Endnu engang takker jeg alle medvirkende i debatten for oplysende og detaljerede svar !! Det har dog lokket mig til at undersøge sagen nærmere igen. Og måske give lidt nyt tilbage :-)
Det har da også bevirket, at jeg selv er kommet frem til omtrent det samme som Christoffer Karoff. Dog er dine tal væsentlig større end dem jeg kan finde frem til..
Jeg fandt at solen "kun" vil miste omkring 30% af sin samlede masse i løbet af "rød kæmpe"-fasen. Er de 60% du nævner det samlede tab man ville finde, hvis man forstiller sig at måle solen når den er blevet til en hvid dværg??
Fandt også at den ikke vil vokse sig helt så stor som du antyder. Kun op til 250 gange sin nuværende max radius, hvilket svare til at den vil vokse med ca 1AU(1.5×10¹¹ m) eller til at fylde så meget at den når udover jordens bane.
Sandt er det dog, at selvom den vil vokse enormt så mister den også megen masse i processen (hvordan og hvorfor har du så nydeligt beskrevet længere oppe). Denne lavere masse mindsker også solens gravitations kraft, hvilket bør være ligmed at bl.a. jordens bane flyttes ud og væk fra solen i takt med at solens masse svinder ind. Så umiddelbart kan det godt se ud til, at jorden undgår at blive brændt op inde i solen. Det ændre dog ikke på den kendsgerning, at solen forlængst vil være blevet så varm og udsende så voldsom solvind/energi at jordens atmosfære vil være blæst ud i rummet, havene fordampet og alt liv være ophørt. 
Grunden til dette indlæg var nu ikke så meget det ovenstående, men mere at jeg i min søgen har fundet ny forskning, som peger på at jorden alligevel vil ende sine dage med at blive spist af solen.. Fordi der vil være en slags tidevands effekt imellem solen og jorden, hvilket vil bevirke at jordens kredsløb vil mindskes, hvilket igen vil betyde at jorden ender som føde for solen.
Jordens skæbne hvad det her angår er, så vidt jeg kan komme frem til, et spørgsmål om overbevisning. Jordens nuværende bane (afstand til solen) gør nemlig at det er svært og afgøre om hvorvidt jorden vil flytte sig væk fra eller falde ind mod solen. Mars og de andre ydre planeter vil med stor sikkerhed blive skånet for den skæbne, hvor merkur og venus med samme sikkerhed vil blive opslugt.
 
Der står lidt om det her (er på engelsk!)http://en.wikipedia.org/wiki/Sun 
Og her (igen på engelsk)http://en.wikipedia.org/wiki/Red_giant 
Samt de forskellige referancer på de to sites.
Personligt tror jeg ikke at det samlede tryk fra solvinden vil have nogen afgørende betydning for jordens bane omkring solen.. Mange bække små virker ikke i det her tilfælde.. Der er andre og langt større kræfter i spil. Jeg tror mere på at det er i solen tab af masse at svaret skal findes. Altså hvor meget masse det vil dreje sig om og hvor hurtigt det kommer til at ske. Uanset, så har det egentligt ikke megen relevans da al liv på jorden forlængst vil være overgået til de kosmiske historiebøger inden det her sker. Den øgede mængde sol energi, vil nemlig som før nævnt, få havene til at fordampe og forsvinde bestandigt ud i rummet ligsom jordens atmosfære på sigt vil blive brændt af og forsvinde ud i intetheden. Dog først efter at være blevet forvandlet til en atmosfære lig med den man finder på venus nu ;-)

