Hvornår blev hvide mennesker hvide?
En læser er træt af sin blege skandinaviske hud. Hun vil gerne vide, hvorfor og hvornår hendes forfædre stoppede med at være chokoladefarvede.
Siden mennesket forlod Afrika, har hudfarven tilpasset sig de nye vilkår under en mindre kraftig sol. Det betyder, at europæere i dag er lyse i huden. Men overgangen fra mørk til lys fandt sted for meget kortere tid siden, end man umiddelbart skulle tro. (Foto: Colourbox)

 

Charlotte fra København er ked af sin teint. Hver sommer forsøger hun at få lidt mere kulør, men lækker lysebrun bliver hun aldrig. Det er hun stærkt utilfreds med, og hun har derfor skrevet til Spørg Videnskaben:

»Hvis vi nu alle sammen stammer fra Afrika, må vi vel have været mørke i huden en gang. Hvornår blev vi så lyse, og hvorfor i alverden gjorde vi egentlig det?«

Her på redaktionen sidder en gruppe blege journalister, der har set alt for lidt sommer i år. Vi synes Charlottes spørgsmål er mægtigt spændende.

Derfor har vi sendt det videre til professor i evolutionsstudier ved Aarhus Universitet Peter C. Kjærgaard for at få en redegørelse.

»Det er et utroligt interessant spørgsmål, der rummer nogle sjove evolutionære overraskelser, men også nogle relevante raceperspektiver,« siger professoren æggende, inden han griber Charlottes blege hånd og tager hende og os andre på en tidsrejse tilbage til menneskehedens oprindelse.

Chimpanser ligner europæere

For fem til syv millioner år siden blev vores slægtslinje skilt fra chimpansernes.

Selvom chimpanser ser mørke ud, er de blege under deres sorte pels. Det var vores tidligste forfædre også.

Langsomt, men sikkert begyndte vores forfædre dog at smide pelsen, hvilket overraskende skete for at beskytte dét, som adskiller os mest fra de andre primater – hjernen.

»I takt med at vores hjerner udvikler sig, bliver de også mere følsomme over for varme. En stigning på blot 4 - 5 grader i kroppen giver os hedeslag eller får os til at besvime. Derfor var det vigtigt for vores forfædre, at de i langt højere grad kunne komme hurtigt af med varme. Det gjorde de blandt andet ved at smide pelsen,« fortæller Peter C. Kjærgaard.

Varme fik mennesker op på to ben

Vores forfædre begyndte også at gå oprejst. Derved blev deres overfladeareal, der var udsat for Solens stråler, mindre, og de fik også lidt mere luft om ørene.

Desuden udviklede de flere svedkirtler, så de mere effektivt kunne komme af med varmen.

Efterhånden som den oprejste gang og det varmetransporterede system blev perfektioneret, blev vores forfædre gradvist bedre egnede til at jage.

De kunne løbe længere og komme af med varmen samtidig. Det gjorde dem i stand til at begynde at jage dyr på den åbne savanne.

Men så opstod balladen.

»Da vores forfædre bevæger sig væk fra skovene og ud på savannen, støder de på et nyt problem – solen. Vores blege hud var fin nok under trækronernes beskyttende tag, men på savannen var solen meget kraftigere,« fortæller Peter C. Kjærgaard.

Folinsyre bliver nedbrudt af solen

Fakta

Folinsyre er nødvendigt for blandt andet at omdanne en række aminosyrer i kroppen. Desuden bruges folinsyre til komponenter i DNA og RNA og til produktionen af de røde blodlegemer. Under graviditeten har fostret brug for en masse folinsyre til at danne celler. Folinsyremangel kan lede til alvorlige fosterskader, herunder rygmarvsbrok. Folinsyre nedbrydes i huden af Solen, og desuden nedbrydes det langsomt i kroppen og skal fornys gennem kosten regelmæssigt.

Som mange nordeuropæere ved, så er stærk sol og bleg hud en dårlig kombination. Det var det også for vores forfædre for flere millioner år siden.

Solens kraftige stråler nedbryder hurtigt kroppens folinsyre, hvilket går ud over sædproduktionen samt fosterdannelsen. Det stikker en pind i hjulet på hele vores arts overlevelsesmuligheder.

»Det var præcis den samme problematik dengang, som det er i dag. Derfor udviklede vores forfædre for omtrent 2,5 til 1,5 millioner år siden en mørkere hud for at mindske nedbrydningen af folinsyren i kroppen. Det sker samtidig med, at Homo-slægten opstår,« forklarer Peter C Kjærgaard.

De første europæere var mørke

Den mørke hud var glimrende til at beskytte vores forfædre på savannen under den afrikanske sol. Men som alle nok ved, blev de tidligere slægtninge ikke ved med at være bosat i kun Afrika.

For 1,8 millioner år siden bevæger den første bølge af vores forfædre sig ud af Afrika – slægten Homo erectus.

Efter Homo erectus forlod Afrika, skulle man tro, at deres hud blev lysere, efterhånden som solens stråler blev mindre kraftige, men det var ikke tilfældet.

»Både Homo erectus, Homo habilis og Homo heidelbergensis har formentlig været mørke i huden. De blev ikke lysere, efter de forlod Afrika. Det store spørgsmål er jo så, hvorfor Homo sapiens blev det,« lokker Peter C. Kjærgaard os videre i fortællingen.

D-vitamin gjorde hvide mennesker hvide

En gængs forklaring på hvorfor hvide mennesker er hvide, er knyttet til produktionen af D-vitamin i kroppen.

