Solen og Månen har til alle tider fascineret os mennesker. Især sol- og måneformørkelser har været forbundet med mystik, magi og dunkle kræfter. Men også Månens skiftende udseende og forskellige faser som fuldmåne og nymåne skaber undren i vores sind.
Ethvert barn ved, at månen er oppe om natten. Derfor bliver mange mennesker også overraskede og forundrede, når Månen er synlig i dagslys.
Netop den undren har ramt vores læser Nanna Heiring Juelsbo, som spørger: »Hvordan kan det lade sig gøre, at man nogle gange ved højlys dag kan se både sol og måne på samme tid?«
For at hjælpe med at kaste lys over Månen, kontakter vi astrofysiker Kristoffer Leer, som er postdoc på Danmarks Tekniske Universitet.
»Puha, det er sådan noget, der er lettest at forklare, hvis vi har et billede af Jorden, Solen og Månen foran os,« starter Kristoffer Leer ud.
Du kan se det hjælpende billede lidt længere nede i artiklen. Kristoffer Leer supplerer med ord:
»Helt generelt kan vi se Månen, fordi Solen skinner på den – eller rettere: vi kan se genskinnet fra sollys, der rammer Månen.«
»Når det er nymåne, skinner Solen slet ikke på den side af Månen, der vender mod Jorden. Derfor kan vi ikke se nymånen - uanset hvor på Jorden, vi er.«
»Og i dagene op til og efter nymåne kan vi faktisk kun se Månen i dagslys, da Månen her befinder sig mellem Jorden og Solen,« forklarer Kristoffer Leer.
Det er en udbredt misforståelse, at Månen står direkte modsat Solen på himlen. Det er formentlig også derfor, mange tror, at måne og nat hænger uløseligt sammen. I virkeligheden indtager Månen kun den modsatte position i et enkelt øjeblik under sin månedlige rundtur om Jorden. Øjeblikket indtræffer, når der er fuldmåne.
Månen er synlig i dagslys næsten hver dag.
Der er dog to undtagelser: Den ene er dagene omkring nymåne, hvor Månen er for tæt på Solen til at være synlig. Den anden er dagene omkring fuldmåne, da Månen i denne periode kun er synlig om natten.
De bedste tidspunkter til at se Månen i dagslys er tæt på første og tredje kvarter, hvor Månen står i en 90 graders vinkel i forhold til Jorden og Solen.
Skal vi forstå Månens cyklus om Jorden er det nok nemmest, hvis vi kigger på månefaserne i følgende rækkefølge (følg eventuelt med i grafikken herunder):
Forstår du de fire centrale månefaser, bør de resterende faser være til at overskue:
Efter nymåne er den solbeskinnede del af Månen stigende, men mindre end halvdelen er oplyst. Her har Månen altså form som en banan, men mere og mere af Månen bliver synlig, indtil vi rammer første kvarter.
Ved første kvarter bliver halvdelen af Månen oplyst. Den solbeskinnede del af Månen vokser, indtil det bliver fuldmåne, og hele Månen er oplyst. Herefter er over halvdelen af Månen oplyst, men andelen er faldende.
Ved tredje kvarter rammer vi igen en halvmåne. Denne gang bliver den synlige del af Månen mindre og mindre, indtil Månen helt forsvinder ved nymåne, og cyklusen genstarter.
Hvis man efter nærstudie af grafikken undrer sig over, at Månen ikke blokerer for Solen ved nymåne, og at Jorden ikke blokerer for sollys ved fuldmåne, må vi ud i mere langhårede forklaringer.
Årsagen er, at Månens bane om Jorden afviger 5 grader fra Jordens og Solens baner. Det vil sige, at de tre objekter ikke ligger helt på linje, som man ellers kunne tro ud fra grafikken.
De tre himmelobjekter placerer sig dog en sjælden gang imellem i en perfekt linje. Når jord, sol og måne rent faktisk befinder sig i en perfekt linje, får vi enten sol- eller måneformørkelse.