Christoffer Karoff skriver at: På et tidspunkt vil den røde kæmpestjerne skyde de yderste lag fra sig, evt. i en supernovaeksplosion og derefter blive til en hvid dværg. Det langt vigtigste for Jordens bane i denne udvikling er Solens masse. Når de yderste lag af stjernen bliver skudt væk falder massen, og Jorden bane vil blive større. 
Solens masse er for lille til, at den ender sin tilværelse i en supernovaeksplosion, så den ’må nøjes med’ at svulme op til en rød kæmpe og derefter gennemløbe fasen, så den til sidst bliver til en hvid dværg. 
Det vil tage Solen mellem 1 og 1½ milliard år at udvikle sig fra sin hovedserietilværelse til en fuldt udviklet rød kæmpe. På det tidspunkt vil dens overfladetemperatur være faldet til omkring 3500°, dvs. ca. halvdelen af dens nuværende. Den ”kolde” overflade betyder, at det meste af energien udsendes ved de lange bølgelængder i den røde ende af spektret. Alligevel vil Solen på grund af størrelsen udsende over 1000 gange mere energi end i dag. 
For at kunne udsende så stor energimængde fra en køligere overflade må Solen nødvendigvis udvide sig kraftigt. Som rød kæmpe vil den syne 100 gange så stor som i dag, og strække sig lang ud over Merkurs nuværende bane. Hvis man kunne stå på Jorden til den tid og betragte Solen, ville den fylde 50° på himlen og bruge mere end 3 timer på at stige op over horisonten. I virkeligheden vil Jordens rotationshastighed til den til være aftaget betydeligt, hvilket vil forlænge solop- og nedgangen yderligere.  
Den røde kæmpes udspilede overflade vil have så svag en tyngdekraft, at solvinden vil blæse en million gange kraftigere end i dag. I løbet af sin fase som rød kæmpe vil Solen miste omkring 10% af sin totale masse, og dette gradvise massetab vil reducere Solens tiltrækningskraft, så planeternes baner vil blive større. Planeterne vil derfor spirallere udad, lige bortset fra Merkur, som vil blive opslugt af Solen under udvidelsesfasen. 
På sit højdepunkt vil Solen have en diameter på 500 gange sin nuværende og svulme op til ud over Mars’ nuværende bane. Denne gang går Venus med i købet og bliver ligesom Merkur opslugt af Solen. Men samtidig vil der ske et massetab med endnu større hastighed end under den røde kæmpefase, fordi solvinden nu er blevet til en ”solorkan”. Solens masse vil falde til ²/₃ af dens nuværende, hvilket bevirker, at Jordens bane bliver udvidet med omkring 60%, hvilket nogenlunde svarer til Mars’s afstand i dag. 
I løbet af blot nogle få titusinder år vil Solens ydre lag blive kastet bort. Kernen, som nu består af kulstof og ilt vil blive efterladt som en hvid dværg. Denne lille stjerne vil rumme omkring halvdelen af Solens nuværende masse, men vil ikke være meget større end Jorden. Den hvide dværg vil have en overfladetemperatur på 100.000°, så den vil udsende store mængder ultraviolet lys. Den energirige stråling vil anslå atomerne i den ekspanderende skal, som tidligere var Solens overflade og få den til at blive selvlysende. En planetarisk tåge vil i en kort årrække på omkring 50.000 år kunne ses, inden skallen helt opløses i det interstellare rum. Det eneste der bliver tilbage er den hvide dværg, som ganske langsomt vil afkøles, medens resterne af den engang så stolte jord formodentlig fortsat kredser omkring den – men uden liv.

Når solen svulmer op i rødkæmpefasen, vil det så ikke være sådan at summmen  af lystryk + solvind + gravitation, vil pege væk fra solen og således frigøre jorden fra sin bane om solen ?

I like this article, I hope you can continue to the fund! This article feel good, there are deepmoral, mood is not bad, you have such thoughts, I am very impressed. You are great!Although I am just passing through, but I think I will be your feelings these words long. Thankyou, so that I can share with you http://www.panbeadsstore.com/

????????????????? ???,?????????????????? ??????????????Sun???,??????????? ?????10?·????http://www.panbeadsstore.com/????????????? ???????????????,?????,???????? ?????????????50,000???????http://www.edhardy-estore.com/????????????? ?????????????,???????????????????-?????http://www.panbeadsstore.com/

