360-graders-video: Se dansk udstyr flyve mod rumstationen
Tirsdag kl. 17.11 opsendes et rumskib med kurs mod Den Internationale Rumstation. Dansk udstyr til måling af astronauternes kondition er med på turen, og opsendelsen sendes direkte i en 360-graders-video.

11 minutter inde i videoen kan du se, hvordan det så ud, da raketten blev affyret. Opsendelsen blev filmet med 360-graders-video, så du kan se dig omkring på rumbasen, mens raketten stiger til vejrs (Video: NASA).

Opdatering: Raketten blev affyret med succes, og i videoen foroven kan du se opsendelsen i 360-graders-video.

På toppen af den kæmpemæssige Atlas V-raket, der står klar på affyringsrampe på Kennedy Space Center i Florida, sidder der et ubemandet rumskib med udstyr og forsyninger til Den Internationale Rumstation – herunder dansk udstyr til overvågning af astronauternes kondition.

Historien kort
  • Et ubemandet rumskib skal bringe nye forsyninger til ISS, herunder dansk udstyr til måling astronauternes kondition.
  • Rumskibet vil være fire dage om at nå frem. Det overhales af et bemandet rumskib med to astronauter.
  • Opsendelsen sendes live på YouTube i 360-graders-video, så man kan se sig omkring, når rumraketten løfter sig mod himlen.

Opsendelsen er planlagt til kl. 17.11 dansk tid, og vejret er godt i Florida, så der er rigtig gode chancer for, at Cygnus-rumskibet fra det amerikanske firma Orbital kommer af sted efter planen. Det er lastet med 3.459 kg, især mad og videnskabeligt udstyr.

Det danske islæt er dele til det lungefysiologiske udstyr, som Odense-firmaet Danish Aerospace har udviklet, fortæller direktør Thomas A. E. Andersen:

»NASA og ESA er blevet enige om at bruge vores udstyr, som oprindeligt var udviklet til forskning, til at overvåge rumstationens astronauters kondition. Udstyret kan måle iltoptagelsen på samme måde som det udstyr, Team Danmark bruger til at måle på elitesportsfolk.«

To rumskibe er snart på vej

Det ubemandede rumskib bliver overhalet af et bemandet Sojuz-rumskib, der opsendes natten til torsdag med to astronauter. De vil kun være seks timer og ti minutter om at komme derop, mens Cygnus-rumskibet tager det mere roligt og er fire døgn om turen.

De to nye besætningsmedlemmer er den russiske veteran Fjodor Jurtjikhin og amerikanske Jack D. Fischer, der skal i rummet for første gang. Amerikaneren bliver den første, der skal have målt sin kondition med det danske udstyr, siger Thomas A. E. Andersen:

»Vi har brugt dele af udstyret til videnskabelige forsøg og har fået bekræftet, at det virker. Nu kommer nogle nye sensorer op, og så bliver Fischer den første astronaut, hvis helbred skal overvåges af vores udstyr.«

Astronauter skal være i god form

Asstronaut måler lungefunktion

Det danske udstyr har tidligere været brugt til videnskabelige forsøg – her er franskmand Thomas Pesquet i gang med det – men fremover kan det bruges til regelmæssig kondi-overvågning. (Foto: NASA/ESA)

Portable Pulmonary Function System, som det transportable udstyr hedder, har været brugt i mange forsøg, men fremover kan det også anvendes til regelmæssig helbredsovervågning af alle astronauterne på rumstationen

Og det er vigtigt, fordi man bliver svækket af at være i rummet, lyder det videre fra Danish Aerospace-direktøren:

»Astronauterne skal træne og holde konditionen ved lige – både så de selv kan komme ud af rumkapslen, hvis de skulle lande langt fra redningsmandskabet, og så de har kondi til de krævende rumvandringer, der er fysisk hårde.«

»Så det er planen, at de skal bruge vores udstyr og måle deres kondition mellem tre og fem gange, mens de er deroppe.«

Video i 360 grader

Opsendelsen bliver streamet live på NASA's YouTube-kanal, og for første gang vil man kunne kigge sig omkring i en video af en rumraket-opsendelse. Den udsendes nemlig som 360-graders-video, så man selv bestemmer, i hvilken retning, man vil kigge. Streamingen starter lige efter kl. 17 dansk tid.

Cygnus-rumskibet fanget

Når rumskibet når frem til rumstationen, bliver det fanget og monteret ved hjælp af en robotarm styret af astronauten Thomas Pesquet. (Foto: NASA)

De fleste browsere og nyere smartphones understøtter 360-graders-video. På computeren kan man se sig omkring med pegepladen eller musen, mens man på sin smartphone (eller tablet) kan kigge rundt ved at bevæge apparatet. Har man et VR-headset, kan man få en endnu bedre oplevelse af effekten.

Hvis man vil tjekke, om man kan se 360-graders-video, kan man for eksempel tage et kig på denne SpaceX-video fra sidste år. Her ser man første trin af en rumraket lande på en pram.

Opkaldt efter astronaut

Forsyningsrumskibet har i øvrigt fået navnet SS John Glenn efter den astronaut, der i 1962 blev den første amerikaner i kredsløb om Jorden og som 36 år senere – i en alder af 77 år – blev den ældste astronaut, der har været i rummet. Han døde 8. december 2016.

SS John Glenn vil forlade rumstationen igen til juli, hvor rumskibet bliver fyldt op med affald og sendt ned mod atmosfæren, hvor det vil brænde op.

Det sker