Hvordan skal jeg forstå en uddød skrifttype?

Adolf Hitler knuselskede den – indtil han proklamerede, at den var ‘jødisk’ og forbød den. Den gamle skrifttype ‘frakturskrift’ har en lang og farverig historie bag sig.

I dag er frakturskrift gået i glemmebogen. Men går du på biblioteket, kan du dog stadig falde over gamle bøger, der er skrevet med den opsigtsvækkende, krogede skrifttype.

Det har fået vores læser Bertil de Waal op ad læsestolen.

»I frakturskrift har man flere forskellige tegn for bogstavet ‘s’. Jeg føler mig overbevist om, at typograferne har haft forskellige navne for de forskellige typer. Hvad er de forskellige bogstavers navne?« skriver Bertil de Waal til Spørg Videnskaben.

Nazister elskede frakturskrift

Spørg Videnskaben sætter en ære i at skrive artikler om dét, folk diskuterer ved kakkelbordene og i skurvognene. Derfor giver vi naturligvis vores læsere mulighed for at fordybe sig i, hvordan bogstavet ‘s’ bliver brugt i en uddød skrifttype.

Vi kontakter straks Sofie Beier, der er forskningsadjunkt ved Kunstakademiets Designskole, og som forsker i typografier og skriftdesign.

Hun fortæller, at frakturskrift blev brugt i Tyskland indtil midten af 1900-tallet. Faktisk blev skrifttypen betragtet som et stykke gammel tysk kultur.

»I begyndelsen af nazisternes regime var det kutyme, at man brugte fraktur. Hitler havde en idé om, at det var en særlig nordisk skrifttype, imens antikva skrifttyper – så som Times New Roman – var fra Sydeuropa. Derfor skulle alt nazi-materiale skrives i fraktur,« fortæller Sofie Beier.

Besatte lande kunne ikke forstå kringlet skrift

I 1941 forbød Hitler frakturskriften. Anden verdenskrig rasede i Europa, og Nazi-Tyskland havde erobret det ene land efter det andet.

»Der kom en skrivelse, som sagde, at Føreren forbød brugen af fraktur, fordi det var jødiske bogstaver. I stedet ville Føreren have antikva-bogstaver.«

»I virkeligheden skyldes den vending nok, at nazisterne havde svært ved at kommunikere i de besatte lande, der brugte antikva-bogstaver – folk dér havde svært at læse fraktur. Derfor måtte nazisterne gå på kompromis med deres idealer,« fortæller Sofie Beier.

Fraktur er en af verdens første fonts

I dag er gotiske skrifttyper – som fraktur – ikke standard-font i vores computeres skriveprogrammer. Men det var de til gengæld i sættekasserne hos Johann Gutenberg, da han i midten af 1400-tallet opfandt den europæiske, trykte bog – netop fraktur-skrift blev dog først opfundet efter Gutenbergs tid.

I løbet af nogle årtier opstod fire domminerende skrifttyper – alle fire gotiske skrifttyper (se, hvordan de ser ud i boksen):

• Textura
  
• Rotunda
  
• Schwabacher
  
• Fraktur

»Textura er den skrifttype, Gutenberg brugte i sin Bibel. Men frakturskriften var den, der sidenhen blev brugt mest. Sandsynligvis fordi den kom på mode,« fortæller Sofie Beier.

Gutenberg overførte håndskrift til tryk

Da Johann Gutenberg designede skrifttyperne til de første bøger, forsøgte han at efterligne middelalderens mest populære håndskrifter.

»Da man begyndte at trykke, forsøgte man at få bogstaverne til at ligne håndskrift. I Gutenbergs Bibel var et ‘e’ ikke bare et ‘e’. Det fandtes i mange forskellige versioner, der var med til at skabe variation i tekstbilledet,« siger Sofie Beier.

Hun fortæller, at ‘s’ varierede, alt efter hvor bogstavet stod placeret i ordet. Derfor er det helt korrekt, når vores læser Bertil de Waal konstaterer, at fraktur-skrift har tre forskellige tegn for ‘s’.

Hvert bogstav har sit navn

Bertil de Waal har sendt de tre forskellige eksempler på fraktur-s’er til Videnskab.dk. Sofie Beier fortæller, at de rent faktisk har hvert sit navn:

• s kaldes ‘kort-s’
  
• ſ (som ligner et ‘f’) kaldes ‘langt-s’
  
• ß kaldes Eszett

Hvert s har sin historie

Til hvert af de tre s’er knytter sig en historie:

• Kort-s er det ‘s’, som vi alle kender og bruger i dag. Det er det eneste af de tre s’er, der har overlevet i det danske standard-skriftsprog.
  
• Langt-s (ſ ) fandtes faktisk i gammel antikva skrifttyper – blandt andet dem, der blev brugt i Danmark – indtil omkring år 1800. Bogstavet led dog en krank skæbne. Det lignede et ‘f’, så meget, at typograferne efterhånden gik over til kun at bruge det korte ‘s’, når de typograferede bøger.
  
• Eszett (ß) er et bogstav, der i virkeligheden er en sammentrækning af to bogstaver – det man kalder en ‘ligatur’. Oprindeligt er Eszett en sammentrækning af langt-s (ſ) og ‘z’. Men efterhånden blev det til en sammentrækning af langt-s og kort-s. Og i dag har det overlevet i tysk som tegn for to s’er.

Fraktur forsvandt sammen med nazisterne

For os, der er vant til kun at bruge én slags s, kan det virke som overkill at skulle jonglere med to ekstra s’er. Men traditionen foreskriver, at de tre bogstaver spiller hver deres rolle i de gamle bøger.

»Den overordnede regel er, at kort-s (s) skal stå i slutningen af et ord. Langt-s (ſ) skal stå i starten og i midten af et ord.«

»Men så er der undtagelser, afhængig af, hvilket land der har trykt den bog, du sidder med. Jeg har for eksempel son noget særligt set eksempler på dansk, hvor man bruger kort-s i slutningen af en stavelse og ved sammensatte ord,« fortæller Sofie Beier.

Frakturskriften begyndte at forsvinde fra de danske bøger fra midten af 1800-tallet. Efter Anden Verdenskrig blev den slet ikke brugt længere, fordi danskerne forbandt den med de nazister, der havde besat Danmark.

Vi siger mange tak!

Spørg Videnskaben takker vores læser Bertil de Waal for det utraditionelle spørgsmål. Han får tilsendt en T-shirt, hvorpå der står Videnskab.dk i en ny og meget lidt kroget skrifttype. Vi takker også Sofie Beier, fordi hun ville øse ud af sin store viden.

Har du også et spørgsmål om et eller andet, så skriv til sv@videnskab.dk. Så har du også chancen for at vinde en T-shirt. Du kan også snyde og selv købe den her.

Du kan også købe Videnskab.dk’s bog med 77 af de bedste spørgsmål og svar: ‘Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?’