Manden bag Word Wide Web får fornem pris
Kilde: 
07 april 2017

Tim Berners-Lee vinder Turing-prisen - også kaldet datalogiens nobelpris - for at have grundlagt det moderne internet. Det skriver forskning.no.

Den britiske professor ved Massachusetts Institute of Technology og Oxford Universitet forvandlede internettet fra at være et forskningsnetværk for vigtige universiteter til at blive et delingsnetværk for alle og enhver.

Han kaldte det World Wide Web, og det første website gik i luften i 1991. Verdens første hjemmeside kan du se her.

Helt konkret udviklede han URI (Uniform resource identifier), som gjorde det muligt at give filer navn og adresse på nettet, så de let kunne findes igen, og han indførte HTTP (Hypertext transfer protocol), der tillod overførsel af dokumenter, billeder og video via nettet.

Desuden udviklede han den første netlæser, der gjorde, at man kunne linke mellem forskellige hjemmesider.

Turing-prisen uddeles én gang årligt af amerikanske Association for Computing Machinery og er en af de mest præstigefyldte priser inden for datalogien.

Prisen er opkaldt efter Alan Turing, der under Anden Verdenskrig opfandt det, vi i dag kalder en computer, og brød tyskernes enigma-kode.

Udover æren får Tim Berners-Lee med prisen en million amerikanske dollars.

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.