Christoffer Karoff skriver at: På et tidspunkt vil den røde kæmpestjerne skyde de yderste lag fra sig, evt. i en supernovaeksplosion og derefter blive til en hvid dværg. Det langt vigtigste for Jordens bane i denne udvikling er Solens masse. Når de yderste lag af stjernen bliver skudt væk falder massen, og Jorden bane vil blive større. 
Solens masse er for lille til, at den ender sin tilværelse i en supernovaeksplosion, så den ’må nøjes med’ at svulme op til en rød kæmpe og derefter gennemløbe fasen, så den til sidst bliver til en hvid dværg. 
Det vil tage Solen mellem 1 og 1½ milliard år at udvikle sig fra sin hovedserietilværelse til en fuldt udviklet rød kæmpe. På det tidspunkt vil dens overfladetemperatur være faldet til omkring 3500°, dvs. ca. halvdelen af dens nuværende. Den ”kolde” overflade betyder, at det meste af energien udsendes ved de lange bølgelængder i den røde ende af spektret. Alligevel vil Solen på grund af størrelsen udsende over 1000 gange mere energi end i dag. 
For at kunne udsende så stor energimængde fra en køligere overflade må Solen nødvendigvis udvide sig kraftigt. Som rød kæmpe vil den syne 100 gange så stor som i dag, og strække sig lang ud over Merkurs nuværende bane. Hvis man kunne stå på Jorden til den tid og betragte Solen, ville den fylde 50° på himlen og bruge mere end 3 timer på at stige op over horisonten. I virkeligheden vil Jordens rotationshastighed til den til være aftaget betydeligt, hvilket vil forlænge solop- og nedgangen yderligere.  
Den røde kæmpes udspilede overflade vil have så svag en tyngdekraft, at solvinden vil blæse en million gange kraftigere end i dag. I løbet af sin fase som rød kæmpe vil Solen miste omkring 10% af sin totale masse, og dette gradvise massetab vil reducere Solens tiltrækningskraft, så planeternes baner vil blive større. Planeterne vil derfor spirallere udad, lige bortset fra Merkur, som vil blive opslugt af Solen under udvidelsesfasen. 
På sit højdepunkt vil Solen have en diameter på 500 gange sin nuværende og svulme op til ud over Mars’ nuværende bane. Denne gang går Venus med i købet og bliver ligesom Merkur opslugt af Solen. Men samtidig vil der ske et massetab med endnu større hastighed end under den røde kæmpefase, fordi solvinden nu er blevet til en ”solorkan”. Solens masse vil falde til ²/₃ af dens nuværende, hvilket bevirker, at Jordens bane bliver udvidet med omkring 60%, hvilket nogenlunde svarer til Mars’s afstand i dag. 
I løbet af blot nogle få titusinder år vil Solens ydre lag blive kastet bort. Kernen, som nu består af kulstof og ilt vil blive efterladt som en hvid dværg. Denne lille stjerne vil rumme omkring halvdelen af Solens nuværende masse, men vil ikke være meget større end Jorden. Den hvide dværg vil have en overfladetemperatur på 100.000°, så den vil udsende store mængder ultraviolet lys. Den energirige stråling vil anslå atomerne i den ekspanderende skal, som tidligere var Solens overflade og få den til at blive selvlysende. En planetarisk tåge vil i en kort årrække på omkring 50.000 år kunne ses, inden skallen helt opløses i det interstellare rum. Det eneste der bliver tilbage er den hvide dværg, som ganske langsomt vil afkøles, medens resterne af den engang så stolte jord formodentlig fortsat kredser omkring den – men uden liv.

Kære Karsten,
Mange tak for uddybningen og jeg undskylder, at jeg gav indtryk af, at Solen kunne blive til en supernova. Det var et forsøg på at give en lidt for kort gennemgang af generel stjerne udvikling.
Mvh.
Christoffer

Kære John og Mike,
 
Igennem Solens udvikling (som gul dværg, se nedenfor) falder styrken af solvinden, mens Solens lysstyrke stiger. Det vil altså sige at trykket fra solvinden falder, men strålings trykket. Begge ændringer er dog forsvindende ift. evt. ændringer i Solens masse pga. solvinden. Jeg er derfor ikke bekendt med noget studie af disse fænomener, da størrelsen af den er langt mindre end de udsikkerheder der ellers findes i modellerne.
 
Solen er nu det vi kalder en gul dværg, der forbrænder brint til helium i dens kerne. Om ca. 4 milliarder vil den have brugt alt brintet i dens kerne. Strålingstrykket i stjernes vil derfor ikke balancere gravitationstrykket i stjernens indre og stjernen vil svulme op og blive til en rød kæmpe stjerne. På et tidspunkt vil den røde kæmpe stjerne skyde de yderste lag fra sig, evt. i en supernova eksplosion og derefter blive til en hvid dværg.
 
Det langt vigtigste for Jordens bane i denne udvikling er Solens masse. Når de yderste lag af stjernen bliver skudt væk falder massen og Jorden bane vil blive større.
 
Mvh.
Christoffer

Nu begynder vi at nærme os noget spændende. Kunne det tænkes at jorden så at sige når at flygte, istedet for at lade sig opsluge i solen når den svulmer til en rød kæmpe.

Ja, det kunne det. Se evt. Karsten Bomholts indlæg.
Mvh.
Christoffer

Christoffer Karoff skriver at: På et tidspunkt vil den røde kæmpestjerne skyde de yderste lag fra sig, evt. i en supernovaeksplosion og derefter blive til en hvid dværg. Det langt vigtigste for Jordens bane i denne udvikling er Solens masse. Når de yderste lag af stjernen bliver skudt væk falder massen, og Jorden bane vil blive større. 
Solens masse er for lille til, at den ender sin tilværelse i en supernovaeksplosion, så den ’må nøjes med’ at svulme op til en rød kæmpe og derefter gennemløbe fasen, så den til sidst bliver til en hvid dværg. 
Det vil tage Solen mellem 1 og 1½ milliard år at udvikle sig fra sin hovedserietilværelse til en fuldt udviklet rød kæmpe. På det tidspunkt vil dens overfladetemperatur være faldet til omkring 3500°, dvs. ca. halvdelen af dens nuværende. Den ”kolde” overflade betyder, at det meste af energien udsendes ved de lange bølgelængder i den røde ende af spektret. Alligevel vil Solen på grund af størrelsen udsende over 1000 gange mere energi end i dag. 
For at kunne udsende så stor energimængde fra en køligere overflade må Solen nødvendigvis udvide sig kraftigt. Som rød kæmpe vil den syne 100 gange så stor som i dag, og strække sig lang ud over Merkurs nuværende bane. Hvis man kunne stå på Jorden til den tid og betragte Solen, ville den fylde 50° på himlen og bruge mere end 3 timer på at stige op over horisonten. I virkeligheden vil Jordens rotationshastighed til den til være aftaget betydeligt, hvilket vil forlænge solop- og nedgangen yderligere.  
Den røde kæmpes udspilede overflade vil have så svag en tyngdekraft, at solvinden vil blæse en million gange kraftigere end i dag. I løbet af sin fase som rød kæmpe vil Solen miste omkring 10% af sin totale masse, og dette gradvise massetab vil reducere Solens tiltrækningskraft, så planeternes baner vil blive større. Planeterne vil derfor spirallere udad, lige bortset fra Merkur, som vil blive opslugt af Solen under udvidelsesfasen. 
På sit højdepunkt vil Solen have en diameter på 500 gange sin nuværende og svulme op til ud over Mars’ nuværende bane. Denne gang går Venus med i købet og bliver ligesom Merkur opslugt af Solen. Men samtidig vil der ske et massetab med endnu større hastighed end under den røde kæmpefase, fordi solvinden nu er blevet til en ”solorkan”. Solens masse vil falde til ²/₃ af dens nuværende, hvilket bevirker, at Jordens bane bliver udvidet med omkring 60%, hvilket nogenlunde svarer til Mars’s afstand i dag. 
I løbet af blot nogle få titusinder år vil Solens ydre lag blive kastet bort. Kernen, som nu består af kulstof og ilt vil blive efterladt som en hvid dværg. Denne lille stjerne vil rumme omkring halvdelen af Solens nuværende masse, men vil ikke være meget større end Jorden. Den hvide dværg vil have en overfladetemperatur på 100.000°, så den vil udsende store mængder ultraviolet lys. Den energirige stråling vil anslå atomerne i den ekspanderende skal, som tidligere var Solens overflade og få den til at blive selvlysende. En planetarisk tåge vil i en kort årrække på omkring 50.000 år kunne ses, inden skallen helt opløses i det interstellare rum. Det eneste der bliver tilbage er den hvide dværg, som ganske langsomt vil afkøles, medens resterne af den engang så stolte jord formodentlig fortsat kredser omkring den – men uden liv.

Der er da noget der tyder på når strålingstrykket overstiger det gravitationelle træk i solen, at så forligger betingelserne også for at jorden kan blive blæst længere ud af selvsamme tryk.

