Vi tager os instinktivt til det sted, der gør ondt. Det er der formentlig en rigtig god grund til. (Foto: Colourbox)

Lasse Boesen gør det. Lionel Messi gør det. Caroline Wozniacki gør det også - ligesom alle glade amatører, som falder og slår sig rundt omkring på sportsbaner verden over:

De gnider på det ømme sted, når de er blevet sparket, slået eller på anden måde er kommet til skade.

Men hvorfor egentlig? Mette L. Klenum skriver:

»Nu er der håndbold i tv, og når herrerne slår sig, så gør de nøjagtig som jeg selv: tager sig til det smertende sted og gnubber. Umiddelbart kan det føles lindrende, men hvad gør det godt for, og er det i virkeligheden lindrende?«

Svar findes i revolution af forskning

Spørg Videnskaben kaster bolden videre til Lars Arendt-Nielsen, én af verdens førende forskere inden for smerteforskning. Han forsøger at trække tempoet ud af spillet ved at trække tiden - helt tilbage til midten af forrige århundrede.

I 1965 kom en ny smerteteori, der på dansk blev kaldt Port-kontrol-teorien (på engelsk 'Gate Control Theory'), som blev formuleret af psykologerne Patrick Wall og Ronald Melzack (Melzack, R. and P. D. Wall. 1965. Pain Mechanisms: A New Theory. Sci. 150:171-179).

»Det skulle vise sig, at den teori revolutionerede smerteforskningen.«

»Man gik fra den holdning, at smertesystemet var et statisk system - ligesom ledninger i en gammel telefoncentral, der ikke kunne undergå forandringer - til en hypotese om, at smertesystemet var dynamisk og kunne ændres, afhængig af de forskellige input, det modtog,« fortæller Lars Arendt-Nielsen, professor på Center for Sanse-Motorisk Interaktion på Aalborg Universitet.

Berøring bremser smerte-signaler

Kort fortalt forklarer Port-teorien, hvordan nervefibre opfører sig. Inde i rygmarven leder de information op til hjernen om påvirkninger som vibration, tryk og berøring på huden. Det sker ved, at de kobler sig på de samme neuroner, som bringer information til hjernen om smerte.

Kløe opfører sig på mange måder som smerte

- Lars Arendt-Nielsen

»Det fantastiske ved teorien var, at de mekaniske nervefibre skulle virke negativt eller hæmmende, når de koblede sig til neuronerne. De skulle altså bremse neuronets aktivitet og på den måde hæmme den smerteinformation, der bliver ledt op til hjernen,« forklarer Lars Arendt-Nielsen.

Pludselig er tempoet tilbage i spillet: Tryk på - eller bare berøring af - huden gør altså reelt, at vi oplever mindre smerte.

»Og det er altså også den umiddelbare forklaring på, hvorfor det virker smertehæmmende, når man ryster, trykker eller gnubber et område, man har slået. Vi har simpelthen lært gennem livet, at det er med til at reducere smerten,« konstaterer Lars Arendt-Nielsen.

Forklarer akupunktur - og måske middel mod kløe

Wall og Melzacks tanker gjorde det muligt at finde ud af, hvorfor f.eks. akupunktur virker ved at påvirke de mekaniske nervefibre. Det blev også muligt at gøre smerte mindre ved at behandle en patient med små elektriske stød, kaldet TNS (transkutan nervestimulation).

Port-teorien er senere blevet udviklet og raffineret, men ifølge Lars Arendt-Nielsen læner forskere sig stadig op ad de fundamentale observationer af aktiviteter i den særlige type nervefibre, som får os til at føle mindre smerte. 

»Som kuriosum kan i øvrigt nævnes, at kløe på mange måder opfører sig som smerte og kan hæmmes af de samme aktiviteter. Men vi ved endnu ikke, hvilke neurofysiologiske mekanismer, der ligger til grund,« tilføjer professoren.

Vi takker ydmygt for det hurtige og kvikke oprids af mange års smerteforskning og sender Videnskab.dk's fineste rød/hvide vinder-t-shirt af sted til Mette som tak for spørgsmålet.

Du kan læse flere svar i Spørg Videnskaben eller selv stille spørgsmål ved at sende en mail til redaktionen@videnskab.dk