Forskere: Vi er stadig langt fra menneskelige superrobotter
Kunstig intelligens vil være en langt større del af vores hverdag i 2030, spår forskere i ny rapport. Menneskelignende robotter er dog ikke en del af den nærmeste fremtid, forklarer dansk forsker.
kunstig intelligens menneskerobotter

Mange sci-fi-film tager udgangspunkt i en fremtid, hvor robotter med menneskelignende evner er en del af vores hverdag. Men det scenarie er vi langt fra, påpeger forskere. (Foto: Shutterstock)

Kunstig intelligens er for nogen stadig lidt fremtidsagtigt, men faktisk har vi haft kunstig intelligens i omkring 60 år i forskellige størrelser og med forskellige funktioner.

De bedste eksempler fra den seneste tid er Apples personlige assistent Siri, Googles søgemaskine, robotstøvsugere og -plæneklippere samt algoritmerne, der styrer, hvad du ser på dit Facebook-feed.

Den kunstige intelligens er i en rivende udvikling, og derfor vil et skiftende internationalt hold forskere fra især Stanford University de næste 100 år undersøge, hvilke typer kunstig intelligens der kommer til at præge vores hverdag fremover.

Fremtiden byder på kunstig intelligens - ikke superrobotter

I den første rapport giver forskerne et bud på, hvordan det vil se ud i 2030.

kunstig intelligens lærerrobot

Forskerne bag rapporten forventer, at man i klasseværelserne vil få hjælp fra langt mere kunstig intelligens. Her kan robotter hjælpe eleverne med deres regne- eller skriveproblemer eller hjælpe lærerne med at bedømme karakterer til eleverne. (Foto: Shutterstock)

Her kan vi ifølge forskerne forvente, at langt mere af vores trafik er styret af kunstig intelligens, at vores børn i samarbejde med lærere får hjælp af robotter til at lære, og at der i sundhedssektoren vil være langt flere robotter, der kan hjælpe med diagnosticeringen.

Der er derimod ikke udsigt til, at vi kommer til at omgås robotter, der med en meget avanceret kunstig intelligens vil overtage verden, konkluderer forskerne bag rapporten.

»Modsat filmene er der ingenting, der tyder på, at vi får menneskelige superrobotter i den nærmeste fremtid, hvis det overhovedet er muligt. Det største potentiale ligger altså andre steder, eksempelvis i forhold til at gøre kørsel mere sikkert, hjælpe børn med at lære og forlænge og forbedre menneskers liv,« skriver forskerne i rapporten.

Dansk forsker: »Et realistisk billede af fremtiden«

Thomas Bolander, der er lektor ved Institut for Matematik og Computer Science ved DTU Compute, har kigget på rapporten, som i hans optik giver et realistisk billede af fremtiden.

»Det er en meget lødig rapport af meget prominente forskere, og den udtrykker mange af de pointer, jeg selv længe har haft, men som er druknet i de mange mere utopiske eller dystopiske fremtidsscenarier,« siger han og forklarer, hvorfor vi ikke skal forvente at se menneskelignende robotter lige om lidt.

Mennesker kan tænke abstrakt - det kan en computer ikke

I mange Sci-fi film er kunstig intelligens i lig med robotter, som har mange menneskelignende træk.

C3PO fra Star Wars, Disneys søde affaldsrobot, Wall-E, og T-800 robotterne fra Terminator-filmene er alle eksempler på robotter med en højtudviklet, kunstig intelligens, som matcher vores egen.

wall e kunstig intelligens

Wall-e er en robot, der er programmeret til at grave Jorden fri fra skrald. Men Wall-E har også følelser og kan udvise sympati. (Foto: Shutterstock)

Der er vi ikke helt endnu.

Computere og kunstig intelligens er indtil nu blevet brugt til at udføre opgaver, som for os mennesker ville kræve enormt lang tid. Eksempelvis kringlede matematiske regnestykker.

»Vi kan bruge computere til at løse problemer som beregninger. Til forskel fra computere er vi ikke gode til at tænke præcist matematisk, men computeren skal modsat kæmpe hårdt for at tænke i begreber og genkende mønstre som os mennesker,« siger Thomas Bolander.

Social intelligens i en computer er stor udfordring

Og det er netop deri, den kunstige intelligens udfordringer ligger: Hvis det skal fungere optimalt, skal den helst have en meget afgrænset og veldefineret opgave. Det behøver vi mennesker ikke.