Hej John,
Efter min mening er du inde på noget meget vigtigt med dine spørgsmål.
- Jeg tror at man i den kommende tid vil tage væsentlige kosmologiske spørgsmål op til overvejelse, bl. a. begrebet "tyngdekraft".
- Hvis solsystemet er cirka 4.6 mia. år, så må der givetvis være en kosmologisk foranderlig bevægelse i solsystemet hvor solens vind- og strålingseffekt påvirker - skubber til - alt andet i solsystemet, og når "tyngdekraften" er mindre end vind- og strålingeffekten, så må dette forhold naturligvis resultere i at alt uden for solen skubbes længere og længere ud i solsystemets omgivelser.
- Selv Månen fjerner sig mere og mere fra Jorden.
- Personlig tror jeg slet ikke på "tyngdekraften" som almindeligvis vedtaget, men dette kan vi måske vende tilbage til senere.
Hilsen Ivar

Der er da noget der tyder på når strålingstrykket overstiger det gravitationelle træk i solen, at så forligger betingelserne også for at jorden kan blive blæst længere ud af selvsamme tryk.

Kære John og Mike,
 
Igennem Solens udvikling (som gul dværg, se nedenfor) falder styrken af solvinden, mens Solens lysstyrke stiger. Det vil altså sige at trykket fra solvinden falder, men strålings trykket. Begge ændringer er dog forsvindende ift. evt. ændringer i Solens masse pga. solvinden. Jeg er derfor ikke bekendt med noget studie af disse fænomener, da størrelsen af den er langt mindre end de udsikkerheder der ellers findes i modellerne.
 
Solen er nu det vi kalder en gul dværg, der forbrænder brint til helium i dens kerne. Om ca. 4 milliarder vil den have brugt alt brintet i dens kerne. Strålingstrykket i stjernes vil derfor ikke balancere gravitationstrykket i stjernens indre og stjernen vil svulme op og blive til en rød kæmpe stjerne. På et tidspunkt vil den røde kæmpe stjerne skyde de yderste lag fra sig, evt. i en supernova eksplosion og derefter blive til en hvid dværg.
 
Det langt vigtigste for Jordens bane i denne udvikling er Solens masse. Når de yderste lag af stjernen bliver skudt væk falder massen og Jorden bane vil blive større.
 
Mvh.
Christoffer

Nu begynder vi at nærme os noget spændende. Kunne det tænkes at jorden så at sige når at flygte, istedet for at lade sig opsluge i solen når den svulmer til en rød kæmpe.

Kære John og Mike,
 
Igennem Solens udvikling (som gul dværg, se nedenfor) falder styrken af solvinden, mens Solens lysstyrke stiger. Det vil altså sige at trykket fra solvinden falder, men strålings trykket. Begge ændringer er dog forsvindende ift. evt. ændringer i Solens masse pga. solvinden. Jeg er derfor ikke bekendt med noget studie af disse fænomener, da størrelsen af den er langt mindre end de udsikkerheder der ellers findes i modellerne.
 
Solen er nu det vi kalder en gul dværg, der forbrænder brint til helium i dens kerne. Om ca. 4 milliarder vil den have brugt alt brintet i dens kerne. Strålingstrykket i stjernes vil derfor ikke balancere gravitationstrykket i stjernens indre og stjernen vil svulme op og blive til en rød kæmpe stjerne. På et tidspunkt vil den røde kæmpe stjerne skyde de yderste lag fra sig, evt. i en supernova eksplosion og derefter blive til en hvid dværg.
 
Det langt vigtigste for Jordens bane i denne udvikling er Solens masse. Når de yderste lag af stjernen bliver skudt væk falder massen og Jorden bane vil blive større.
 
Mvh.
Christoffer

selvom man skubber 100 milliarder gange forlidt, men gør det i 4,5 milliarder omgange eller år, så må det have en synlig effekt. Det må også bemærkes at solen drejer om sigselv, og derved må den skubbe til Jorden.  

så den beder vi lige Brian Laudrup sparke på plads :-)

Tror sgu' han er blevet for gammel. Og NEJ heller ikke Jon Dal.. Han kan ikke ramme den.. MEn prøv Benthler... Han ka'

Selvfølgelig skal månen med, den har heldigvis størrelse som en fodbold, så den beder vi lige Brian Laudrup sparke på plads :-)

Jeg takker for din uddybning ang solvind/stråling!! Men grundet vores sols størrelse og masse vil den givetvis ende sine dage med at svulme op og til sidst kollapse som en hvid dværg, er dette ikke sandt?? Groft sagt altså.. Dermed også sagt, at det "svind" solen oplever løbende igennem dens liv i form af stråling og udbrud ikke vil få den til at svinde ind til det rene ingenting. Er disse ikke resultatet af den fusion, der sker inde i kernen??
Måske en ung sol havde en langt større kerne aktivitet i forhold til nu?? Solen i sin barndom har vel været yderst aktiv. For mig lyder det logisk, at den har været en anelse tungere til at starte med, da den gennem fusion hele tiden mister energi. Så jo, mon ikke den dengang stærkere tiltrækningskraft har haft en betydning for jordens bane?? Så mangler der "bare" at finde ud af, hvordan historien ser ud i samme tidsrum for alle vores nabo planeter. Deres/vores indbyrdes påvirkning af hinanden har jo også en rolle i det regnestykke..
John: Jeg glemte helt en vigtig faktor mht til at ændre på jordens bane.. Ved brug af det førnævnte eksempel, så er der jo ikke taget højde for at jorden jo har en måne! Flyttede vi jorden fra dens nuværende kredsløb uden at tage månen med, ville det temmelig sikkert i sig selv betyde nået nær dommedag for livet på jorden som vi kender det.

Jeg synes at svaret er væsentlig dårligere end jeg havede håbet.
 
Det oprindelige spørgsmål lød.
 
Hvordan påvirker solvinden jordens bane omkring solen. Man kunne tro at jorden blev skubbet væk fra solen, langsomt men sikkert.
 
Svaret er kort at kraften fra solvinden er ca 433000 Newton, hvilket er for lidt til at have nogen effekt.
 
Det er muligvis rigtig at solvinden ikke har nogen effekt, men forklaringen tager ikke tiden med i betragtning og det er den langsigtede effekt jeg er interesseret i.
 
Samtidig står der en kommentar længere nede i teksten:
 
"Solvinden udøver et tryk på Jorden, men faktisk er presset fra Solens strålingstryk langt større."
 
Nu havde jeg i mit spørgsmål ikke været skarp nok til at nævne både soltryk og solvind, så jeg mangler stadig en redegørelse for om den samlede på virkning fra solen, solvind og lystryk har nogen effekt på jordens bane på lang sigt, ikke i et fem minutters interval men over millioner af år. 
Denne type misforståelse mellem lægmand og fagmand, ser man ofte fordi fagmandens vokabularium ofte har et andet og mere prcist indhold end dagligdags sprog.  Ånden i mit spørgsmål går på om solen udover sit velkendte træk også giver et skub, der har eller kan have en effekt i det lange løb.
 
Spørgsmålet er inspireret af andre kendt forhold og hypoteser som:
 
- Akkumuleret virkning over mange år kendes fra månens recess fra jorden grundet tidevandskræfter.
Effekten her er få cm pr år.
 
- Det har været fremført andet steds, at hvis man kunne få kontrol over et minder himmellegeme kunne man bruge det til at hive jorden ud i en bane længere væk fra solen og således undgå at brænde op, nå solen engang svulmer op.
En effekt igen på få cm pr år, men åbenbart tilstrækkeligt i det lange løb.
 
Jeg håber at vi kan lade Christoffer Karoff komme til orde igen.

Har læst en ligende artikel, som berettede om at bruge et fremmed himmellegeme til at forhindre jorden i at blive opslugt af solen. Måske vi har læst samme artikel?? 
Her snakkede en amerikansk forsker (hvis navn jeg desværre ikke husker) om, at man kunne bruge en af de utallige store asteroider fra kuiper bæltet til at ændre jordens bane om solen i takt med at solen svulmer op og bliver til en hvid dværg. 
Kort fortalt går ideen ud på at ændre en asteroides kredsløb fra dens nuværende med missiler til et kredsløb fra jorden til jupiter. I et sådant kredsløb vil asteroiden kunne "overfører" energi fra jupiter til jorden gennem tyngdekraft. Det der vil ske er, at jorden vil blive trukket ud af sin bane og væk fra jorden mens jupiter vil blive trukket nærmere solen. Konceptet var ifølge forskeren bag holdbart, selv med nutidig teknologi. Udførelsen ville ifølge deres beregninger tage ca 6000 år for at bringe jorden ud i en ny sikker bane om solen.
Der er dog en alvorlig hage ved denne ide... Ingen ved præcis hvordan det ville påvirke hele solsystemet, hvis en dominerende spiller som jupiter bliver flyttet ud af sin bane! Kunne sagtens destabilisere hele systemet i en grad så jorden alligevel møder sit endelige..
Det er interessant forskning og også en god ide at være på forkant med!! Fordi selvom solen ikke forventes at slutte sin livs cyklus før om ca 4.5 mia år.. Så ville jorden med sikkerhed være historie blot lang tid før da grundet solens svulmen.

