Dansk Grundforskningsfond investerer 1 milliard i nye forskningscentre
27 april 2017

Danmarks Grundforskningsfond har netop investeret 600 millioner kroner og afsat yderligere 400 millioner kroner til 10 nye 'Centers of Excellence'. Centrene skal være med til at sætte en international standard for innovativ forskning, skriver Danmarks Grundforskningsfond i en pressemeddelelse.

De nye centre bliver etableret for en seksårig periode med mulighed for forlængelse med endnu fire år under forudsætning af, at der er en tilfredsstillende midtvejsevaluering. De sidste 400 millioner vil derfor kun blive afsat til en forlængelse af centrene, hvis deres resultater er tilfredsstillende.

Ved at starte de ti nye forskningscentre, mener Liselotte Højgaard, som er professor og formand for Danmarks Grundforskningsfond, at de ti centre vil kunne flytte forskningsfronten på hver deres område inden for grundforskning. Midlerne er dermed med til at understøtte dansk grundforskning, som skal gøre en gavnlig forskel for hele samfundet.

»Den bedste grundforskning giver os ny viden, nogle gange viden vi end ikke vidste, vi har brug for, og som vi senere ikke kan forestille os at være foruden.« 

»Igennem Grundforskningsfondens 25 års levetid er der mange eksempler på, hvordan grundforskning skaber innovation, vækst og velfærd ved at skabe ny original viden og dernæst transformere det til samfundets gavn,« siger hun i pressemeddelelsen.

Et af de centre, som fonden har investeret i, er ‘Cosmic Dawn Centre’ (DAWN), som vil modtage op til 66 millioner kroner. Centret vil forske i, hvordan og hvornår de første galakser er blevet dannet. Det kan du læse mere om i artiklen ‘Nyt center skal røbe hemmeligheden om galaksers dannelse’.

Et andet er ‘Centre for Privacy Studies’ (PRIVACY) ved Københavns Universitet, som vil modtage op til 50 millioner kroner. Her vil man forske i, hvordan privatlivsbegrebet har udviklet sig gennem historien. Det kan du læse mere om i artiklen ‘Nyt grundforskningscenter skal undersøge privatlivet historie’.

cak

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.