelig absurd og på den anden side ikke helt urealistisk, er altid værd at dele. De fleste bliver i tvivl i nogle sekunder, og den oplevelse vil vi gerne give videre og kvittere for med et like.«
På vores Facebook-side kan du følge os på vej mod de 70.000. Her kan du se alle vores andre historier, som – skønt de ikke er på top 5 – også er blevet læst og delt i vildskab.
Denne artikel for eksempel: Må man koge vand to gange? Og denne: Forsker: Tab dig effektivt med simpel, matematisk slankekur. Eller hvad med denne: Første sikre bevis: Nu heler ozonlaget
\ Jonah Bergers seks faktorer for en god historie på Facebook
1) Social kapital
Det handler om at opnå status gennem forbindelsen til det, man deler og bidrager med. Vi kan lide at fremstå vidende, vittige og med på ‘beatet’, og vi kan lide at være den, der får netværket til at leve.
2) Triggers
Samtaleudløsere. Emner, der dominerer dagsordenen, eller situationer, som udgør et fælles vilkår, er emner, der udløser samtaler blandt folk.
3) Følelser
Vi deler meget gerne det, vi føler noget for. Der er følelser, som styrker delelysten (spænding, begejstring, inspiration, glæde, grin, medfølelse, vrede, indignation), og følelser, der dæmper den (tristhed, stress, udmattethed, skam).
4) Synlighed
Folk er flokdyr. Vi gør gerne det samme, som andre gør. Gruppetænkning kan man også kalde det. Derfor skal du synliggøre populær adfærd – så vil flere følge efter.
5) Nytteværdi
‘News you can use’ er populært dele-materiale. Folk kan lide at hjælpe andre med at videresende – og eventuelt selv bidrage med – gode råd og vejledninger.
6) Fortællinger
Folk deler meget hellere en mindeværdig fortælling end nok så mange væsentlige informationer. Kan din ide eller dit budskab indbygges som en trojansk hest i en mindeværdig historie?