Tak for detaljerne i eksemplet på en gradvis ændring af jordens bane omkring solen, vha. gravitationelle kræfter, der synes at bekræfte at der er mulighed for langsom ændring af jordbanen.
Der mangler så blot en redegørelse for solvindens+stråletrykkets samlede påvirkning af jordbanen over lang tid, ikke mindst når stråletrykket nu er så meget større end solvinden.
Hvis sol-jord systemet er i en slags ligevægt kunne man fx. søge virkningen af en spontan fordobling af det kombinerede tryk. Hvormeget vil banen ændres ?

Kære John og Mike,
Strålingstrykket fra Solen på Jorden er omkring 1000 gange så stor som trykket fra solvinden, men stadig er de begge alt for små til at have nogen målbar betydning. Den kraft der er væsentlig i Sol-Jord systemet er Solens tiltrækningskraft på Jorden, den er på omkring 3.5*10^22 Newton, altså mere en 100 milliarder gange så stor som den samlet kraft from Solens strålingstryk og solvinden.
Solvinden kunne dog indirekte tænkes, at have haft en effekt på Jordens bane. Med solvinden taber Solen hele tiden en lille smule masse og fordi solvinden omkring den unge Solen (for over 4 milliarder år siden) var væsentlig strækkere end solvinden er i dag, så kunne Solens massetab også tænkes, at have være meget større for den unge Sol. Med andre ord, måske var den unge Sol en lille smule mere massiv end den Sol vi kender i dag, netop pga. solvinden. En mere massiv Sol ville have en større tiltrækningskraft på Jorden og Jorden kunne derfor have befundet sig lidt tætter på Solen og året været lidt kortere.
Dette ved bliver dog at være spekulation, da vi ved meget lidt om den unge Sols massetab, men det er en af de ting der forskes meget intens i.
Teoretisk er det muligt at bruge asteroider til at ændre Jordens bane og vi kan nok også god finde ud af at beregne hvad effekten ville blive. Der hvor jeg ser problemet, er i at ændre asteroidernes bane præcist nok.
Mvh. Christoffer

Jeg synes at svaret er væsentlig dårligere end jeg havede håbet.
 
Det oprindelige spørgsmål lød.
 
Hvordan påvirker solvinden jordens bane omkring solen. Man kunne tro at jorden blev skubbet væk fra solen, langsomt men sikkert.
 
Svaret er kort at kraften fra solvinden er ca 433000 Newton, hvilket er for lidt til at have nogen effekt.
 
Det er muligvis rigtig at solvinden ikke har nogen effekt, men forklaringen tager ikke tiden med i betragtning og det er den langsigtede effekt jeg er interesseret i.
 
Samtidig står der en kommentar længere nede i teksten:
 
"Solvinden udøver et tryk på Jorden, men faktisk er presset fra Solens strålingstryk langt større."
 
Nu havde jeg i mit spørgsmål ikke været skarp nok til at nævne både soltryk og solvind, så jeg mangler stadig en redegørelse for om den samlede på virkning fra solen, solvind og lystryk har nogen effekt på jordens bane på lang sigt, ikke i et fem minutters interval men over millioner af år. 
Denne type misforståelse mellem lægmand og fagmand, ser man ofte fordi fagmandens vokabularium ofte har et andet og mere prcist indhold end dagligdags sprog.  Ånden i mit spørgsmål går på om solen udover sit velkendte træk også giver et skub, der har eller kan have en effekt i det lange løb.
 
Spørgsmålet er inspireret af andre kendt forhold og hypoteser som:
 
- Akkumuleret virkning over mange år kendes fra månens recess fra jorden grundet tidevandskræfter.
Effekten her er få cm pr år.
 
- Det har været fremført andet steds, at hvis man kunne få kontrol over et minder himmellegeme kunne man bruge det til at hive jorden ud i en bane længere væk fra solen og således undgå at brænde op, nå solen engang svulmer op.
En effekt igen på få cm pr år, men åbenbart tilstrækkeligt i det lange løb.
 
Jeg håber at vi kan lade Christoffer Karoff komme til orde igen.