»Der er nogle ting, vi ikke ved, hvordan man skal løse, såsom social intelligens i computere. Mennesker kan sætte sig i andres sted. Vi kan interagere, bare ved at observere andre, og det er vi ret gode til,« siger Thomas Bolander. 

»Her kan man sige, at det at få en computer eller robot til at kunne det, er et mysterium. Ligegyldigt hvor meget data og computerkraft vi har, kan vi ikke løse det,« fortsætter han.

Drømmen om kunstig intelligens begyndte for 60 år siden

Inden for kunstig intelligens taler man primært om to typer:

  1. den traditionelle
  2. den generelle

Den traditionelle kunstige intelligens, er den, der er allermest udbredt. Det er den, der kan løse komplicerede matematiske problemer, frembringe opskriften på creme brulée på Google og skrive enkle nyheder om finans, sportsresultater og vejret.

Den generelle kunstige intelligens derimod er den, hvor systemer kan blive selvlærende. Og det var egentlig den type kunstig intelligens, man stilede mod i 1950-1960’erne, hvor de første computere begyndte at komme frem.

Forskere havde derfor ekstremt høje forventninger til kunstig intelligens. Man havde bare ikke helt styr på kompleksiteten af den menneskelige intelligens.

shakey robot kunstig intelligens

Robotten Shakey, som blev udviklet i perioden 1966 - 1972, skulle være i stand til at opfatte sine omgivelser, planlægge ruter, finde rundt og omarrangere forskellige objekter. Shakey blev også refereret til som den første 'elektroniske person' i Life Magazine i 1970. (Foto: SRI International Artificial Intelligence Center)

I 80’erne måtte man derfor konstatere, at det ikke kunne lade sig gøre at skabe kunstig intelligens, der kunne efterligne den menneskelige. Kunstig intelligens blev derfor lagt på hylden.

Ønsker vi avanceret kunstig intelligens?

Siden har vi fået langt mere computerkraft og nye teknologier, der tager os tættere på udviklingen af kunstig intelligens, der minder om vores.

Men er det virkelig det, vi ønsker?

»Hvis du har et selvlærende system, har det samme styrker og svagheder som os mennesker, og mennesker er per definition ikke fejlfri,« siger Thomas Bolander. 

»Det betyder, at jo mere intelligens et system har, jo mindre kontrol har man over systemet. Så ved man ikke, hvordan systemet vil reagere, og det begrænser, hvad vi kan bruge det til,« tilføjer han og kommer med et eksempel:

»Vi vil gerne give garantier for, at robotstøvsugeren rent faktisk støvsuger og ikke smadrer Ming-vasen, og det har man muligheden for at programmere sig ud af med traditionel kunstig intelligens.«

Man laver altså en verifikation, der matematisk beviser, at systemet opfører sig som det skal, men det kan man ikke med de selvlærende systemer.

»Og derfor opstår der fejl,« forklarer Thomas Bolander.

 

Computere bliver ikke onde 

Fejl er også det skrækscenarie, vi oftest møder i sci-fi-filmene. De kloge robotter, som er sat i verden for at hjælpe os, bliver pludselig ‘onde’ og vender sig mod menneskeheden.

Der er dog ikke tale om ondskab, hvis en avanceret robot, der er programmeret til noget bestemt, laver en fejl, fortæller Thomas Bolander.

»Jeg ville aldrig nogensinde sætte et håndvåben på en robot, jeg selv har bygget. Jeg er ikke bange for, at den bliver ond, men jeg er bange, fordi jeg ikke kan være sikker på, at jeg har programmeret den godt nok til ikke at gøre noget åndssvagt,« siger Thomas Bolander.

Husholdningsrobotter har stort potentiale

Han vurderer derfor, at selvlærende robotter, som har menneskelignende kognitive evner ikke er på trapperne.

Til gengæld kan vi muligvis se frem til robotter, som kan klare flere af de huslige pligter. Den type opgaver kan nemlig i langt højere grad afgrænses og defineres på en måde, så en robot ville kunne løse dem, vurderer Thomas Bolander.

»Jeg kan sagtens tro på det med husholdningsrobotter. Det er der et stort potentiale i. Så behøver vi ikke så mange apparater i vores hjem, fordi vi har én robot til det hele,« siger han.

Kunstig intelligens robotter husholdsningsrobotter

Uhyggelige robotter, som overtager Jorden er ikke et realistisk scenarie. Det er til gengæld husholdningsrobotter, der kan løse afgrænsede opgaver. (Illustration: Shutterstock)

Kan kunstig intelligens blive et slavesamfund?

Når alt kommer til alt, handler udviklingen af kunstig intelligens om at opnå to ting:

  1.  At vi kan spare tid ved at gøre ting lettere og hurtigere.
  2. At gøre ting, vi ikke før har været i stand til.

Og sådan har det faktisk altid været for mennesket, fortæller Jannik Friberg Lindegaard, der er ph.d.-studerende ved IT-Universitetet og netop har påbegyndt sit ph.d.-projekt om, hvad der giver kunstig intelligens liv. Det kan du læse mere om i boksen under artiklen.

»Vi har jo i bund og grund et menneskeligt begær for at skabe. Og den kunstige intelligens kan faktisk blive til et nyt slags uskyldigt slavesamfund. Vi vil skabe noget, der kan tjene os i al evighed,« siger Jannik Friberg Lindegaard.

»Det er ren spekulation, men jeg mistænker, at det er, hvad mange eksperter, der arbejder med kunstig intelligens og robotter, bevidst - eller ubevidst - aspirerer mod,« mener han. 

Vores muligheder kan eksplodere med kunstig intelligens

Derfor vil det også have enorm betydning, hvis forskerne kan finde ud af, hvordan man med den kunstige intelligens kan efterligne mange af de menneskelige kognitive evner og potentielt løse problemer, der på nuværende tidspunkt er uløselige.

»Hvis nogle af de fundamentale problemer i kunstig intelligens kan løses, vil vores muligheder eksplodere,« slutter Thomas Bolander.

Hvem giver robotterne liv?

Et nyt ph.d.-projekt skal se nærmere på, hvad det er, der giver den kunstige intelligens og robotterne liv, og hvordan det udfordrer vores selvopfattelse, når robotter og mennesker pludselig kan det samme.

Når man tænker på kunstig intelligens, tænker de fleste automatisk på robotter. Og det er ikke så underligt.

Popkulturen har gennem tiden formået at skabe et billede af, hvad kunstig intelligens er for en størrelse, og det smitter af på, hvordan vi snakker om kunstig intelligens.

Det fortæller Jannik Friberg Lindegaard, der er ph.d.-studerende ved IT-Universitetet. Han har netop påbegyndt sit ph.d.-projekt, hvor han vil undersøge, hvordan vi taler om kunstig intelligens, ligesom han vil undersøge, hvordan robotterne kan påvirke vores selvopfattelse.

»Mit argument er, at jo mere robotter tilnærmer sig menneskelige egenskaber, bevægelser og udseende, jo mere udfordrer det vores opfattelse af os selv, vores måde at forstå os selv på, og derfor kan det opleves som ubehageligt,« siger han og tilføjer:

»Hvordan vi forstår kunstig intelligens kan udfordre, hvordan vi forstår os selv. Hvad er menneske, og hvad er maskine - hvad er jeg, hvis maskinen kan det samme?« spørger Jannik Friberg Lindegaard.

Giver vores sprog robotterne liv?

Som en del af sit ph.d.-projekt skal Jannik Friberg Lindegaard blandt andet til Japan for at se, hvordan japanerne skaber forskellige typer robotter. Dermed vil han undersøge, hvordan forskerne og andre faggrupper taler om de her robotter.

For bliver robotterne livlige af, at de kan bevæge sig, eller tillægger vi dem liv via den måde, vi taler om dem på?

»Målet med mit projekt er at udvide vores forståelse af, hvad liv kan siges at være, og dermed diskutere og teste, hvad der legitimt kan og må tælle som liv i vores samtid« siger han.

»Og det er her, at juridiske og etiske spørgsmål kan dukke op. Hvis vi eksempelvis anerkender, at robotter har et liv, eller er deciderede livsformer, hvad betyder dette så for spørgsmål om rettigheder eller moralske forståelser?« spørger han.

Retorik om frelse eller overtagelse kan sløre for virkeligheden

Jannik Friberg Lindegaard mener, at kunstig intelligens længe har været underlagt nogle bestemte retrorikker, og det betyder, at vi har nogle helt bestemte opfattelser af, hvad kunstig intelligens er, hvilket kan skygge over virkeligheden.

»Kunstig intelligens bliver ufatteligt tit slynget ind i en frelser- eller overtagelses-retorik, og det kan sløre for, hvad der egentlig foregår videnskabeligt,« siger han.

Jannik Friberg Lindegaards ph.d.-projekt kommer til at strække sig over de næste tre år, hvor han forventer at publicere nogle videnskabelige artikler undervejs.

Det sker