Når sten bliver til, optager de radioaktivitet og måske endda et dyr eller en plante, der bliver til at fossil. På den måde kan man bestemme deres alder. (Foto: Colourbox)

Generelt er sten temmelig mutte. De taler ikke om deres alder. De får ikke rynker og topmave, selvom de er millioner år gamle. Og de afslører ikke deres alder, i hvert fald ikke før man har kendt dem rigtigt længe.

Vor læser Jakob Jakobsen undrer sig over, hvordan videnskaben egentlig bestemmer alderen på sten.

Det er en hård én at knække, men i stedet for at gå ud og råbe af grundfjeldet og håbe på svar, har Spørg Videnskaben spurgt lektor Paul Martin Holm, lektor ved Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet. Hvordan får man sten til at afsløre alderen?

Radioaktive stoffer hjælper

»Man kan aldersbestemme sten på forskellige måder. For eksempel ved at måle henfald af radioaktive stoffer i stenen, eller ved at se på hvilken sammenhæng stenen findes i. På den måde kan man kan enten finde den absolutte alder eller den relative alder,« siger Paul Martin Holm.

Når sten har en relativ alder, betyder det, at man har fundet den i en sammenhæng, hvor man kender alderen på de ting, der findes sammen med stenen.

For eksempel kan der være et fossil af et fortidigt dyr i stenen. Hvis man ved hvornår dyret levede, ved man også hvornår stenen blev skabt. Dyret inde i stenen må nemlig være kommet derind, samtidig med at stenen blev til.

Kulstof 14 er ubrugelig

Mest præcist, og absolut, er dog at måle radiaktiviteten.

»Den mest præcise metode er at måle radioaktive stoffers henfald. Det giver den absolutte alder. Hvis der ikke er forstyrrelser i stenen, så kan vi måle til én procent af stenens alder. Det betyder, at hvis en sten er 100 millioner år gammel, så kan vi placere alderen inden for én million år,« forklarer Paul Martin Holm

Arkæologer kan måle alderen på fortidens materialer ved hjælp af kulstof 14-metoden.

Levende væsner optager kulstof 14, mens de er lever. Kulstof 14 er radioaktivt og bliver halveret på 5.730 år. Ved at sammenligne, hvor mange andre ikke-radioaktive isotoper der er, kan man se, hvor længe der er gået, siden stenaldermanden døde.

Geologer gør det samme med sten. De kan bare ikke bruge kulstof 14-metoden, for stens alder skal typisk regnes i hundrede tusinder eller milliarder år, og på det tidspunkt er der ikke mere kulstof 14 tilbage. Med kulstof 14-metoden kan man i dag bestemme alderen på materialer som er indtil ca. 60.000 år gamle.

I stedet bruger de andre radioaktive stoffer, for eksempel kalium, som henfalder til argon. På grund af kaliums lange henfaldstid, kan man bestemme alderen på sten, som er ældre end 100.000 år.

Aktiv i en høj alder

»Kaliums henfald er en af de mest udbredte måder at måle stens alder på. Men den metode, vi kan komme længst tilbage i tiden med, er urans henfald til bly. Der kan vi aldersbestemme helt tilbage til for 4,2 milliarder år siden. Kort tid før Jordens opståen,« siger Paul Martin Holm.

Stens aldre er interessante, fordi de fortæller om jordens opståen og udvikling.

Da kontinenterne begyndte at glide fra hinanden, dukkede der vulkaner op i sprækkerne. Og med vulkanerne kom nye sten. Ved at spørge til de vulkanske stens alder, kan man for eksempel få en dato på kontinenternes fødsel.

Spørg Videnskaben er stolt af at endnu en gang at have leveret stensikker viden til nysgerrige læsere, og Jakob Jakobsen får som tak for hjælpen en t-shirt for det solide spørgsmål.

Du kan læse flere spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller selv stille spørgsmål på redaktionen@videnskab.dk.