Hvordan blev kridtlaget under Stevns Klint dannet?
En læser spørger, hvordan kridtlaget under Stevns Klint, kridtklinterne, blev dannet. For at finde svaret roder vi rundt i algefyldt lort, millioner år gamle skeletter og dinosaurernes død.
Stevns Klint er toppen af et 900 meter dybt kridtlag, der gemmer på en fortælling om millioner års liv, død og ødelæggelse her på Jorden. Men hvordan blev kridtet egentlig dannet, spørger en læser. (Foto: Kristian Secher)

Lidt syd for København ligger Stevns Klint, der er et af Danmarks mest unikke naturområder og i betragtning til at blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Her bor vores læser John Valeur, men han undrer sig over, hvad det rent faktisk er, han bor ovenpå.

Eller i hvert fald hvordan det endte med at være der.

»Det er for mig uklart, hvordan det tykke lag af kridt, som jeg bor ovenpå på Stevns, er dannet,« skriver John Valeur i en e-mail til redaktionen.

For at finde et svar har vi kontaktet geolog og ph.d Tove Damholt, der er museumsdirektør for Østsjællands Museum.

Og kære John Valeur og andre beboere omkring Stevns Klint: Vi er ikke sikre på, at svaret vil hue jer, men det viser sig, at I bor oven på en helt ubegribelig mængde gammelt lort og skeletter.

Kridtet kommer fra en kirkegård af fossile alger

Men før vi når dertil, skal vi et smut tilbage i tiden, forklarer Tove Damholt.

Og med et smut så menes der et ordentligt spring tilbage til kridttiden mellem 145 og 65 millioner år siden da dinosaurerne stadig trampede rundt på Jorden.

På det tidspunkt svømmede kridtets oprindelse rundt i havoverfladen i form af en type bittesmå alger, der hedder kokkolitter, siger Tove Damholt.

De små alger har et skelet af kalciumkarbonat – som kridt består af – som er bygget af kalk fra havvandet.

Klinten bugter sig over en strækning på godt 14 kilometer langs med Østersøen. Til venstre ses resterne af Gl. Højerup Kirke, der blev bygget i 1200-tallet. (Foto: Kristian Secher)

»Kokkolitten tager kalken og omdanner det til et skelet. Det er simpelthen et indre skelet i denne her alge,« siger Tove Damholt.

Og når en kokkolit dør, synker den ned på havbunden, hvorefter dens kalk-skelet ligger der. Giv det et par og 30 millioner af år, og du ender med en kokkolit-kirkegård, der har hobet sig op til et ret tykt lag kridt. 900 meter tykt i tilfældet med Stevns Klint.

»Helt så simpelt er dog ikke, for egentlig burde kokkolitterne blive opløst i vandet, inden de når ned til havbunden,« bemærker Tove Damholt.

Hvordan endte algeskeletterne så dernede?

Kalkskeletter flød ned som små lorte

Svaret er, at de skulle spises først. Geologerne mener, at en anden type organismer – planteplankton – havde dem på menuen.

På den måde blev kokkolitterne ’omhyggeligt’ pakket ind til deres rejse ned mod havbunden, som Tove Damholt beskriver det.

»Når de kommer ud i den anden ende, flyder de ned som nogle små lorte fra det her phytoplankton, og så ligger de der. Lorten forsvinder, men skelettet er tilbage,« siger hun.

Faktisk kan man stadig røre ved dem, når man besøger Stevns Klint. Stak man sine kridtsmudsede fingre ind under et elektronmikroskop, ville man se de små kokkolit-skeletter tone frem på skærmen. Det samme gælder almindeligt tavlekridt – så længe det er af ’ordentlig kvalitet’, forklarer Tove Damholt.

Tidligere troede man, at kokkolit-resterne ligesom dryssede ned på havbunden, men i 2004 præsenterede to forskere et studie, der viste, at havstrømme også har haft betydning for, hvor på havbunden der blev lagt grund for kridtklinten.

