Hvorfor er vi kildne?
CLASSIC: Hvorfor springer vi i vejret, når vi bliver kildet? Og kan man kilde sig selv med en fjer? Spørg Videnskaben graver i denne uge dybere ned i kildesygen.
Hvorfor er vi kildne kilde grine angst

Vi griner, når vi bliver kildet, men i virkeligheden reagerer dele af vores hjerne med angst. (Foto: Shutterstock)

Spørg Videnskaben har tidligere undersøgt, hvorfor vi ikke kan kilde os selv.

Svarene udløste straks nogle nye spørgsmål fra læserne om kilderiets mysterier. Så i denne artikel går vi mere i dybden og pirker blandt andet til spørgsmålet om, hvorfor vi i det hele taget er kildne?

»Vores hjerner er opbygget igennem millioner af år. Og i de ældste og mest primitive centre af hjernen er der nogle reflekser, som reagerer på kriblerier på huden, fordi det dengang i tidernes morgen var vigtigt for os hurtigt at komme af med for eksempel giftige insekter, der havde sat sig på huden,« siger Thomas Nielsen, som er lektor i psykologi ved Aarhus Universitet.

Spørg Videnskaben Classic

Hver uge hiver vi en sjov artikel frem fra vores bugnende Spørg Videnskaben-arkiv.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på Videnskab.dk 4. august 2009. 

Ud fra en teori, han har beskrevet i en forskningsartikel for efterhånden en del år siden, forklarer han, hvordan latter og ukontrollerede kropsbevægelser hænger sammen med en urgammel frygt for giftige insekter og dyr.

Kribleri vækker urgammel frygt

Eksperten i biologisk psykologi forklarer, at når vi verfer ud efter følelsen af kriblen og krablen, så bliver de gamle dele af vores hjerne fyldt med angst. Den angst kan få os til at slå ud med arme eller ben. Især hvis følelsen af kribleri kommer fra et sted under armene eller under fødderne.

Den primitive og knapt så udviklede hjerne tror nemlig, at det kan være et farligt krybdyr eller insekt, som er klemt fast.

Hvorfor er vi kildne kilde grine angst

Når vi bliver kildet, tror vores primitive hjerne, at det kan være et farligt krybdyr eller insekt. (Foto: Shutterstock)

Det forklarer dog ikke, hvorfor vi griner, når det er en drillesyg lillebror og ikke et ulækkert insekt, der kilder.

Med årene har vi imidlertid også udviklet en forstand i hjernen, og forstanden er så veludviklet, at den ved, at lillebror ikke er et insekt.

Men den gamle urhjerne er stadig lidt for dum til at kunne forstå det. Selvom kilderiet er ganske ufarligt, vil den alligevel blive bange og reagere med afværgende arme og hop, som den altid har gjort.

»Spjættene er en heftig undvigelsesreaktion, og man kan ikke lukke ned for reflekserne i de primitive dele af hjernen,« siger forskeren.

Latter beroliger os

Heldigvis har vi latteren. Den virker beroligende på de primitive og frygtsomme dele af hjernen, og derfor sørger vores forstand for, at vi ler, når kilderiet bare er for sjov.

Samtidig signalerer latter, at vi har det godt sammen med den, der kilder os, fortæller Thomas Nielsen.

På den måde har kildesygen også en social funktion. Og det er muligt, at et lille drillende kild fra mor til barn igennem tiden har haft til formål at knytte forældre og børn tættere sammen.

Hvorfor er vi kildne kilde grine angst

Kildesygen har også en social funktion. (Foto: Shutterstock)

En fjer kan måske narre hjernen

Årsagen til, at man ikke kan kilde sig selv, er, at hjernen altid er forberedt på, hvordan det vil føles, når vi berører os selv. De primitivt udviklede dele af hjernen er også forberedt på berøring. Thomas Nielsen siger at:

»I det øjeblik, vi kilder os selv, så opstår den primitive angstreaktion ikke, og derfor er der heller ikke brug for latter til at berolige os selv.«

En vores trofaste læsere, Hannah Wermuth indvendte dog i artiklen Hvorfor kan man ikke kilde sig selv?, at man faktisk godt kan gøre det med en fjer. Og det vil Thomas Nielsen ikke afvise.

»Det er muligt, at man kan snyde den laverestående hjerne til at tro, at det ikke er en selv, der kilder, men et insekt, hvis man bruger et redskab. Og måske også den højerestående hjerne, som fremkalder latteren. Men de fleste hjerner vil kunne gennemskue det.«

Du er dog velkommen til at se, om du kan narre din egen hjerne med en lille kilden. Det skulle være ganske ufarligt.

Går du også og undrer dig over noget i hverdagen, så send endelig dit spørgsmål til sv@videnskab.dk.

Eller du kan købe én af vores tre bøger med en række af de bedste spørgsmål og svar: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?, og Hvorfor må man ikke sige neger? 

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud