Annonceinfo

Kan vand blive for gammelt?

Spørg VidenskabenCLASSIC: En halv flaske vand har ligget i køleskabet i månedsvis. Og der er stadig en smule vand i kanden, som har stået på bordet siden sidste uge. Vandet ser jo fint ud. Men kan det drikkes?

En flaske vand på en varm sommerdag kan være som sendt fra himlen. Og selv hvis det er gammelt, kan det som regel godt drikkes alligevel. (Foto: Colourbox)

Normalt ville tanken ikke have strejfet dig, men i dag er det nødvendigt. Din air-condition er død, og selv med vinduerne åbne er der mindst 30 grader inde i bilen.

Du var allerede ret tørstig, da du satte dig ind for en halv time siden. Nu er munden en ørken, og trafikken står helt stille. I dette tempo er der mindst en time til den næste butik.

Men noget glimter forførende fra den anden side af bilen. I døren ved passagersædet står næsten en halv liter vand. Der har den stået i over tre måneder. Dengang tog du blot en tår eller to, før du skruede låget på igen.

Det store spørgsmål er derfor:

Kan du drikke resten nu?

Vand holder i evigheder

Svaret er ja, siger Truls Krogh, afdelingsleder på Afdeling for vannhygiejne ved Norges nationale sundhedsinstitut, Folkehelseinstituttet.

»Hvis vandet er dækket til og af god kvalitet, kan det i princippet stå i tusind år,« siger han.

Det gælder også vand, der er tappet fra vandhanen.

»Der skal være meget lidt organisk materiale i vandet, men det meste drikkevand opfylder dette krav. Så længe det er opbevaret i en lukket flaske, som ikke afgiver stoffer, kan det stå i årevis, uden at det bliver farligt at drikke det,« siger Krogh - og det gælder også, selvom flasken allerede har været åbnet, og du har drukket direkte af den.

Hvorfor datomærkning på vand?

Det er jo opløftende nyheder for alle, som har en tendens til at glemme halvtømte vandflasker i sportstasken. Kroghs forsikringer fremkalder imidlertid et andet spørgsmål:

Hvis vandet ikke bliver for gammelt, hvorfor er der så holdbarhedsdato på de flasker, man køber i butikken?

Fakta

Spørg Videnskaben Classic

En gang om ugen 'genudsender' vi artikler fra vores brevkasse Spørg Videnskabens arkiver.

Denne blev oprindelig bragt på Videnskab.dk 13. oktober 2011.

»Det bunder nok i bureaukratiske bestemmelser,« mener Krogh.

Og så er der det med smagen. Bare fordi vandet kan drikkes, betyder det ikke, at det stadig smager godt.

Drikkeligt vand kan godt smage af olie

Vand, som opbevares i plastikflasker, kan efterhånden få en underlig smag, fortæller Krogh. For selv om plastikken er tæt nok til at holde på vandet, er den ikke helt uigennemtrængelig.

»Der vil altid være andre duftstoffer, for eksempel i et køleskab. De kan altid trænge ind i flasken og give vandet en fremmed smag. Hvis du opbevarer vandflasker i garagen, kan du endda opleve, at vandet smager af olie,« siger Truls Krogh.

Vand bliver aldrig for gammelt

Om du så falder over en flaske vand fra stenalderen, ville der ikke være noget i vejen for at tage en tår.

»Vandet vil ikke være farligt at drikke, men det kan meget vel smage dårligt,« siger Krogh, som vurderer, at det er en del af årsagen til de datomærkede vandflasker.

»Hvis de har været opbevaret uheldigt, vil de kunne få en dårlig smag, og det kan jo skade producentens omdømme,« siger han.

Katastrofelager bør være fyldt på glas

Skulle du i øvrigt finde en meget gammel vandflaske i kælderen, er det nok mest sandsynligt, at den er lavet af glas. I modsætning til plastic er glasset uigennemtrængeligt for duftstoffer. Dermed øges chancen for, at flasken har holdt på den gode smag.