I 1928 drattede halvdelen af Gl. Højerup kirke i havet. Over hundreder af år havde vandet simpelthen slidt af klinten, og til sidst kunne den ikke bære kirken. Området omkring kirken er nu sikret, men andre steder forsvinder der stadig 10 til 15 centimeter af Stevns Klint hvert år. (Foto: Kristian Secher)

»Men det tager rigtig lang tid. Vi taler om en periode på 30 til 35 millioner år, for at aflejre hele denne her pakke. Det er jo en rigtig lang periode – selv for geologer,« siger Tove Damholt.

Kridtklint vidner om dinosaurernes udryddelse

Til gengæld har det været ventetiden værd, for kridtlagene i Stevns Klint gemmer på en helt utrolig viden om fortiden, fortæller Tove Damholt.

Mest spektakulært er fiskeleret, som er et helt særligt lag i Jordens skorpe, som er synligt flere steder på klinten.

»Faktisk er Stevns Klint jo en kandidat til UNESCO verdensarv netop på grund af det lag,« siger Tove Damholt.

Fiskeleret markerer overgangen mellem Kridttiden og Tertiærtiden, der fandt sted for 65 millioner år siden.

Samtidig vidner det om den sidste af fortidens fem store masseudryddelser – ’The Big Five’, som Tove Damhus kalder det.

»Man kan se, at der sker et skift lige ved og efter grænsen. Der forsvinder en masse dyr og planter i lagene efter. Hvis man kigger på lagene rundt omkring på Jorden, så har man dinosaurerne nedenunder, men ikke ovenover,« siger hun.

Meteornedslag er aflejret i Stevns Klint

I den korte overgangsperioder mellem Kridt- og Tertiærtiden uddør halvdelen af alle plante og dyrearter, fortæller Tove Damholt.

Heriblandt også et væld af de mange forskellige kokkolit-arter.

Rører man ved kridtet, får man faktisk små algeskeletter på fingrene. De sorte streger er lag af flintesten, som er dannet i hulrummene fra gange gravet i havbunden af krebsdyr for millioner år siden. Afstanden mellem flint-lagene vidner formentlig om klimaforandringer på Jorden, men geologerne ved ikke præcist hvordan. (Foto: Kristian Secher)

»Ser man på lagene nedenunder, er der en helt masse forskellige kokkolitarter aflejret. Men når man så kommer ovenover, er der sorteret kraftigt ud, og der er kun nogle få mere robuste skelettyper tilbage. Sådan lidt nogle ’jeg-overlevede-udryddelsen-kokkolit-arter’,« siger Tove Damholt.

Men Fiskeleret på Stevns Klint vidner ikke kun om udryddelsen – det indeholder også svaret på, hvad der skete dengang for 65 millioner år siden.

Laget har nemlig en hundrede gange større koncentration af metallet iridium end andre jordlag, konkluderede to geologer i 1979 efter at have rejst rundt og taget prøver fra hele verden – blandt andet Stevns Klint. Det ekstra iridium kan kun være kommet et sted fra, sagde de: det ydre rum.

»Da den teori bliver fremlagt, revolutionerer det fuldstændig vores måde at tænke på, for vi geologer var vant til ligesom at tænke i gradvise ændringer. Pludselig kommer der sådan en katastrofeteori, som påstår, at enorme ændringer i Jordens historie kan være opstået helt pludseligt,« siger Tove Damholt.

Bor på en synlig fortælling om Jordens historie

Og med det, vil vi afslutte rejsen gennem algefyldte lorte og dinosaurernes udryddelse. Vi håber, at det har givet svar på vores læser, John Valeurs, spørgsmål om dannelsen af kridtet. Der er i hvert fald en grå t-shirt på vej til ham lige straks som tak for det gode spørgsmål.

Selvom vi startede med at sige, at Stevns beboere bor oven på skeletter og efterladenskaber, så har beretningen forhåbentlig vist, at der er mere til kridtlaget på klinten end som så.

Faktisk indeholder det fortællingen om livet på Jorden, og det er da lidt fedt at bo på, synes vi her på Videnskab.dk

Vi retter også en stor tak til museumsdirektør Tove Damholt, fordi hun ville hjælpe os med svaret.

Hvis du selv ligger inde med et godt spørgsmål til videnskaben, kan du sende det til os på redaktion@videnskab.dk. Du kan også læse andre spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller vores to bøger – Hvorfor lugter mine egne prutter bedst? og Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet? med en række af de bedste spørgsmål og svar.