Ingeniører udvikler tekstil, der kan køle dig ned
Et nyt tekstil baseret på plastik kan i fremtiden blive vævet ind i almindeligt tøj og holde os kølige, når det er varmt. Opfindelsen kan spare en del på energiforbruget til aircondition, mener forskerne bag.
svedig, varmt, kølende tekstil

Forskere fra Stanford University har udviklet et tekstil, som lader kroppen komme af med varmen langt nemmere end andre stoffer. Det kan føre til, at vi i fremtiden kommer til at bruge mindre energi på at regulere temperaturen indenfor. (Foto: Shutterstock)

Når solen bager udenfor, eller det proppede mødelokale begynder at blive lummert, kan det være svært at komme af med varmen, og selv det tyndeste tøj kan føles som et drivhus.

Løsningen kan være et gå ind i skyggen eller tænde for airconditionen. Men hvad nu hvis løsningen lå i dit tøj?

Ingeniører fra Stanford University har udviklet et plastikbaseret materiale, der kan væves ind i almindeligt tøj og sørge for, at vi ikke for hurtigt får det for varmt.

Det kølende tekstil er ifølge ScienceDaily.com mere effektivt til at sænke kropstemperaturen end andre naturlige og syntetiske tekstiler.

»Hvis du kan nøjes med at køle personerne ned, i stedet for bygningen hvor de arbejder eller bor, vil man kunne spare en del energi,« siger Yi Cui, der er lektor i materialeforskning, ingeniør- og fotonikvidenskab ved Stanford University, til ScienceDaily.com.

LÆS OGSÅ: Fremtiden byder på tøj med superkræfter

Husholdningsfilm leder varmen væk

Det nye materiale er baseret på polyethylen, der også er kendt som husholdningsfilm. Husholdningsfilm er i sig selv ikke særlig behageligt at være iklædt, men ved at anvende viden fra nanoteknologi og kemi har forskerne skabt et lignende materiale, hvor varme, vand og luft kan trænge igennem bittesmå nanoporrer.

Det nye materiale lader kroppen komme af med varmen på to måder:

  1. Materialet lader sveden fordampe. En mekanisme, man allerede kender fra almindelige stoffer.
  2. Materialet kan sænke kropstemperaturen ved at lade varmen i form af infrarød stråling gå gennem plastic-materialet.

»40-60 procent af vores kropsvarme bliver spredt som infrarød stråling, når vi sidder på et kontor. Men indtil nu har der kun være lidt eller ingen forskning i at designe tekstiler, der indbefatter termisk strålings egenskaber,« siger Shanhui Fan, der er professor i fotonik ved Stanford University, til ScienceDaily.com.

LÆS OGSÅ: Mennesker kan se usynligt, infrarødt lys

I videoen her kan du se, hvordan det nye tekstil fungerer. Materialet giver to muligheder for at komme af med varmen. Den ene er allerede kendt, mens den anden er helt ny. (Video: Stanford)

Nyt materiale holder kropstemperaturen nede

Forskerne testede det nye materiale ved at lægge to stykker behandlet polyethylen sammen med et lag bomuld imellem.

Derefter lagde de et stykke af det nye materiale og et stykke almindeligt bomuldsstof på en overflade, der var lige så varm som bar hud og målte, hvor meget varme de hver især fangede.

Her viste det sig, at det nye materiale kun fik huden til at stige 0,8 grader i temperatur, mens almindeligt bomuld fik temperaturen til at stig med 3,5 grader på overfladen.

»Uanset, hvad vi har på, vil det gøre huden varmere. Så hvis udledningen af termisk stråling var vores eneste bekymring, ville det jo faktisk være bedst ikke at have noget på,« siger Shanhui Fan til ScienceDaily.com.

LÆS OGSÅ: Hvorfor fryser nogle mennesker mere end andre?

Ikke svært at masseproducere

Forskerne arbejder lige nu videre med materialet, som de forsøger at give flere farver, teksturer og tøjlignende karakteristika. Og fordi materialet er baseret på polyethylen, burde det være relativt billigt at masseproducere, mener de.

Desuden håber forskerne, at deres bedrift, som udefra måske kan synes rimelig simpel, vil inspirere andre forskere i nye idéer til at nedkøle eller opvarme ting uden brugen af energi.

»Noget af det, vi har gjort, ser formentlig ganske simpelt ud, men det er skyldes, at meget få faktisk har forsøgt at arbejde med tekstilers strålingsegenskaber,« siger Shanhui Fan til ScienceDaily.com.

Forskernes resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science.

LÆS OGSÅ: Strømførende tøj skal holde dig varm i koldt vejr