Kæmpe Avatar-robot tager første skridt i Sydkorea

Robotten vil være klar til at blive solgt i slutningen af 2017. (Video: Robotpig)

Kilde: 
28 december 2016

En fire meter høj og halvandet ton tung kæmperobot har taget sine første skridt i Sydkorea. Robotten kan blandt andet bruges i industrier som produktion, konstruktion og underholdning og giver håb om, at det er muligt at bygge robotter i alle former og størrelser i fremtiden. Det skriver telegraph.co.uk.

Robotten ‘METHOD-2’ har to ben og tager skridt som mennesker, men får Jorden under sig til at ryste, da den er så tung. Den har en slående lighed med de gigantiske militære robotter i filmen ’Avatar’.

LÆS OGSÅ: Avatar-teknik bag dansk superrobot

Robotten er bemandet og kan efterligne 'pilotens' bevægelser. Hvis piloten løfter sin højre arm, gør robotten altså det samme.

Skaberne bag, det sydkoreanske robotfirma Hankook Mirae Technology, pointerer, at verden aldrig har set en lignende robot før.

»Vores robot er verdens første bemandede tobenede robot, og den er bygget til at arbejde i ekstremt farlige områder, hvor mennesker ikke kan færdes ubeskyttet,« siger selskabets bestyrelsesformand Yang Jin-Ho til telegraph.co.uk.

Omkring 30 ingeniører har været med til at bygge ’METHOD-2’. Siden projektet startede i 2014 er der blevet brugt 200 millioner dollars på robotten.

Ingeniørerne fastslår, at den vigtigste viden, de har opnået ved at bygge robotten, er al den teknologi, de har udviklet og forbedret i byggeprocessen.

»Alt, vi har lært indtil videre af denne robot, kan anvendes til at løse den virkelige verdens problemer,« skriver designer Vitaly Bulgarov på sin Facebook-profil.

Det er stadig uklart, præcist hvad robotten skal bruges til. Den ses mest som en test af forskellige teknologier, som vil gøre ingeniører i stand til at bygge alle slags robotter i fremtiden.

Ifølge Yang Jin-Ho har skaberne allerede fået henvendelser fra blandt andet produktions- og underholdningsbranchen.

Den tobenede robot vil være klar til salg ved udgangen af 2017 til den nette sum af 60 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: Gigantisk robot skal jonglere med biler

LÆS OGSÅ: Avanceret robot tager sine første skridt

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.