Skal man skrue ned for radiatoren, når man lufter ud?
CLASSIC: Giver det mening at slukke for varmeapparatet, hvis man lufter ud i et kvarters tid, eller er det billigere at lade det være tændt?
Radiator slukkes udluftning økonomi

Giver det mening at skrue ned for radiatorerne, når vinduet står åbent, eller er det bedre at have dem indstillet på en jævn temperatur hele tiden? (Foto: Shutterstock)

»Nu bliver jeg nødt til at spørge jer for at få lidt husfred. Hvem har ret?«

Sådan en indledning på en e-mail er svær at ignorere. Spørg Videnskaben elsker at afgøre tvister mellem uenige parter – og hvis vi oven i købet kan skabe fred i et parforhold i processen, er det jo kun en ekstra bonus.

Mailen kommer fra Marlene Høj, som skriver:

»Min kæreste lukker ikke for radiatorerne, når han lufter ud. Der er termostater på dem, så de varmer for fulde drøn. Ofte lufter vi ud i 10-15 minutter ad gangen. Han mener at have hørt, at det ikke kan betale sig at lukke for radiatorerne, fordi de i mellemtiden bliver kolde, og at det derfor koster mere at lukke og tænde radiatorerne, end det gør at lade dem være tændt.«

»Jeg er derimod af en anden mening. Radiatorerne skal slukkes, når der luftes ud, fordi der er termostat på. Ergo bliver de drønvarme, når vinduerne er åbne – og det er jo faktisk penge ud ad vinduet.«

LÆS OGSÅ: Forskere: Skru op for varmen og spar penge

Mange faktorer påvirker svaret

Spørg Videnskaben Classic

En gang om ugen genudgiver vi de bedste spørgsmål fra vores Spørg Videnskaben-arkiv. 

Dette svar blev bragt første gang d. 11. februar 2013.

Marlene beder om et svar, ikke bare for husfredens skyld, men også for pengepungen og planetens. Det er jo en noget stor opgave, men måske er den mulig at løse med hjælp fra landets klogeste hoveder.

I dette tilfælde sidder de fleste på Statens Byggeforskningsinstitut under Aalborg Universitet, hvor forskerne blandt andet undersøger, hvordan vi bedst sparer på energien i vores hjem.

Seniorforsker på afdelingen for energi og miljø, Kim Wittchen, har dog lidt svært ved at aflevere et knivskarpt svar. Der er nemlig mange faktorer, der spiller ind, når man skal afgøre, om det giver mening at skrue ned for termostaten, når man lufter ud:

  • Hvilken type termostat er det? (Enkelte lukker selv ned, når vinduet står åbent.)
     
  • Hvor sidder termostaten i forhold til vinduet? Er den så langt væk, at den ikke vil registrere temperaturskiftet lige inden for vinduet?
     
  • Hvor lang tid lufter man ud? (Det gør en forskel for temperaturen i rummet, om man lufter ud i 5 minutter eller 30.)
     
  • Hvilken radiator er det? (Gamle radiatorer indeholder meget vand og når ikke at afkøle, hvis vinduet står åbent i forholdsvis kort tid.)

LÆS OGSÅ: Sådan får du et godt indeklima derhjemme

Forskeren skruer selv ned for varmen

For at gøre det endnu mere kompliceret, er der ikke lavet undersøgelser, der gør det muligt at sætte præcise grænser, f.eks. for hvor langt termostaten skal stå fra vinduet for at undgå at blive påvirket af kulden, eller hvornår et varmeapparat er så gammelt og indeholder så meget vand, at man lige så godt kan lade være med at slukke for det.

Men inden det hele bare ender som en omgang varm luft, beder vi Kim Wittchen om lidt mere konkret information.

Hvad gør du selv derhjemme?

»Når jeg lufter ud, så slukker jeg, men det handler om, at mine radiatorer sidder tæt på vinduet, så de mærker kulden ret hurtigt.«

Men bruger du så ikke bare ekstra varme på at varme apparatet op igen, eller holder vandet i radiatoren varmen?

»Hvis det kun er 10-15 minutter, så betyder det nok ikke så meget. Men igen er der altså mange faktorer, der spiller ind, så det er svært at sige,« lyder det fra Kim Wittchen.

LÆS OGSÅ: Vidunderpulver skal formindske varmeregning

Det koster måske lidt ekstra at holde varmen tændt

Det virker som en gåde uden løsning, men der er et lille ekstra lod, som skal lægges i den side af vægtskålen, der hælder mod at slukke for varmen, mens man lufter ud.

Kim Wittchen nævner, at hvis varmeapparatet arbejder for fulde drøn, f.eks. hvis man lader det være tændt, mens vinduet står åbent, så strømmer noget af varmen så hurtigt gennem radiatoren, at man reelt sender varmt vand tilbage til fjernvarmeværket.

De fleste værker kræver ifølge forskeren betaling for at køle vandet ned igen, og på den måde betaler man både ekstra for at sende varme ud af rummet og ekstra for at få kølet vand ned af værket.

Alt i alt virker det, som om de fleste lodder ligger i Marlenes skål: Det giver mening at slukke for varmeapparaterne, mens man lufter ud. Men trods alt kun, hvis radiatoren… eller termostaten… eller vinduet…

LÆS OGSÅ: Fjernvarme kan hentes dybt i Danmarks undergrund

Ekstraordinær forsendelse på vej

For at gøre lidt ekstra for husfreden, sender vi i dagens anledning to T-shirts som tak for spørgsmålet; så er der enten én til hver eller to til Marlenes kæreste, så han kan holde varmen, hvis Marlene får lov at skrue ned for varmen, mens de lufter ud.

Også en varm tak til Kim Wittchen for at bringe os lidt nærmere et svar.

Husk, at du kan finde mange flere spørgsmål i Spørg Videnskabens arkiver. Du kan også købe én af vores tre bøger – Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet? og Hvorfor må man ikke sige neger? med en række af de bedste svar.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud