Bliv en bedre gamer - videnskaben kan hjælpe dig!
Det er ikke helt tilfældigt, hvordan computerspil som Battlefield 1 er skruet sammen. Derfor kan du med fordel søge hjælp hos videnskaben, hvis du gerne vil være en eminent skarpskytte, viser Videnskab.dk’s YouTubere Newgame i ny videoserie.

Videnskab.dk’s YouTube-kanal om spil og videnskab, Newgame, er et univers, som laver indhold til de spilinteresserede. Her kan du blandt andet lære, hvordan man kaster en granat længst i spillet Battlefield 1. (Video: Newgame/Videnskab.dk)

Newgame - viden og gaming på YouTube

Newgame er Videnskab.dk's YouTube-kanal om spil og videnskab.

Kanalen er en del af Videnskab.dk's YouTube-univers til unge, YouKnow, som er støttet af Nordea-fonden.

Hvordan kaster man en håndgranat længst muligt, og hvordan skal man sigte, hvis man vil være en dygtig snigskytte i krigsspillet Battlefield 1?

Det er spørgsmål, som Videnskab.dk’s YouTube-kanal om spil og videnskab, Newgame, har besluttet sig for at finde videnskabens svar på i en ny videoserie.

Det er nemlig langt fra tilfældigt, hvordan spil som Battlefield 1 er bygget op, og derfor kan du med lidt hjælp fra videnskaben blive en endnu bedre spiller, viser Newgame i videoerne.

I videoen oven for kan du se Newgames Søren Storm i fuld færd med at undersøge, hvordan man kan bruge trigonometrien, hvis man gerne vil være skarp til at kaste med håndgranater i Battlefield 1.

Og forresten - trigonometrien er en gren af matematikken som behandler relationen mellem sider og vinkler i trekanter.

Vinkel på kast afgør, om du rammer

Det er for det første ikke helt ligegyldigt, hvordan du kaster med håndgranaten i Battlefield 1, hvis du vil være nogenlunde sikker på at ramme dit mål. Længden på dit kast afhænger nemlig af, hvilken vinkel du kaster granaten i.

I videoen øverst i artiklen forsøger Newgame sig med forskellige vinkler og giver dig svaret på, hvordan du skal kaste, hvis granaten skal nå så langt som muligt.

Tyngdekraften påvirker projektilernes bane

I en anden video i serien undersøger Newgame, hvordan tyngdekraften påvirker projektilerne i en skudveksling.

Fysikken i Battlefield 1 er nemlig så realistisk, at projektilerne vil falde i løbet af rejsen mod målet, og man vil derfor altid ramme lavere, end man sigter, fortæller Newgames Søren Storm i videoen herunder.

Når man skyder et projektil af sted i spillet Battlefield 1, rammer det ikke målet med det samme. Skaberne har nemlig forsøgt at gøre fysikken realistisk, og derfor skal man også som spiller tage forbehold for tyngdekraften, når man er i skudveksling. (Video: Newgame/Videnskab.dk)

Tester, om lyden er realistisk i Battlefield 1

Spillets fysiske rammer kommer også under Newgames lup i videoserien.

Her gør Newgame brug af granater og dynamitstænger for at teste, om skaberne bag Battlefield 1 har formået at gøre lydens hastighed i spillet realistisk, så den tilsvarende virkeligheden er 340 m/s. Om det er lykkedes kan du se i videoen nedenfor.

Skaberne bag krigsspillet Battlefield 1 har gjort en dyd ud af at gøre fysikken i spillet så virkelig som muligt. I denne video tester Newgame, hvorvidt det er lykkedes at gøre lydens hastighed i spillet realistisk. (Video: Newgame/Videnskab.dk)

Hvis du vil se flere videoer om, hvordan fysikken fungerer i computerspil, kan du klikke dig ind på YouTube og se med, når Newgame tester spillet GTA V.

Du kan også finde mange flere videoer om spil og videnskab på Newgames YouTube-kanal.