Vi er lige kommet hjem fra en ferie på Sicilien. Min mand ville se måne (opgangen), så vi satte os godt til rette med drinks og så fuldmånen komme, jeg tror det var lørdag aften. Det var stadig lyst, så nærmest et tilfælde at vi så den, det var ihvertfald svært. Dagen efter gjorde vi det igen, men den kom først op da det var blevet mørkt, den havde en flot orange/rød farve. Men hvorfor kom den meget senere op en dagen før ????

Alt er relativt - også månens størrelse ;-)

Det er det samme der sker, når vi står oppe i bakkerne og kikker ud over Lammefjorden. De nye 150 m. høje grimme monster vindmøller, smadrer ens afstandsfornemmelse. Perspektivet og størrelsesforhold ødelægges fuldstændigt.

- som alt andet, der foregår i vores hjerner pr. automatik. Men glem alt om atmosfærens påvirkning - den har absolut intet med sagen at gøre..
Når vi uden hjælpemidler skal bedømme størrelsen af en genstand, gør vi det ved at sammenligne med kendte ting 'tæt på genstanden'. Når Månen står op, sammenligner vi den måske med et hus - ikke naboens, men et hus i horisonten fx 1 km borte. Så er det jo let at se, at den er ret stor. Står Månen højt på himlen, glemmer vi alt om det fjerne hus. Vi bruger naboens som målestok, og så får Månen pludselig den størrelse, Månen skal have.
Sjovt at se, at spørgsmålet er vendt tilbage år efter år, når der er fuldmåne med klart vejr. Det vil det uden tvivl blive ved med...

Atmosfæren virker ikke forstørrende, når man ser langs horisonten, og det uanset om den er varm eller kold. Månen ser fladtrykt ud, men det skyldes refraktionen, dvs. lysets afbøjning i atmosfæren, og denne afbøjning bliver større, jo nærmere horisonten man kommer. Fladtrykningen får faktisk objekterne til at se mindre ud.

Effekten stiger, jo nærmere horisonten Månen befinder sig. Helt nede er formindskelsen af Månens horisontale diameter ca. 1,7%; det er ikke så meget, at det kan ses med det blotte øje, men det kan måles med dertil egnede instrumenter. Månens vertikale diameter nær horisonten er endnu mindre, hvilket får den til at se fladtrykt ud. Nær horisonten må lyset passere gennem en meget større del af atmosfæren, end når det kommer fra et objekt højere på himlen. Dette bevirker den omtalte formindskelse, der jo faktisk er modsat måneillusionen.

Som det fremgår, findes der ikke en fyldestgørende forklaring på Måneillusionen. Den samme illusion kan også iagttages under Solens op- eller nedgang, især når atmosfæriske forhold gør, at Solens lys bliver stærkt dæmpet, så man uden risiko kan se direkte på den, når den står op eller går ned. Hvis man også er kendt med stjernebilledernes udseende, forekommer den samme illusion også her. Når et stjernebillede står op eller går ned, synes det at være større, fordi illusionen bevirker, at de enkelte stjerner tilsyneladende står længere fra hinanden end normalt.

Der lystet kommer fra månen/solen tæt ved horisonten, gennem varmt og tæt atmosfære med masser af luft indhold, der er det som gør lystet til at udbreder eller spreder sig. Så kan vi se større måne/sol

Kunne svarert være det enkelte, at lysstærke objekter syntes mindre, alene på grund af pupilsammentrækningen i øjnene. Jeg bor ved vandet og oplever noget tilsvarende, hvis jeg en måneskinsnat betragter skibene på havet - svagt lys på en mørk baggrund virker optisk forstørrende !

Bent Sørensen skriver 21/11, at Månen og Solen fylder én buegrad. De fylder kun ½ buegrad, og der kan således være 720 sole/måner hele vejen rundt.

Det er vel samme fænomen, som gør flotte høje landskaber flade og kedelige på billeder. De fleste har sikkert taget et billede af en indbildt flot høj kyst eller skov, og har så fornemmet skuffelsen over det flade billede. Lægger du hovedet på siden inden du tager billedet, får du en god fornemmelse af hvor fladt billedet bliver.

Hvis man ser på fotoet kan faktisk godt se at underkanten på måneskiven må være under horisonten, år horisonten møder måneskiven

Det er ikke så usædvanligt at solskiven bliver deform af at nærme sig horisonten, så bliver den ægformet, med flad underside. Det vil sige at solskivens radius vokser når den nærmer sig horisonten.

Jeg har oplevet det samme med Sjæland set fra Langeland, og jeg har set forbrændings anstalten KARA set fra Dyrnæshage, 50km væk.

Det er nu mange år siden forstørrelses-fænomenet blev forklaret i en radioudsendelse. Hjernen er indrettet med en formel "afstandskonstant", der presser det sete sammen i toppen af synsområdet, som ligner en ellipse. Man kontrollerer det let ved at betragte månen mellem 2 fingre i udstrakt arm: Den har en ærts størrelse - både når den ser stor ud ved horisonten og når den står 80 grader over horisonten og ser ret lille ud (brug evt. en skydelære). På to test-foto med samme kamera skulle den have samme størrelse. Det samme gælder for solen, men den er ikke til at eksperimentere med for alm. folk. Både solen og månen fylder 1 buegrad og flytter sig en diameters bredde på 4 minutter. Der kan således være 360 sole/måner på en perlekæde hele vejen rundt. Min redegørelse er selvfølgelig med ca. værdier.

Det samme fænomen gør sig gældende med solen, når man ser den gå ned.
Hvis det er et synsbedrag, hvordan kan det så være at man ikke bliver blændet af at se direkte på solen på dette tidspunkt? Eller kan illusionen om en større sol også forhindre at man bliver bændet?

Jeg har altid haft den tro/opfattelse at "forstørrelsen" virkelig er en atmosfærisk spejlforstørrelse forårsaget af luftens forhold til jordens tyngdekraft herpå og krumning .