Optagelsen af D-vitamin stiger, jo lysere huden er, når den udsættes for Solens stråler. Derfor giver det også god mening, at vores forfædre blev lysere, jo længere de bevægede sig nordpå, hvor solens stråler var svagere og ikke i sammen grad var i stand til at omdanne den fornødne D-vitamin i en mørk hud.

Det er bare ikke hele svaret, fortæller Peter C. Kjærgaard.

»Vores diæt har i hundredetusinder af år bestået af masser af vildt, fisk og planter med et højt indhold af D-vitamin. Derfor behøvede vores forfædre slet ikke at skifte hudfarve for at få D-vitamin nok. Det sjove er så: Det gjorde de heller ikke,« morer Peter C. Kjærsgaard sig.

De tidligste bondesamfund blev hvide

Selv efter vores forfædre havde forladt Afrika, forblev de mørke i huden indtil for ganske nylig.

Først for mellem 10.000 og 6.000 år siden begyndte blege europæeres hudfarve at ændre sig. Det viser nyere genetiske studier overraskende.

Udviklingen skete i takt med, at vi begyndte at dyrke landbrug og spise opdrættede dyr. Her var D-vitaminindholdet lavere, og pludselig opstod behovet for en blegere hud til at omdanne D-vitamin fra Solens stråler.

I arktiske områder, hvor føden stadig primært består af fisk, har befolkningen ikke i samme grad skiftet farve, selvom de bor i områder med meget lidt sol på tidspunkter af året.

Peter C. Kjærgaard (til venstre) arbejder på et stort internationalt projekt med forskere fra Cambridge University, Havard University, Turkana Basin Institute i Kenya samt Aarhus Universitet. Projektet skal bringe biologiske og kulturelle data sammen i besvarelsen af det helt store spørgsmål: Hvad gør mennesker til mennesker? På billedet ses til højre Richard Leakey, der ligeledes er en del af projektarbejdet. Richard Leakey er en del af den legendariske Leakey-familie af palæontologer, der har været med til at forme vores forståelse af menneskets oprindelse. (Foto: Peter C. Kjærgaard)

Det er vel svaret på Charlottes spørgsmål, men der hører mere til historien, forsikrer Peter C. Kjærgaard os om, inden fortællingen tager endnu en overraskende drejning.

 

Portrætter af vores forfædre er forkerte

Charlotte sidder måske og tænker, at hun bestemt mener at have set illustrationer af vores forfædre med en bleg hud – også dem, der levede før for 10.000 år siden.

Det har hun givetvis også, da alle verdens portrætteringer af neandertalere og de tidlige Homo sapiens for 99 procents vedkommende viser en bleg fyr, der passer perfekt på vores billede af, hvordan en forfader skal se ud.

Problemet er blot, at alle portrætteringerne er forkerte.

Standardhistorien om europæerne tager sit udspring i cro-magnon-mennesket, der kom til Europa for 40.000 til 35.000 år siden. Tolkningen har været, at cro-magnon-mennesket var færdigudviklede europæere med lys hud og det hele.

Det var de bare ikke. De var mørke.  

»Vi har haft en meget lang og uheldig tradition for at lave portrætter af vores forfædre i vores eget billede. Det passer fint på vores selvforståelse af vores civilisation, men det passer bare ikke på de videnskabelige data. Vores forfædre var altså ikke blege. De var mørke. Men verdens rekonstruktionskunstnere har givet os, hvad vi vil have. Et billede af en forfader, som vi kan spejle os selv i. Derfor har det ikke nyttet noget at gøre ham mørk,« fortæller Peter C. Kjærgaard.

 

Mørke rekonstruktioner i Danmark

Denne verdensomspændende fejl bliver der dog rettet op på i Danmark om nogle få år. Peter C. Kjærsgaard har netop indledt et samarbejde med nogle af verdens førende rekonstruktionskunstnere om at lave nye rekonstruktioner af vores forfædre til Moesgaard Museum.

Rekonstruktionerne bliver den mest omfattende samling af vores forfædre, der nogen sinde er lavet i Danmark. Og farven på rekonstruktionerne – ja, den bliver mørk.

»Jeg glæder mig meget til, at vi får skabt et billede, der understøtter de videnskabelige data,« fortæller Peter C. Kjærgaard henrykt.

 

Den blege mand, er nytilkommer på evolutionstræet

Peter C. Kjærgaard mener også, at et billede af vores forfædre som mørke måske kan være med til at ændre på opfattelsen af hudfarve som en social markør.

I århundrede har mennesker brugt hudfarve til at inddele folk i racer og racehierarkier.

Men hudfarve er egentlig bare et evolutionært redskab til at håndtere solens stråler - ikke andet.

»Tager man fra Aarhus og drager sydpå, kan man ikke se, hvornår den ene hudfarve ændrer sig til en anden. Det sker gradvist. Kigger man på et kort over solstråling, der rammer Jorden, passer det til gengæld rigtigt godt på de gradvise ændringer i hudfarve blandt de forskellige breddegraders oprindelige befolkning. Den hvide europæer passer ikke ind i billedet, da han er relativ nytilkommer på evolutionstræet. På den måde håber jeg på, at videnskabelige data kan være med til at ændre på forståelsen af hudfarve som noget evolutionært og ikke noget racialt,« siger Peter C. Kjærgaard.

Vi takker Charlotte for det gode spørgsmål og sender en rimeligt farveneutral T-shirt til København. Vi takker også Peter C. Kjærgaard for en god historie om menneskets udvikling.

Som altid vil vi opfordre vores læsere at undre sig verden omkring dem og sende deres undren ind til redaktionen@videnskab.dk.