Har læst en ligende artikel, som berettede om at bruge et fremmed himmellegeme til at forhindre jorden i at blive opslugt af solen. Måske vi har læst samme artikel?? 
Her snakkede en amerikansk forsker (hvis navn jeg desværre ikke husker) om, at man kunne bruge en af de utallige store asteroider fra kuiper bæltet til at ændre jordens bane om solen i takt med at solen svulmer op og bliver til en hvid dværg. 
Kort fortalt går ideen ud på at ændre en asteroides kredsløb fra dens nuværende med missiler til et kredsløb fra jorden til jupiter. I et sådant kredsløb vil asteroiden kunne "overfører" energi fra jupiter til jorden gennem tyngdekraft. Det der vil ske er, at jorden vil blive trukket ud af sin bane og væk fra jorden mens jupiter vil blive trukket nærmere solen. Konceptet var ifølge forskeren bag holdbart, selv med nutidig teknologi. Udførelsen ville ifølge deres beregninger tage ca 6000 år for at bringe jorden ud i en ny sikker bane om solen.
Der er dog en alvorlig hage ved denne ide... Ingen ved præcis hvordan det ville påvirke hele solsystemet, hvis en dominerende spiller som jupiter bliver flyttet ud af sin bane! Kunne sagtens destabilisere hele systemet i en grad så jorden alligevel møder sit endelige..
Det er interessant forskning og også en god ide at være på forkant med!! Fordi selvom solen ikke forventes at slutte sin livs cyklus før om ca 4.5 mia år.. Så ville jorden med sikkerhed være historie blot lang tid før da grundet solens svulmen.

Kære John, da jeg læste din mail med spørgsmålet, gik jeg ud fra, at ordlyden var den samme, som i den første mail, du sendte. Sådan lød det på din formulering. Derfor gik jeg ikke tilbage i gemmerne for at se, hvad du oprindeligt spurgte om.
Jeg hører lige Karoff ad, om han kan svare på dit oprindelige spørgsmål og lægge svaret ind som en uddybning i debatfeltet nedenfor.
Bedste hilsner, Sybille Hildebrandt

Jeg synes at svaret er væsentlig dårligere end jeg havede håbet.
 
Det oprindelige spørgsmål lød.
 
Hvordan påvirker solvinden jordens bane omkring solen. Man kunne tro at jorden blev skubbet væk fra solen, langsomt men sikkert.
 
Svaret er kort at kraften fra solvinden er ca 433000 Newton, hvilket er for lidt til at have nogen effekt.
 
Det er muligvis rigtig at solvinden ikke har nogen effekt, men forklaringen tager ikke tiden med i betragtning og det er den langsigtede effekt jeg er interesseret i.
 
Samtidig står der en kommentar længere nede i teksten:
 
"Solvinden udøver et tryk på Jorden, men faktisk er presset fra Solens strålingstryk langt større."
 
Nu havde jeg i mit spørgsmål ikke været skarp nok til at nævne både soltryk og solvind, så jeg mangler stadig en redegørelse for om den samlede på virkning fra solen, solvind og lystryk har nogen effekt på jordens bane på lang sigt, ikke i et fem minutters interval men over millioner af år. 
Denne type misforståelse mellem lægmand og fagmand, ser man ofte fordi fagmandens vokabularium ofte har et andet og mere prcist indhold end dagligdags sprog.  Ånden i mit spørgsmål går på om solen udover sit velkendte træk også giver et skub, der har eller kan have en effekt i det lange løb.
 
Spørgsmålet er inspireret af andre kendt forhold og hypoteser som:
 
- Akkumuleret virkning over mange år kendes fra månens recess fra jorden grundet tidevandskræfter.
Effekten her er få cm pr år.
 
- Det har været fremført andet steds, at hvis man kunne få kontrol over et minder himmellegeme kunne man bruge det til at hive jorden ud i en bane længere væk fra solen og således undgå at brænde op, nå solen engang svulmer op.
En effekt igen på få cm pr år, men åbenbart tilstrækkeligt i det lange løb.
 
Jeg håber at vi kan lade Christoffer Karoff komme til orde igen.

Netop i dag henviser http://www.spaceweather.com/
tilfældigvis til en artikel:
http://science.nasa.gov/science-news/science-at-nasa/2010/16jul_ilws/
der omtaler samme emne.