Tit er børn og unge de bedste til at stille klare spørgsmål om verden omkring os - og tit er de voksne de langsomste til at få øjnene op for det gode spørgsmål.
Tag f.eks. Sofie Hansen, der skrev en mail til Spørg Videnskaben, da hun gik i 4.b på Grydemoseskolen i Espergærde. Måske havde hun gennem længere tid undret sig over farven på sin urin. Måske havde hun drukket store mængder cola, men undret sig over, at urinen alligevel altid havde samme farve, når den har været en tur gennem systemet.
Måske derfor spurgte hun kort og godt: Hvorfor er tis gult?
Spørg Videnskaben har dog taget en ordentligt skraber fra Sofies mail, så nu går hun formentlig i 7. klasse. Men - derfor er hendes spørgsmål jo stadig interessant. Da vi gik den store spørgsmålsbunke igennem, kunne vi på redaktionen ikke stå for det latrinære spørgsmål.
Så vi har langt om længe fået hevet det ud af gemmerne og sendt det videre til en ekspert på området.
Heldigvis falder svaret hurtigere, end vi kunne sende spørgsmålet videre.
»Årsagen til, at f.eks. cola ikke farver urinen, er, at næsten alle farvestoffer nedbrydes i kroppen, inden de når at blive udskilt med urinen. Det er kun meget få farvestoffer, der ikke bliver nedbrudt, heriblandt en del af farvestofferne fra rødbeder,« forklarer Max Salomonsson, lektor i nyrernes fysiologi på Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet.
Når urin alligevel er gult, har det ikke noget at gøre med de fødevarer, vi indtager. I stedet er det nedbrydningen af de røde blodlegemer i leveren, milten eller knoglemarven, der giver den gule farve.
Hæmoglobin nedbrydes til billirubin (gul), som omdannes til urobillinogen (farveløs), der igen laves om til urobilin (gul).
Formålet er at nedbryde hæmoglobin i komponenter, der kan udskilles enten via urinen eller afføringen. Farven på stofferne, som hæmoglobin nedbrydes til, afgører farven på både urinen og afføringen.
Røde blodlegemer lever kun i ca. 120 dage. Derefter nedbrydes de. Når røde blodlegemer nedbrydes, ødelægges også den del af blodlegemerne, der hedder hæmoglobin. I midten af hæmonglobinen sidder hæm-gruppen, der binder ilt til det røde blodlegeme.
Når de røde blodlegemer bliver pillet fra hinanden, omdannes hæm-guppen til bilirubin, der udskilles fra blodet via leveren og farver både det, der kommer ud af den ene og den anden kropsåbning.
I mere kropstekniske detaljer lyder forklaringen:
»I tarmen omdannes bilirubin til urobilinogen vha. tarmbakterier, hvoraf en del optages igen, omdannes til urobilin, og udskilles gennem nyrerne og farver urinen gul. Det urobilinogen, der ikke optages bliver omdannet til farvede pigmenter, udskilles med afføring og gør det brunt,« fortæller Max Salomonsson.
Urin er dog ikke altid gult, og det er ikke kun, fordi du spiser eksempelvis rødbeder.
Hvis du lider af tilstoppede galdegange som følge af eksempelvis galdesten eller en tumor i bugspytkirtlen, der ligger tæt på galdegangen, får du misfarvet både din urin og din afføring.
Årsagen er, at galdegangen, der går fra leveren til tolvfingertarmen, transporterer bilirubin fra leveren og videre til tarmene. Hvis galdegangen er tilstoppet, kan bilirubin ikke komme ud med afføringen og bliver derfor optaget tilbage i blodet og udskilt gennem nyrerne i stedet for.
Hvis galdegangene er tilstoppede, ændrer det farven på urinen og afføringen, da afføringen ikke længere bliver farvet af bilirubin, hvilket urinen til gengæld gør.
Galdegangen fører galdesaft fra leveren til tolvfingertarmen via galdeblæren. Galdesaften indeholder galdesalte, der binder til fedtstoffer og gør tarmen i stand til at optage dem.
»Derfor giver tilstoppede galdegange både en meget mørk urin, men også en meget lys afføring,« fortæller Max Salomonsson.
Det er ikke kun afføringen og urinen, der ændrer farve, hvis galdegangene er tilstoppede. Hvis bilirubin ikke bliver udskilt i afføringen, ophobes det i kroppen og giver en gulfarvning af huden.
Gulsot blandt voksne mennesker er ofte en god indikator på enten tilstoppede galdegange eller leversygdom.
Også visse komponenter i medicin kan farve urinen. I nogle lægemidler bruges stoffet methylenblåt, som kroppen ikke kan nedbryde. Derfor bliver methylenblåt udskilt direkte med urinen og farver urinen – ja, blå.
Her på redaktionen håber vi på, at Sofie fremover kan kigge ned i toilettet med mindre undren.
Spørg Videnskaben takker for det gode spørgsmål og kvitterer med en Spørg Videnskaben-t-shirt. Desuden takker vi Max Salomonsson for det gode svar.
Som altid opfordrer vi vores læsere til at undre sig over verdenen omkring os og sende deres undrende spørgsmål ind til os på redaktionen@videnskab.dk.
Og husk, at du kan læse mere flere gode spørgsmål og svar i Videnskab.dk-bogen 'Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?'
Specielt leveren er central, når det gælder genanvendelse og sortering af stoffer i vores kredsløb.
Når vi spiser eller drikker noget, kommer fødevaren ned i tarmen og bliver optaget i blodet over tarmvæggen. Herefter sørger et adskilt blodsystem sammen med lymfesystemet for, at de optagne stoffer bliver transporteret op til leveren.
I leveren bliver stofferne så nedbrudt, opmagasineret eller omdannet, inden de bliver sendt ud i det store blodsystem, der forsyner hele vores krop med næringsstoffer.
»Leveren er en slags kemisk station i kroppen. Det er blandt andet her, at sukkerstoffer oplagres , så de kan sendes ud i blodet, når kroppen har brug for energi. Fedtstoffer behandles også i leveren, og der dannes de store blodproteiner som eksempelvis albumin, der er en af de vigtigste komponenter i blodet. I leveren nedbrydes desuden også nogle af de stoffer, der ikke har nogen værdi for kroppen,« siger Max Salomonsson.
Du skal være logget ind for at kunne stille spørgsmål her.
Opret en profil på Videnskab.dk
Du kan også sende dit spørgsmål til: redaktion@videnskab.dk
