Forår og efterår har du mulighed for at opleve det særlige naturfænomen Sort Sol over bl.a. Tøndermarsken i Sønderjylland, hvor tusindvis af stære samles i forbindelse med træk. (Foto: pdfnet.dk)

Det ser vildt ud, når tusindvis af stære letter fra jorden på én gang, eller når mursejlere farer rundt mellem hinanden for at fange insekter på aftenhimlen.

Hvis det var mennesker, som løb rundt mellem hinanden, mens de jagtede føde i høj hastighed, ville vi uden tvivl støde ind i hinanden. Så hvordan i alverden undgår fuglene harmonikasammenstød, spørger vor læser Jonn Jonsen.

»Når man observerer f.eks. mursejlere sværme rundt i høj fart, ser det jo ret så halsbrækkende ud. Ofte ser det ud, som om to fugle har kurs lige mod hinanden, men i sidste øjeblik undviger sammenstød. Har fuglene en slags færdselsregler, som sikrer, at de altid drejer af til den sikre side? Og støder fugle aldrig sammen ved uheld?« spørger Jonn Jonsen.

Svaret er kort sagt nej. De små fugle er ganske enkelt for friske til at falde i søvn bag rattet og for hurtige til at lave dårlige undvigelsesmanøvrer. Det forklarer biologiprofessor Jon Fjeldså fra Zoologisk Museum.

»Generelt har fugle en fantastisk hurtig reaktionsevne. Når de bevæger sig i flugt, koordinerer de deres bevægelser indbyrdes, som man kan se i flokke på flere tusinde individer. De kan nærmest vende på en femøre, og det er simpelthen, fordi de opfatter hinandens signaler hurtigt,« konstaterer Jon Fjeldså, professor i biodiversitet med speciale i fugle.

Hvorfor er fugle så hurtige?

»Især spurvefugle og svaler har en stor hjerne, der opfatter bevægelser med det samme. Og for mursejlere kan jeg nævne helt specifikt, at den har en særlig udformning af musklen omkring nakkehvirvlen, som gør, at den kan lave meget hurtige bevægelser med hovedet. Det bruger den, når den skal fange insekter, men også til at holde øje med, hvad der sker rundt omkring. Den har muskler ned ad nakken, som har meget lange fibre, og det tyder også på tilpasning til meget hurtige bevægelser.«

»Du ser det samme, når f.eks. en musvit flyver ind i tæt buskads. Den støder aldrig sammen med en gren. Det skyldes simpelthen lynhurtig manøvreringsevne. De små fugle har kortere vej mellem sanseorganerne og hjernen, end vi har. Især hos ældre mennesker tager det tid for nerveimpulserne at nå fra hjernen og ud i lemmerne. Den lille forsinkelse eksisterer ikke i så lille et væsen som en musvit.«

De bruger altså ikke en slags GPS eller radar, som man kender det fra flagermus?

»Nej.«

Den sorte, bølgende sky af stære over Sønderjylland rummer op til en million fugle, som bevæger sig mellem hinanden og uden at støde sammen. (Foto: pdfnet.dk)

Har de nogen grundlæggende sikkerhedsregler - at man f.eks. altid flyver mod højre, når man er på kollisionskurs?

»Nej, men naturligvis er der regler inden for flokken på den måde, at de finder ud af, hvordan de bevæger sig i forhold til hinanden. I en gåseflok udnytter det enkelte individ for eksempel luftstrømmen fra individet foran, så der er altid en sammenhæng mellem deres vingeslag.«

Jon Fjeldså tør ikke byde på, om mennesker kunne lære af fuglene, så vi kunne blive bedre til at navigere - og det ligger også uden for hans fagområde at vurdere, om mennesker helst skal have lidt pip i låget for at være hurtige som fugle.

Spørg Videnskaben laver ikke mere højtflyvende research, men siger i stedet tak for hjælpen - og for spørgsmålet, som udløser en T-shirt i samme farve som en rødkælks bryst.

Du kan læse flere spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller selv stille spørgsmål ved at sende en mail til redaktionen@videnskab.dk.