Forskere: Mammutten kan være tilbage om to år
Kilde: 
17 februar 2017

Den sidste mammut uddøde for 4.000 år siden, men nu fortæller forskere, at de er tæt på at genoplive den lodne elefant. Det skriver theguardian.com.

»Vores mål er at skabe et foster af en hybrid elefant-mammut. Faktisk vil det være mere som en elefant med en række mammut-træk. Vi er der ikke helt endnu, men det kan ske i løbet af et par år,« siger professor George Church, der leder projektet på Harvard University, til theguardian.com.

LÆS OGSÅ: Forskere har splejset mammut- og elefant-DNA

Væsnet, der af og til kaldes 'mammofanten', ville være delvis elefant, men med små ører, fedtlag under huden, langt pjusket hår og blod, der er tilpasset kulde.

Generne, der koder for mammuttrækkene, vil blive splejset ind i elefantens DNA ved hjælp genteknologien CRISPR.

LÆS OGSÅ: Sådan fungerer CRISPR

Indtil nu er forskningen foregået på celle-niveau, men forskerne skal nu til at forsøge at skabe fostre. De fortæller dog, at det vil vare mange år, før man kan producere et rigtigt, levende dyr.

»Vi arbejder på at finde ud af, hvordan vi kan evaluere effekten af alle de her ændringer, samt klone et foster i laboratoriet,« siger George Church til theguardian.com.

Church fortæller, at en hybridart vil kunne hjælpe den truede asiatiske elefant med at overleve, samt bekæmpe klimaforandringer - blandt andet ved at bevare frost på tundraen, som ellers ville frigive store mængder drivhusgasser.

»Hybridarten sørger for, at tundraen ikke tør ved at slå gennem sneen og lade den kolde luft komme ind. Om sommeren vælter de træer og hjælper græsset med at gro,« siger han til theguardian.com.

LÆS OGSÅ: Arternes uddøen vil fortsætte

Men ifølge andre forskere er der også store etiske problemer ved at 'genoplive' mammutten.

»Mammutten var ikke bare en række gener, det var også et socialt dyr, ligesom den moderne asiatiske elefant. Hvad kommer der til at ske, når elefant-mammutten bliver født? Hvordan vil den blive mødt af de andre elefanter?« spørger Matthew Cobb, der er professor i zoologi ved University of Manchester i England.

Til det svarer Church, at deres hold planlægger at danne fostret i en kunstig livmoder i laboratoriet, men også her ser Cobb problemer.

»Church's hold foreslår at danne fostret i en kunstig livmoder, hvilket lyder ambitiøst for at sige det mildt - dyret vil mangle alle de interaktioner med moderen, som foregår før fødslen,« siger Matthew Cobb til theguardian.com.

LÆS OGSÅ: Hvem dræbte mammutten?

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.