Ved solformørkelser blokerer Månen for Solen, hvilket kun kan ske ved nymåne-fasen. Ved måneformørkelser skygger Jorden for Månen, hvilket kun sker under en fuldmåne.
Sol- og måneformørkelser sker mellem fire og syv gange årligt, men formørkelserne er kun delvise, da skyggen som regel ikke dækker hele Solen eller Månen. Totale sol- eller måneformørkelser sker kun i cirka en tredjedel af tilfældene. I forbindelse med en total sol- eller måneformørkelse vil der også altid forekomme en partiel formørkelse.
Hvis du kigger på det helt rigtige sted med et teleskop, kan du se planeterne Merkur, Venus og Jupiter i dagslys, plus et par af de klareste stjerner.
Vi håber, at det svar forklarer, hvordan det hænger sammen med den omskiftelige måne, der ikke kan bestemme sig for, om den hører til om natten eller dagen.
Som tak for det spændende spørgsmål sender Videnskab.dk som altid en T-shirt.
Husk, at du også kan læse andre spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller sende dit eget spørgsmål ind til redaktionen@videnskab.dk.
Du kan også købe Videnskab.dk's bestseller 'Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?' med 77 af de bedste spørgsmål og svar fra arkiverne.
Du skal være logget ind for at kunne stille spørgsmål her.
Opret en profil på Videnskab.dk
Du kan også sende dit spørgsmål til: redaktion@videnskab.dk
Kvartal rettet til kvarter
Jeg har rettet kvartal til kvarter, da det er forkert oversat. Jeg beklager.
Tak for den anden betragtning omkring totale sol/måne-formørkelser. Jeg har rettet 'yderst sjældent 'til ,at totale sol- eller måneformørkelser kun sker i cirka en tredjedel af tilfældene. Desuden har jeg tilføjet, at i forbindelse med en total sol- eller måneformørkelse vil der også altid forekomme en partiel formørkelse.
Venlig hilsen
Rasmus
Månens faser og formørkelser
Månens faser kaldes ’kvarter’ og ikke ’kvartal’. ’Kvarter’ kendes normalt som ¼ time, dvs. noget som er inddelt i fire dele, og det samme ord bruges derfor også om Månens fire faser.
Kvartal er også noget som er inddelt i fire, men dette ord benyttes stort set udelukkende som betegnelse for ¼ år, dvs. 3 måneder. På engelsk kaldes Månens faser ’Quarter’ (hvilket også fremgår af illustrationen), men samtidig kan det også på dette sprog betyde et tidsrum af tre måneder.
Anvendelsen af det forkerte ord beror derfor formodentlig på en oversættelsesfejl fra Rasmus Yde Post’s side.
En anden rettelse er, at totale sol- eller måneformørkelser ikke er ’yderst sjældne’.
Der forekommer formørkelser hvert år. Det største antal, som kan forekomme på et år er 7, her medtalt både sol- og måneformørkelser, medens det mindste antal er 2, og disse 2 vil da være solformørkelser. Som det korrekt fremgår af artiklen, er det dog ikke alle formørkelser, som er totale. I ovenstående er alt regnet med, uanset om der er tale om en total eller partiel formørkelse.
At totale formørkelser ikke er så sjældne, som der lægges op til i artiklen, fremgår af, at der indtræffer omkring 240 solformørkelser pr. århundrede. Heraf vil ca. 35% være partielle, 32% vil være ringformede og 33% vil være totale (eller totale på et stykke af formørkelseszonen og ringformet på resten), dvs. på 100 år forekommer ca. 80 totale solformørkelser. I forbindelse med en total solformørkelse vil der også altid forekomme en partiel formørkelse.
Der forekommer knap så mange måneformørkelser, men alligevel vil den enkelte person opleve langt flere måneformørkelser. Det skyldes, at en måneformørkelse kan ses fra halvdelen af Jorden på en gang, dvs. alle de steder, hvor Månen er oppe, medens solformørkelser er langt mere begrænsede i deres udstrækning, selv når området med den partielle formørkelse tages med i betragtning.