Førerløse biler kan lære meget af myrer
Der er fuld gang i udviklingen af biler helt uden folk bag rattet. Kapløbet for at udvikle den bedste teknologi er skudt igang, og de selvkørende biler og autonome robotter kan lære meget af de flittige myrer.
myrer førerløse biler teknologi navigation stedsans

Jack Jumper-myre (Myrmecia croslandi) slæber sit bytte tilbage til boet. (Foto: Ajay Narendra via Flickr)

Forestil dig, at du bærer noget rigtig tungt – for eksempel en sofa – og at du samtidig er tvunget til at gå baglæns. 

Prøv nu at forestille dig, at du hver eneste dag helt alene skal bære sofaen flere kilometer hen mod bestemmelsesstedet. Det skal se lige så let og elegant ud, som hvis du gik forlæns, og du skal også selv kunne finde vej til den endelige destination.

Det er omtrent, hvad der hver eneste dag bliver krævet af Myrmecia Croslandi-myrerne.

Kan bruges i udviklingen af nye teknologier til førerløse biler

Men myrernes evne til at navigere og finde hjem bliver ikke reduceret af, at de går baglæns, mens de trækker et kæmpe læs af føde efter sig, mener forskerne fra Insect Robotic Lab ved University of Edinburgh, der har skrevet et studie publiceret i Frontiers of Behavioural Neuroscience.

Det ville være interessant at vide præcist, hvordan myrerne formår denne bedrift, og det kan endda være en hjælp i udviklingen af nye teknologier til fremtidens førerløse biler.

Jagten efter føde

Myrmecia Croslandi-myrerne findes i Australiens østlige regioner, hvor de bygger deres bo i jordbunden. 

myrer førerløse biler teknologi navigation stedsans

Hver morgen drager myrerne afsted for at finde føde (nektar eller insekter). Hvis de finder et insekt, stikker de det og samler det op i deres kraftige kindbakker (mandibler). (Foto: Ajay Narendra via Flickr)

På engelsk kaldes de Jack Jumper ants, da de har en usædvanlig evne til at hoppe og springe.

Hver morgen drager myrerne afsted for at finde føde (nektar eller insekter). Hvis de støder på et insekt, stikker de det og samler det op i deres kraftige kindbakker (mandibler).

Hvis byttet er tungt, trækker myrerne det baglæns, mens de fra tid til anden kigger fremad – og alligevel lykkes det dem at finde vej hjem.

Du har nok set myrer i færd med at slæbe et dødt insekt eller andet med tilbage til boet.

LÆS OGSÅ: Myren – menneskets bedste ven?

Visse myrer arbejder sammen – andre slider og slæber alene.

Men uanset om de skal bære føden alene eller med hjælp fra andre, skal de tilbage til boet – men hvordan finder de hjem?

En australsk Jack Jumper myre navigerer baglæns tilbage til boet med føde med samme lethed, som når den bevæger sig fremad.

Sådan finder myrerne vej

Måske ved du allerede, at visse myrer benytter kemiske spor til at navigere fra det ene sted til det næste.

Men Jack Jumper-myrerne, der fouragerer på egen hånd bruger ikke kemiske spor. Så hvordan undgår de at fare vild?

Jack Jumper-myrerne, der fouragerer alene, benytter en række signaler til at navigere: Solens position på himlen, de panoramiske omgivelser, landmærker og meget andet.

En almindelig udbredt formodning er, at myren kaster et hurtigt blik på alle de forskellige omgivelser omkring boet, mens den er på vej ud for at fouragere; man kan sammenligne det med at tage snapshots.

Myrerne matcher erindringen af omgivelserne

Når myren så skal hjem igen, matcher den erindringen om de forskellige omgivelser, den tidligere har set, med de

myrer førerløse biler teknologi navigation stedsans

Myrmecia Croslandi-myrerne findes i Australiens østlige regioner, hvor de bygger deres bo i jordbunden. På engelsk kaldes de Jack Jumper ants, da de har en usædvanlig evne til at hoppe og springe.(Foto: Ajay Narendra via Flickr)

nuværende omgivelser samtidig med, at den bevæger sig og justerer for de mindste forskelle (retinotopisk justering), mens den konstant foretager sammenligninger mellem omgivelserne.

Det afprøvede forskerne ved Insect Robotic Lab ved at flytte adskillige myrer væk fra boet og så efterfølgende se, om de var i stand til at finde vej tilbage, mens de trak føden med sig baglæns. Det vil sige, uden at de vendte dem samme vej, som dengang deres erindring af omgivelserne blev skabt.

Forskerne var overraskede over, at myrerne tog en lignende rute hjem, som da de bevægede sig fremad uden føden. Det betyder, at det måske ikke er nødvendigt at justere for små forskelle.

LÆS OGSÅ: Hvordan fidner myrerne hjem til myretuen?

Hvordan navigerer myrerne?

Barbara Webb var studiets forskningsleder, og hun fortalte mig i en e-mail, at det er muligt, at myrerne konstant er i stand til at opfange og sammenlige billederne, og at de mentalt kan rotere billederne af omgivelserne, så de er justerede for, at myrerne går baglæns.

Alternativt kan man forestille sig, at myrerne kun matcher omgivelserne lejlighedsvis, når de ser fremad, og så efterfølgende justerer den vej, de går.

I dette tilfælde er det muligt, at de opretholder den valgte retning ved hjælp af landkending og solens stilling. Det betyder, at de benytter information fra deres visuelle erindring såvel som himlen, når de bevæger sig i den rigtige retning.

Kan bruges til udvikling af førerløse biler

Selvkørende biler eller autonome robotter kan lære meget af de flittige myrer, og kapløbet for at finde den bedste måde for dem at klare en række betingelser, herunder voldsomme vejrforhold, er skudt igang.

Hvad hvis selvkørende biler var i stand til konstant at tage snapshots af deres omgivelser for at holde øje med trafiklys, vejskilte, fodgængere og meget andet? 

Sammen med andre metoder, der fornemmer omgivelserne, ville de kunne bruge det samme enkle sæt regler, som myrerne bruger til visuelt at navigere rundt i deres komplekse terræn.

LÆS OGSÅ: Hvem skal din førerlæse bil slå ihjel?

For helt at forstå, hvordan myrerne navigerer, er der naturligvis behov for yderligere undersøgelser. 

Men nu ved du, hvad de har gang i, hvis du ser en myre i dit køkken eller din have.

Giv den en brødkrumme og se den slæbe afsted med det tunge bytte. Måske kan du flytte dem lidt længere væk med en småkagekrumme og så se, hvad de gør.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og oversat af Stephanie Lammers-Clark.