Så hvis du er den nervøse type, som gerne vil gemme nogle liter H2O i tilfælde af verdens undergang, bør du investere i nogle gode glasflasker.

»Du behøver ikke at sterilisere dem,« siger Krogh.

Bare fyld vand fra hanen på nogle grundigt rengjorte glasflasker og luk dem godt til. Så vil vandet holde resten af dit liv og mere til.

Hvad med et gammelt vandglas?
Hvis der er låg på, kan vandet i flasker som disse holde i årevis. Den gode smag er dog ikke nødvendigvis bevaret. (Foto: Colourbox)

Vi kan altså trygt drikke løs af vandflasker, selv om de har stået længe. Men hvad med beholdere uden låg? Kan du drikke af det glas, som har stået ved siden af sengen siden onsdag i sidste uge, eller af den ugegamle kande vand, som stadig står på bordet i mødelokalet?

Igen er svaret ja, fortæller Truls Krogh.

»Det vil nok smage kedeligt, men det vil ikke være farligt,« siger han.

Selv uden låg kan vandet drikkes i flere uger eller måneder efter, forudsat at ingen har forurenet det med snavsede fingre eller bakteriebefængt spyt. Og selv hvis nogen havde sendt et kraftigt nys af sted ned i glasset, er det ikke sikkert, at vandet beholder smittefaren.

»Meget få af sygdomsbakterierne kan leve i rent vand. Efter noget tid, vil de alle være døde.«

»Men hvis der er nok næringsstoffer i vandet, vil der være skadelige bakterier, som kunne trives. I en tulipanvase vil der for eksempel være en bakterievækst, som man ikke bør indtage,« siger Truls Krogh.

Udækket vand vil blive for gammelt

Selv rent vand kan efterhånden blive udrikkeligt, hvis det står udækket. I løbet af nogle uger eller måneder vil vandet være blevet forurenet af støv, som kan levere livsgrundlaget for mikroorganismer.

Men hvis du skyller kanden fra mødebordet og fylder nyt vand på fra vandautomaten, selv hvis det har været lukket inde i beholderen i et halvt år, er du således på den sikre side.

Krogh fortæller, at han selv sagtens kan drikke gammelt vand.

»Vi har en hytte af den gamle slags, uden rindende vand. Hvis der er vand tilbage, når vi tager hjem igen, lader vi det stå en måned eller to til næste gang, vi kommer,« siger han.

Og hvis selveste direktøren for vandhygiejne på det norske folkesundhedsinstitut kan, så kan vi vel også.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

"Om du så falder over en flaske vand fra stenalderen,"

-Det kræver nok at du først falder over en flaske fra stenalderen^^

Re: Afgiver plasticflasker sundhedsskadelige stoffer?

Stort set alle vand og sodavands-flasker af plastic, indeholder problematiske plasttyper.
De er mærket med en trekant dannet af tre pile, hvor der står 01, 03 eller 07 i midten. De tre numre står for henholdsvis: PET, PVC og polycarbonat, som alle er problematiske plasttyper.

På "forbrugerkemi.dk", kan man se en liste over drikkedunke uden farlig kemi.

Sundhedsfarer i vores materiale-syntetiske samfund?

Det er ulogisk og irrationelt, at det i et veloplyst (?) videnssamfund er tilladt, at benytte materialer, der indeholder og forurener ikke kun miljøet men også vore fødevarer med sundhedsskadelige stoffer.
F.eks. benyttes blødt plasticfolie til indpakning af bl.a. varme frikadeller. Ved den højere temperatur, som de varme frikadeller har, vil der være en mere effektiv udtrækning af stoffer fra det materiale, som benyttes til indpakning.

-- Fremtiden?
Hvilken virkning vil vores efterhånden meget materiale-syntetiske dagligdag have på fremtidens generationer?
Vil et par graders global temperaturstigning blive langt overskygget af meget mere alvorlige problem-udfordringer med at redde menneskets eksistens på den planet, der kaldes Jorden og som bevæger sig omkring den nærmeste stjerne kaldet Solen?

Ja, der er nok at tage fat på for de emnerelevante nye ministre.

Hilsen fra
Louis Nielsen

Re: legionella

For at man kan få en legionella-infektion, skal "vanddampene" - det er faktisk ikke dampe, men aerosol (de fine dråber, som er større end damp, som dråberne i støvregn eller fra en spayflaske) - ned i lungerne.

Dette er vanskeligt - næsten umuligt - at opnå (skidt metode til selvmord :) ), hvis man blot drikker vandet og legionellainfektioner forekommer da også normalt som følge af, at man har taget brusebad i inficeret vand.

Legionella udvikles for det meste i varmtvandssystemer, hvor der er blinde rørender (dvs. lukket i den ene ende), typisk fordi et eller flere rør er blevet omlagt og overflødige rør er afskåret og tilproppet i en vis afstand (halve eller hele meter) fra en større rørstamme, fordi det var nemmest at komme til der. I disse lune rørstumper med næsten stillestående vand, som stadig har forbindelse til resten af rørsystemet, lever legionella et velnæret og godt liv, lykkeligst når temperaturen er 35-45°C, men helt ned til 20 og op til 50-55°. De kan selvfølgelig også trives i andet stillestående vand, når temperaturen er passende.

Det første udbrud kom efter en kongres for militærveteraner (deraf navnet 'legion'-ella) på et ældre hotel, som en senere undersøgelse netop viste sig havde et antal blinde rørender i varmtvandssystemet.

Jeg husker ikke længere alle detaljerne, men der var en grundig redegørelse for problemerne, og - specielt - hvordan man undgår legionella, i et vandfagblad, jeg faldt over for en del år siden og interesseret læste for at få viden om, hvordan min famile kunne undgå legionella.

Mht. vands alder, erindrer jeg, at da vi boede i Uggeløse nær Lynge var det lokale vandværksvand isotopisk bestemt til at være omkring 15.000 år gammelt, smeltevand i et isfaldshul fra sidste istid.

Re: Afgiver plasticflasker sundhedsskadelige stoffer?

Ja.

Blødgøringsmidler i plastic trækkes langsomt ud i vandet, men hovedsageligt fra bløde plastics. Jo blødere, des flere blødgøringsmidler (navnet siger det). Hårde/sprøde plastbeholdere afgiver meget lidt, eftersom de jo indeholder meget lidt blødgøringsmiddel.

En ukendt andel af dem er (næsten sikkert) sundhedsskadelige i større mængder, mistænkt for hormonelle forstyrrelser. Glasflasker er sikre.

legionella

Hvad med Legionella pneumophila (legionærsyge) der jo en bakterie der vokser i vand. Den trives bedst ved temperaturer mellem 20 og 45 grader celsius? Det er primært en lungeaffektion, men der kommer jo også vanddamp ved drikning?

Afgiver plasticflasker sundhedsskadelige stoffer?

Drikkevarer i plasticflasker (eller andre beholdere af kunststoffer) kan ofte smage af plasticlignende stoffer.
Altså må der blive afgivet nogle stoffer til den væske, der er i plasticflaskern.

Spørgsmålet er om de stoffer, der er blevet afgivet til drikkevaren er sundhedsskadelige, hvis ikke på kort sigt, så på lang sigt?

Hilsen fra
Louis Nielsen

Snegle

Snegle som puttes i vand i plastflasker udvikler kønsforstyrelser.

Seneste fra Spørg Videnskaben

Grønlandske stemmer

Aviaja

»Det er vigtigt, at lokalbefolkningen uddanner sig, for bedre at være en del af udviklingen og bedre kunne tjene penge på viden i stedet for at tjene penge på tønder af olie«

Aviaja Lyberth Hauptmann, ph.d.-studerende på DTU.

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Spørg videnskaben

Videnskaben kan ikke svare på alt - men vi forsøger alligevel.

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra tyske verber til nanorobotter og livets oprindelse.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-t-shirt.
Spørgsmål og svar offentliggøres her på siden. Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg