Forskere: Skru op for varmen - og spar penge
I fremtiden vil teknologi automatisk tænde og slukke for varmen derhjemme, og det vil få forbrugerne til at spare penge på varmeregningen – selvom de faktisk bruger mere energi.
vedvarende energi arbejde varmeregning

Hvis man slukker for varmen, når prisen er høj og tænder igen, når den er lav, så kan man spare penge. Ny teknologi vil gøre det helt automatisk. (Foto: Shutterstock)

Du kan spare penge og CO2 ved at bruge mere energi derhjemme.

Det lyder mærkeligt, men ikke desto mindre kan det blive en realitet inden for nærmeste fremtid, hvis man spørger forskere fra Aarhus Universitet.

Årsagen er, at vi bruger mere vedvarende energi, og derfor kommer vi til at gå fra faste energipriser til variable – det vil sige, at priserne på nogle tidspunkter er høje, og på andre tidspunkter er lave. Derfor behøver vi ikke længere spare på varmen på den måde, som mange er vant til i dag.

Forskerne har opstillet en algoritme, der slukker for varmen, når energipriserne er høje og fyrer godt og grundigt op for varmen, når de er lave, sådan at man helt automatisk sparer mest muligt på energiregningen.

»Hvis energipriserne varierer over tid, så viser studierne her, at hvis vi varmer bygningen op, når prisen er lav, så behøver vi ikke varme den op, når prisen er høj,« forklarer lektor Steffen Petersen fra institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet.

Han har sammen med ph.d.-studerende Michael Dahl Knudsen udført studiet, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Energy and Buildings.

Man kan spare på CO2

Når det giver mening, at der bliver slukket og tændt for varmen, er det fordi bygningen opsamler varme, når varmeapparatet er skruet lidt ekstra op om natten og på andre tidspunkter med lave energipriser.

Bygningen kan afgive den opsamlede varme, når der er slukket for systemet, og derfor vil temperaturen i stuen være behagelig på alle tider af døgnet. Metoden betyder, at almindelige mennesker kan spare 15 procent på varmeregningen ved at bruge cirka 10 procent mere energi på de helt rigtige tidspunkter, ifølge studiet.

Hvorfor er stuen varm, når varmen er slukket?

Forskerne udnytter bygningens 'termiske masse'. Det betyder, at byggematerialerne – særligt dem af tunge materialer som beton – optager varme, holder på den og afgiver den stille og roligt igen.

»Byggematerialet er en form for varmebatteri, som du lader op, når prisen er billig, og når der bliver slukket for varmen, så aflader batteriet til rumtemperaturen, så der stadig føles komfortabelt, selvom varmen er slukket. Så kan det godt være, at vi bruger mere energi, men i sidste ende sparer vi penge, fordi vi har brugt energien, mens den var billig,« siger Steffen Petersen.

Hvis man bliver bekymret for, om det forhøjede energiforbrug er skidt for klimaet, så kan man ånde lettet op, forklarer Steffen Petersen.

»Man kan sige til systemet, at man vægter et lavt CO2-udslip højere end at spare penge – eller at man vægter begge dele ligeligt. Sammen med prissignalet, så modtager systemet nemlig en CO2-kurve. Når der er meget vind, så er CO2-forbruget typisk lavt, fordi der bliver brugt vind-energi til at lave el, og så er det på de tidspunkter, at der bliver tændt for varmen,« forklarer Steffen Petersen.

Han tilføjer, at hvis man vægter CO2 hundrede procent frem for økonomisk gevinst, så sparer man alligevel en smule penge med den nyudviklede teknologi.

Stadig på teori-basis

Professor Per Heiselberg fra Department of Civil Engineering på Aalborg Universitet arbejder selv med energi og bygninger og er medlem af regeringens nyligt nedsatte energikommission.

Han har læst den videnskabelige artikel og mener, at studiet er relevant, fordi det er et skridt i retning af at udnytte vedvarende energi bedre. Men han gør opmærksom på, at det trods alt endnu kun er et teoretisk forstudie, som skal prøves af på andre typer huse, end dem det er prøvet på indtil videre.

»Den model af bygningen, der bliver brugt, er meget simpel,« mener Per Heiselberg og tilføjer, at der heller ikke er taget hensyn til, at studiet kun er lavet på elvarme, selvom teknologien ikke vil virke på samme måde med gulvvarme, elvarme og diverse andre varmesystemer.

Steffen Petersen er helt enig i, at det ikke er nu og her, at du kan få dit varmesystem til automatisk at spare penge og CO2. Teknologien skal først afprøves på rigtige huse, før det kommer i salg.

På sigt sparer man ikke penge

Selvom Per Heiselberg synes studiet er meget relevant for udnyttelsen af vedvarende energi, køber han ikke, at almindelige mennesker på sigt vil spare penge på den nye teknologi. Måske vil de hurtige spare lidt, lige når teknologien bliver udbredt, men når den bliver almindelig, så vil priserne følge med.

»Det, projektet lægger op til, er, at vi skal udnytte den vedvarende energi bedre. Men hvis vi ændrer på efterspørgslen, så ændrer vi også på prisen. Hvis alle bruger den teknologi, vil priserne blive udjævnet, og så sparer man ikke noget alligevel. Argumentet for at bruge teknologien er nødt til at være ud for et samfundsmæssigt synspunkt,« siger Per Heiselberg.

Per Heiselberg mener dog bestemt, at hvis denne teknologi var færdigudviklet, ville den allerede kunne sættes ind i nogle huse i dag. Og de automatiske ændringer i varmeforbruget vil kun blive mere almindelige i fremtiden.

energi huse vindmøller

Man kan indstille systemet til at tage hensyn til, hvornår der bliver brugt mest vedvarende energi til at varme huset op. På den måde sparer man CO2. (Foto: Shutterstock)

»Der er meget, der tyder på, at vi får en intelligent styring af varmeanlæg. Det er jeg overbevist om, at vi gør,« siger Per Heiselberg.

Det kan Steffen Petersen kun være enig i.

»Samfundsgevinsten ved denne form for styring vil på sigt overskygge den private gevinst. I fremtiden skal man tænke bygninger som en aktiv medspiller i energisystemet. Jeg tror virkelig, teknologien bliver en integreret del af bygninger i nær fremtid,« siger Steffen Petersen.

Vedvarende energi vil skabe varierede varme-priser

Men endnu en ting skal være på plads, for at Steffen Petersens ambition om varmeregulering hjemme i stuerne kan blive en realitet. Lige nu er det nemlig kun elpriserne, der er variable, mens for eksempel fjernvarmepriserne stadig ikke har fulgt trop:

»Det er en forudsætning for systemet, at man har en variabel energipris. Men på længere sigt kommer varmen til at blive produceret med el, fordi el-produktion fra vind og sol bliver de primære energikilder. Så når varme bliver produceret med el, som varierer i pris, så vil varmeprisen også variere,« forklarer Steffen Petersen.

Han satser på, at softwaren bliver integreret i de produkter, som man i forvejen installerer i husene, når den er klar til at komme på markedet.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud