Annonceinfo

Hvad gør mest ondt: en fødsel eller et hårdt spark i skridtet?

Spørg VidenskabenCLASSIC: Hvem lider egentlig mest; en fødende kvinde eller en mand, som får et ordentligt los i testiklerne? Én af verdens førende eksperter går i kødet på vores oplevelse af smerte og hvordan man måler den.

De fleste mænd har prøvet at få et ubehagelig hårdt slag eller spark i skridtet - og det gør altså virkelig, virkelig ondt. Men er det mildere eller værre end at føde et barn? (Screenshot fra YouTube-videoen 'Sports Science: "World Record Kick to the Groin" Part 1' - find den længere nede i artiklen)

Nogle gange havner mennesker i diskussioner, som det er utroligt svært at finde en vinder af: Var The Beatles større end Rolling Stones? Er et maleri af Claude Monet smukkere end en solnedgang? Er Rundetårn virkelig højere end et tordenskrald?

Al erfaring viser, at man næppe kan finde et svar med to streger under, men derfor er det jo stadig tilladt at undre sig – og det gør Spørg Videnskabens læsere. Én af dem, Kevin Korsbakke, beder om svar på, om det gør mest ondt at føde et barn eller at få et hårdt spark i testiklerne. Og lige så vigtigt: Hvordan måler man egentlig smerte?

Ingen traumer af bold i nosserne

På Aalborg Universitet sidder én af verdens førende forskere i netop vores oplevelse af smerte – men selv han har svært ved at give et klart svar. 

Ifølge Lars Arendt-Nielsen er smerteoplevelsen nemlig helt individuel og påvirket af især tre faktorer:

  1. Smertens intensitet – groft sagt: hvor meget har vi lyst til at skrige?
     
  2. Smertens kvalitet – kan også kaldes ’type’. At sætte tungen på en iskold jernstang føles anderledes end at sparke lilletåen ind i bordbenet
     
  3. Konteksten; i hvilken situation bliver vi udsat for smerte

»Du bliver f.eks. ikke traumatiseret af at få en støvle i klokkeværket under en fodboldkamp. Men hvis du bliver tortureret og sparket i skridtet af en bøddel, mens du ligger nøgen på et koldt betongulv, så er konteksten en helt anden, og det påvirker oplevelsen af smerte,« beretter Lars Arendt-Nielsen, professor på Center for Sanse-Motorisk Interaktion, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi.

Al smerte kan oversættes til elektriske stød

Lars Arendt-Nielsen mener, at en traumatisk fødsel med komplikationer kan få angsten til at snige sig ind og gøre oplevelsen af smerte værre på en måde, man har svært ved at forestille sig i f.eks. fodbold. Men ellers er det meget svært at sammenligne en fødsel og et spark i skridtet uden at spørge en række personer til en række detaljer.

Fakta

Forskerne har udviklet deres metoder til at måle vores smerter, fordi oplysningerne siger noget om udviklingen af en skade eller lidelse – og samtidig giver et mål for, om en medicin har effekt på smerter.

Når forskerne på Aalborg Universitet skal indkredse, hvor ondt noget gør på et menneske, samler de et væld af oplysninger sammen, som især kan kaste lys over smertens intensitet og kvalitet.

Intensiteten af smerte måler man ved for det første at bede personen om at rangere styrken på en skala fra 0-10. Sådan en skala er ret upålidelig i sig selv, for selvom både en fødsel og et spark i skridtet formentlig ville udløse et 10-tal, så må der jo være en forskel på, at en fødsel kan strække sig over mange timer, mens smerten efter et spark fortager sig efter nogle minutter.

Derfor har forskerne opfundet en anden metode, som ’oversætter’ personens oplevelse til noget objektivt og målbart, f.eks. ved – apropos tortur – at udsætte personen for elektrisk stød.

»Så kan vi skrue op for strømstyrken, indtil folk siger, ’nu synes jeg, intensiteten svarer meget godt til det, jeg oplevede’. Det kaldes ”cross-modality matching”, og der er lidt voodoo over det, men det er den bedste metode, man har til at sammenligne forskellige typer smerte,« fortæller Lars Arendt-Nielsen.

Er en fødsel knusende eller stikkende?

Kvaliteten af smerte er lige så svær at måle objektivt som intensiteten. Men man prøver ved hjælp af et særligt spørgeskema, som blev udviklet af smerteforskere allerede i 1970erne, kaldet McGill Pain Questionaire.

I spørgeskemaet bliver staklerne – f.eks. de fødende eller de skridtsparkede – bedt om bl.a. at sætte tillægsord på smerten: pulserende, jagende, synderrivende, varm, knusende, stikkende.

NY BOG: Videnskab.dk har netop udgivet en ny bog med 77 af de bedste spørgsmål og svar fra vores populære brevkasse, Spørg Videnskaben: "Hvad gør mest ondt... en fødsel eller et spark i skridtet" Køb den her

»Nogle smertetyper er kortvarige, andre er knyttet til ødelagte nerver, og man kan se, at ordene skifter med typen. Når man har beskrivelserne, kan man begynde at sammenligne, og man vil helt sikkert også se, at den der føder versus den der får sparket vil vælge forskellige ord. Det gør det ikke muligt at sige, hvilken smerte der er størst, men man kan koble det sammen med folks oplevelse af smerte generelt og på den måde sige noget om oplevelsen,« siger Lars Arendt-Nielsen.

Gener og mentalitet påvirker også oplevelsen af smerte

Det bliver kun endnu mere svært at finde et sikkert svar på det smertefulde spørgsmål, fordi alle folks oplevelser i sagens natur er subjektive og også bliver påvirket af, hvordan kroppen er strikket sammen rent genetisk.

Forskerne fra Aalborg har f.eks. allerede vist, at rødhårede har et anderledes smertesystem end andre mennesker – og en række tidligere forsøg har understreget, at kvinder generelt har lettere ved at føle smerte end mænd.

Og som om det ikke var rigeligt med faktorer, som kan påvirke oplevelsen af smerte, er der endnu en vigtig én af tage højde for: hvor dygtig en person er til at ignorere smerter.

»En overgang havde vi forsøgspersoner i laboratoriet, som skulle have meget høj smertepåvirkning, før de reagerede. Senere fandt vi ud af, at mange af dem var taekwondo-kæmpere, som er vant til at blive sparket og kastet rundt.«

»Deres smertereceptorer i kroppen blev ved med at svare på samme måde som alle andres, men de havde en evne til at undertrykke smerten mentalt. Det viser, at den mentale eller psykologiske modulation er en kæmpe, kæmpe faktor, som spiller sammen med alle de andre,« fortæller Lars Arendt-Nielsen.

Fakta

Man bruger allerede vores mentale evne til bedre at udholde smerter i behandlingen af f.eks. kroniske smerter; i fagsprog hedder det ’coping’.

Et lidt ekstremt eksempel kan du se i denne video med mennesker, som tilsyneladende kan tåle selv meget hårde slag og spark uden at blive påvirket:

Uden smerte, ingen overlevelse

Det kræver altså ret detaljerede studier at nå frem til et svar, og sådan nogle studier har ingen lavet endnu.

I stedet kan man jo så spørge sig selv om, hvorfor det overhovedet skal gøre så pokkers ondt at få den åndssvage bold i skridtet eller for den sags skyld at føde børn. Evolutionen skaffer så mange dårlige egenskaber af vejen, så hvorfor bibeholde f.eks. smerten ved en fødsel, som er nødvendig for, at vi kan overleve som art?

Ifølge Lars Arendt-Nielsen har vigtige områder som skridtet hos både mænd og kvinder et væld af smertereceptorer for netop at gøre opmærksom på, at der sker noget usædvanligt.

»Det sker tit, at man bliver skadet i områder uden smertefølsomhed. Vi kan se på børn, der mangler smertesansen, at de tit bider tungen af sig, brækker knogler og forvrider led – så jo færre smertereceptorer du har i et område, des mere skader du det. Og vores produktionsområder forsøger vi fra naturens side at passe godt på,« siger Lars Arendt-Nielsen.

Fakta

VIDSTE DU?

Vi har et væld af smertereceptorer omkring kønsorganerne for at forhindre skader. Af samme årsag knækker vi sammen, så snart bolden eller foden har ramt os i skridtet - som det også fremgår tydeligt af videoerne.

Vil det så sige, at et spark i skridtet gør lige så ondt på en kvinde som på en mand?

»Det er igen ikke noget, der har været undersøgt i kontrollerede forsøg, men jeg vil tro, at kvinder kan føle samme smerte, bedømt ud fra deres fysiologi og fordi de har samme tæthed af smertefølsomhed som mænd i det område.«

Et andet lille indicium på, at mænd og kvinder måske føler smerte på nogenlunde samme niveau ligger på YouTube.

Herunder kan du se klippet med en mandlig studievært, som får hjælp til at opleve smerten ved en fødsel – og det lykkes vist ganske godt:

Vi takker Lars Arendt-Nielsen for rundturen i smertens verden og kvitterer for det gode spørgsmål med en blodrød t-shirt til nysgerrige Kevin Korsbakke.

Du kan læse flere svar på gode spørgsmål i Spørg Videnskaben, eller du kan sende din egen undren til redaktionen@videnskab.dk.

Husk også, at Videnskab.dk har lavet en bog, som det er oplagt at bruge som gave: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?

Denne artikel blev bragt første gang 26. april 2012

Jens Kamstrup Larsen. Det er ikke min erfaring.

Det er ikke presseveerne, der gør ondt på os, nordiske kvinder.
Presseveer beskrives ofte som behagelige - endda meget behagelige, orgastiske.
Det er udvidelsesveerne, [udvidelsen af livmoderhalsen, collum uteri ] der gør ondt. Enormt ondt.

Men de udenlandske kvinder, jeg omtaler: de har simpelthen ikke ondt.
Dine forslag er gode, men kvinderne når knapt nok, at lægge sig ned. Pludselig er barnet der.

Jeg tænker på en årsag?

I dyreverden er der vel også forskel på fødsler imellem arterne.
Byttedyr føder på et øjeblik, imens de er på farten.
Jeg har ikke indtryk af, at moderen har ondt.
Jeg har selv erfaringer med heste, køer og får.

Jeg har også erfaring med hunde og katte. De har veer, længe, der gør ondt.

Men modsat har jeg erfaring med søer, der jo også er byttedyr. De har ondt imellem hver gris.

?

Smerter ved fødsel andre steder i verden

Du skriver om forskellen på fødselsprocessen i andre lande. Og dermed også andre smertemønstre går jeg ud fra.
Har det ikke noget at gøre med, at man i mange andre lande bruger andre måder at placere kvinden på under fødslen? At man feks sidder på hug eller hænger fra et træ osv.
Der er formodentlig tale om erfaringer over tusinder af år. I den vestlige og moderne verden betragtes fødsel nærmest som "sygdom" i den måde, man handler på. Det er ikke sikkert, at den rygliggende stilling er den bedste, når man skal presse en relativ stor genstand ud af et snævert "før".

Dorte Wulff Dahl

Man kan gøre meget selv ved diverse koncentracionstiltag osv.

Men der er også forskel på smerten fra person til person.
Dit eksempel med fødsel er glimrende.
Jeg opholder mig i udlandet, og det er helt åbenbart, at kvinderne her ikke har den smerteintensitet ved udvidelsesveerne, som jeg kender.

Barnet kan nærmest plumpe ud uden varsel, uden at have mærket en ve.
Og det er jo ikke lige det, vi kvinder nordfra er vant til.

Bevidst bortledning af opmærksomhed.

Jeg kan godt styre, hvor meget smerte jeg føler. (det kan de fleste vel...)

Ved mine fødsler forberedte jeg, hvordan jeg ville gøre på forhånd, så jeg havde en klar plan, og udover at det krævede høj opmærksomhed, var det ikke svært. Jeg tænkte og sansede fuldstændig på andre steder på kroppen, og havde kun få smerter. Ved sidste fødsel fokuserede jeg på min mund. Det var først når jeg skulle presse og have opmærksomhed på jordemoderens råd, at jeg havde sværere ved at styre smerteindtrykket, og det var ikke mange minutter.

7:30pm. bevidsthedens styring af smerten?

Jeg ved ikke, om jeg forstår de sidste indlæg rigtigt. Men det lyder for mig som om, at man bevidst kan regulere smerten mere eller mindre. "Sådan yogaagtigt", som der står.

Det minder om det jeg nævnte i mit første indlæg, nemlig at jo længere smerten er fra hjernen, jo lettere er det at sætte en "buffer" ind mellem det smertende sted, og der hvor smerten gøres bevidst.
Jeg nævnte tandpine og mellemørebetændelse som ekssempler på smerteformer, hvor dette ikke er muligt.

Da jeg skrev mit indlæg, tænkte jeg på et ulykkeligt tilfælde, hvor en kvindelig klatrer faldt flere hundrede meter ned ad et bjerg, hun klatrede på.
Man analyserede grundene til, at hun ikke blev slået ihjel.
Hun blev stærkt kvæstet. Begge ben brækkede, det ene således at knoglerne omkring knæet var knust og trængt gennem huden. Bækkenet var totalt smadret i mange dele. Den ene arm var brækket, og der var svære kvæstelser i hovedet.

Kvinden var efter faldet ved fuld bevidsthed og på grund af varmen så let påklædt, at hun kunne se de svære kvæstelser på benene.
Hun undrede sig meget over, at hun ingen smerter følte overhovedet.
Da hun var alene på et øde sted, vidste hun, at hun var nødt til at kravle ned ad resten af bjerget. Og derefter kravle en længere vej til en flod, som hun regnede med kunne føre hende tilbage til civilisationen.

Hun havde ingen smerter, medens hun lå og lavede denne plan og hvordan, hun skulle gøre for at få den kvæstede krop ned og videre.

I samme sekund hun rørte på sig, for at bringe sig i position, fik hun fra benene og bækkenet så stærke smerter, at hun nærmest besvimede af dem. Disse fortsatte i hele forløbet, som hun havde udregnet og nu gennemførte.

Det var mit udgangspunkt for mit indlæg. Så kunne jeg ikke bruge det mere, da fremstillingen reelt var en analyse af grundene, til at hun ikke blev dræbt i faldet.
Kun kort, at de skader, som hun påførte sig, var medvirkende til, at hendes indre organer ikke blev knust. Hun udførte kort fortalt et rullefald, hvor g-kræfterne blev fordelt over de områder, som nødvendigvis måtte gå i stykker.

I hendes tilfælde, må den manglende smerteopfattelse have været et ubevidst foretagende, for at sige det sådan. For da smerterne satte ind, havde hun ikke en chance for bevidst at arbejde med dem.
Hun udholdt dem kun, fordi alternativet ville have været en langsom død på bjerget.

Når jeg herefter læser indlæggene som nævnt, skal det så forstås således, at hun ville have haft en bevidst mulighed for at regulere smerten?

Min mening er, at den mulighed kun er tilstede et kort stykke tid. I det nævnte tilfælde var kvinden chokeret over, at noget kunne gøre så ondt, da smerten satte ind.

Jeg er også godt klar over, at der er sportsgrene, hvor man både fysisk og psykisk kan træne kroppen til at modstå større smerte, end den ville kunne uden træning.
Jeg har selv som soldat været udsat for programmer, hvor man lærer, hvad man i givet fald ville kunne blive udsat for.

Da det nu er mange år siden, kan det meget vel tænkes, at metoderne til smerteadministration er udviklet i mere psykologisk retning. Hvor det før mere havde karakter af, at man ikke blev medgørlig på grund af chokket.

Det sidste, jeg studser over, er udsagnet om, at man ikke kan føle smerter fra flere områder på kroppen på en gang. Eller har jeg forstået det forkert? Jeg kan godt på samme tid være opmærksom på en hovedpine og en beskadiget achillescene. Og en lændesmerte på grund af, at jeg kompenserer for smerten i benet. Altså tre smertende steder på en gang.

Disse spørgsmål er opstået på baggrund af den sidste debat, der har været på linien.
Jeg har bevidst udelukket fagudtryk, da disse er så klare i debatten.

Mvh

Jens

Link og svar til Jenni

Kære Jenni,

du finder det omtalte indlæg på www.videnomsmerter.dk ("Kan man være sindssyg i knæet")

Vedr. abstraktion, så beskriver du og jeg samme fænomen; du taler om hvad "patienten" oplever og hvordan de inducerer tilstanden, som hjælper dem tage afstand fra det ubehagelige i smerten - jeg beskriver de neurofysiologiske mekanismer. Men det er sandsynligvis bare to sider af samme mønt (vel vidende at hverken patient-oplevelsen eller neurokemien kan begrænses til det omtalte).

Jeg er også af den overbevisning, at der kun kan opfattes én smerte ad gangen. Hele videnskaben om bevidsthed er lidt langhåret, og der skal jeg bestemt ikke udtale mig om hvordan det hænger sammen :-)

De små "bistik" har været brugt i mange sammenhænge men nyresten-casen var nu - av for pokker... Mon det kan sammenlignes med et spark i skridtet eller at føde...

Håber, at du får tid til at læse min blog og måske kommenterer den lidt :-)

fortsat god dag

Mvh

Morten

Morten Høgh

Linket, indlæg på mandag'?
Hvilket indlæg?
Der er hverken navne eller datoer.

abstraktion og saltvandspapel

Hej Morten Høgh

Når jeg siger abstrahere, mener jeg med viljen - en selvsuggesion kan man sige.
Sådan yoga-agtigt.
En bevist afvisning af at give efter for smerten.
Som man kan tage kontrol over sig selv og en situation i en virkelig presset situation.

Man må vel også kalde det ihvertfald semibevidst, at vi ikke lader os mærke med smerten - eller ikke lader os mærke med smerte og træthed, når vi har en flok ulve lige i hælene.
Men reaktionen kommer jo så bagefter, når vi er kommet i sikkerhed.
Så kan man få decideret adrenalin -´tømmermænd' og være øm alle vegne. Og sove 3 dage.

Såvidt jeg er orienteret, kan vi iøvrigt ikke mærke - opfatte - mere end en stærk smerte ad gangen.
Den mest voldsomme overdøver resten.
Ikke kun som bevidst opfattet smerte, men også som kroppens fysiske reaktion på den.
Et fænomen man har udnyttet til at få uretersten til at passere.

Man injicerede en portion saltvand subcutant, der gør vildt ondt og smertespasmen i urinlederen slappedes og stenen passerer.

Man gør selvfølgelig ikke sådan mere. Men det ændrer jo ikke på, at det virkede glimrende sådan ofte.
Hvad siger du om det?

Spændende. Og Endorfin.

Prøven, der skildrer forsøgspersonens graduering af smerteindtrykket, er stadig individuel med hensyn til smertens reelle styrke, da den jo ikke giver svar på forskellen på intensiteten imellem mennesker.

Udover genetik og evne til at mentalt abstrahere fra smerte, ikke lade den tage kontrollen fra en, ikke give efter for den, og forskel på følelsen af intensiteten, kan det nok også forklares med den enkeltes evne - eller ikke - til at producere Endorfin.
Det kunne se ud til, at karatefyrene har opbygget en veritabel Endorfinfabrik til lynlevering i genitalregionen.

Psyken og smerten

Hej Jenni,

Tak for din kommentar, der fortæller mig, at mit indlæg har desværre ikke bidraget som tiltænkt.

Hvad end du har misforstået omkring mit indlæg (og måske TERM-modellen?), så er det på ingen måde ment som du refererer. Faktisk lige præcist modsat!

For at forklare vil jeg tage udgangspunkt i din egen kommentar tidligere her på siden, hvor du nævner endorfin produktionen. Som du måske er klar over, virker opioider (egne og syntetiske) ved at aktivere opioid-receptorerne, der så medføre hæmning af signaltransmissionen i nervesystemet. I mange situationer vil det betyder, at personen oplever færre smerter. Det er jo bl.a. dette system, der er én af de aktive mekanismer i "placebo-fænomenet".

Dine andre forklaringer (genetik og mental abstraktion) er ikke anderledes - de kan faktisk forklares neurofysiologisk med præcist samme proces hvis man vil. Selvom det langt fra er udtømmende, så er her to eksempler på hvad jeg mener:

Ad genetik: produktion af opioid receptorer er anderledes hos rødhårede end hos ikke-rødhårede (mus og mennesker). Derfor bliver deres respons på eksperimentel smerte, og deres behov for opioider efter f.eks. operationer også anderledes.

Ad mental abstraktion: Dæmpning af nociceptive signaler gennem abstraktion kan komme via hjernestammen (PAG/RVM), og virker bl.a. ved at udskille opioider, der hæmmer signalerne på baghornsniveau.

Så det jeg forsøger at sige er, at det er forsimplet at kalde noget for fysisk og noget for psykisk - det er jo én og samme ting (rent neurofysiologisk).

Jeg beklager hvis det blev et lidt komplekst svar, men det dumper lige ned hvor jeg føler, at alt for mange patient/sundhedsvæsen misforståelser opstår. Se evt. mit indlæg på www.videnomsmerter.dk på mandag om samme emne.

Med ønsket om en god weekend

Morten

Morten Høgh. TERM

Jeg læser dit indlæg som:
Det er hans egen psyke. Hans skyld. Han skal tage sig sammen. Der er egentlig ikke noget galt, andet end hans egen vilje

Altså TERM-modellen.
'Sekten' som Ehlers "ondt i livet" er 'militant medlem' i.

TERM

hej Jenni,

Jeg kender ikke TERM, så det går jeg ikke ud fra, at jeg gør... Hvorfor?

Mvh

Morten

Morten Høgh

du skrev : "Samlet set er min holdning, at der ikke findes smertereceptorer noget sted i kroppen, og at patienter m.fl. risikerer at blive fastholdt i biomedicinske forklaringsmodeller fremfor at se mulighederne i en bio-psyko-social forklaringsmodel hvis man ikke udtrykker sig med korrekte termer (f.eks. kalde en nociceptor for dens rigtige navn). Jeg er overbevist om, at mere præcis formulering i det offentlige rum omkring dette emne vil gavne patienter, pårørende og videnskaben."

Skal jeg forstå på dig, at du agiterer for TERM ?

@Morten og Jens

I skal endelig spørge løs, og hvis jeg læser en let 'det er ikke for at træde dig over tæerne'-tone i jeres indlæg, så er det altså slet ikke opfattet, som I er andet end nysgerrige :-)

Svaret på din kommentar, Morten, var ikke min, men Lars Arendt-Nielsens, som jeg formidlede videre. Og jeg har ikke selv detailviden nok til at ned i detaljerne af definitionerne af vores smertesystem, Jens, men jeg beder gerne forskeren om lige at kaste et blik herind og give sit besyv med.

VH Thomas

Smertereceptorer

Hej Thomas - tak for din kommentar til min kommentar. Jeg er heller ikke læge, men vover mig alligevel ud i et svar. Dit spørgsmål følger fint den gængse opfattelse - oftest kaldet dualisme eller reduktionisme - af smerte. René Descartes er blevet den historiske syndebuk for denne forståelse af smerte, og beskyldes for at have opdelt kroppen i to (krop og psyke). Det er imidlertid ikke den (politiske eller videnskabelige) korrekte antagelse længere. I dag er videnskaben generelt set overbevist om, at smerte er en personlig oplevelse og IKKE noget omverdenen skaber.
I praksis betyder det, at der ikke findes smertereceptorere noget sted i kroppen. Der er imidlertid en stærk tradition for at kalde nociceptorer for "smertereceptorer" fordi det giver god mening for de fleste i hverdagen. Men sandsynligheden for, at nociceptorer er aktive langt oftere end vi oplever smerte modsiger dette. Kort fortalt er vi idag overbevist om, at nociception ikke altid medfører smerte, og at smerte kan opstå uden nociceptor-aktivitet.

Et praktisk problem i brugen af udtrykket "smertereceptor" er, at lægfolk forventer, at al smerte opstår som følge af en ydre årsag. Det kan medføre en forventning til sundhedvæsenet om, at de skal finde og fjerne selve årsagen til smerterne. Men da smerte er en oplevelse, kan man ikke operere den væk. Faktisk er vores bedste middel imod langvarige smertetilstande at behandle symptomerne.

Mennesker med fibromyalgi er et eksempel. Det er til dato er de ikke lykkes for nogen at bevise en nociceptiv årsag til deres lidelse. Forskere over hele Verden - heriblandt professor Arendt-Nielsens og professor Graven Nielsens grupper i Aalborg - har derimod bevist, at nervesystemet kan ændre karakter således at normale stimuli (f.eks. varme eller tryk) føles smertefulde.

Samlet set er min holdning, at der ikke findes smertereceptorer noget sted i kroppen, og at patienter m.fl. risikerer at blive fastholdt i biomedicinske forklaringsmodeller fremfor at se mulighederne i en bio-psyko-social forklaringsmodel hvis man ikke udtrykker sig med korrekte termer (f.eks. kalde en nociceptor for dens rigtige navn). Jeg er overbevist om, at mere præcis formulering i det offentlige rum omkring dette emne vil gavne patienter, pårørende og videnskaben.

Lad mig afslutningvist - og for god ordens skyld - bemærke, at jeg er helt bevidst om, at professor Arendt-Nielsen er en Verdens-autoritet indenfor smerteforskning, og at jeg ved, at intet af dette er nyt for ham. Jeg skrev min kommentar netop for at styrke professorerens indlæg, som retteligt svarer på det oprindelige spørgsmål.

@Thomas Hoffmann

Undskyld at jeg blandede to forkerte navne sammen. Spørgsmålet var selvfølgelig til dig.

@Thomas Høeg

Er det ikke receptorer, som modtager smertesignalet i hjernen? Jeg er ikke læge, så jeg spørger for at blive klogere. Det blev jeg også ved din påtale af, hvad det er, smerten benytter til at registrere skaden i første omgang.

Mvh

Jens Kamstrup Larsen

Nociception

@Morten Høgh:

Lars Arendt-Nielsen har følgende kommentar til din forespørgsel, Morten:

De neuronale elektriske signaler fra nociceptorerne (som man i daglig tale fejlagtigt betegner smertereceptorer) når på et tidspunkt hjernen, og her opfattes nervesignalerne som smerte. Først når nervesignalerne opfattes af hjernen, kan man betegne det som smerte, da smerte er den subjektive sensorisk oplevelse. Nu er det sådan, at nervesystemet kan undergå forandringer, således at det ikke kun er nociceptorerne, der kan signalere smerte. Også de taktile mekano-følsomme receptorer (dem der aktiveres ved berøring) kan generere nervesignaler, som hjernen vil opleve som smerte. Denne overfølsomhed er et stort problem hos patienter med kroniske smerter – så systemet er mere komplekst end som så, hvor det bare er nociceptorerne, der kan signallere smerte.

Smertens identitet

Når jeg kalder det det, er det fordi jeg finder det useriøst at måle tal på en karakterskala. Smerte er meget indtil individuel. Til det stillede spørgsmål om to smertegivende oplevelser, så er jeg ikke i tvivl om, at det at føde er mere smertefuldt end at få et los i klokkespillet, selv om jeg kun har prøvet det sidste. Men jeg har oplevet kvinder føde. Og jeg har set så voldsomme veer over tre døgn, at der ikke var kræfter til at føde, da det blev sat i gang. Jeg har også set en gravid kvinde komme ind med ambulance, og hvor barnet faldt ud på lagenet, da de løftede hende fra båren til sengen. Hun mærkede intet og fik en skideballe for at komme så sent som trediegangs fødende.
Men jeg vil give Kim ret. Det findes smerter, som er langt kraftigere en begge de to nævnte. Jeg kan nævne et par stykker selv om der er flere. Galdesten, som Kim nævner er meget alvorlig. Nogle kræftformer er uudholdelige. Mavekræft er en af dem. Hælspore kan i nogen tilfælde være så kraftige, at selvmord overvejes. Optræning af en knækket achillescene har jeg selv prøvet. Og det er voldsomt, fordi scenen vokser sammen med ssceneskeden og skal trædes fri over flere gange.

Som sagt er smertefølelse individuel og kan vanskeligt måles objektivt. Man kan dog nævne nogle parametre. Smertens form, dens varighed, intensiteten og den lidendes generelle tilstand.

Der er lavet objektivt forsøg på smertetærsklen hos rødhårede og hos mænd og kvinder. Det blev gjort på tvkanalen Discovery i programmet Mythbuster for ca tre eller fire år siden. Forsøget var lavet således, at forsøgspersonerne skulle sidde med en hånd i isfyldt vand så længe, de kunne holde det ud.
Forsøget blev superviseret lægeligt.
Resultatet var, at der ikke kunne konstateres forskel på rødhårede og folk med andre former. Hos begge parter var der nogen, som kun kunne klare ned til fem sekunder, mens der også hos begge parter var personer, som kunne udholde smerten ud over maximumsgrænsen, som var sat for at forhindre forfrysninger. Alle placerede sig forskelligt imellem disse yderpunkter.
Derimod var der en lettere tendens til, at kvinder i gennemsnit bedre udholdt smerter længere end mænd. Men igen med de samme store individuelle forskelle.

At få et los i familiekrystallerne tager ca fem til ti minutter med intens smerte. Så kraftig, at man meget vanskeligt kan rejse sig. En fødsel varer fra timer til dage med meget stærke veer. Et leverstød i boksning er så smertefuldt, at det lammer kroppen helt fra ca et kvarter til en halv time.

At spørge om intensiteten af disse smerter, er som det antydes at sammenligne højden på Rundetårn og et tordenskrald.
Man kan i situationer blive tilføjet ulidelige smerter, men hvor forhold gør, at man ikke mærker dem med det samme. Det kan være på grund af udpumpning af adrenalin og naturlige smertelindring fra hjernen, endorphiner. Først ved evt forsøg på bevægelse sender smertecensorerne signaler direkte til hjernen.
Dette begreb 'direkte til hjernen', har ogsåbetydning for smerteoplevelsen. Således vil typisk skader på lemmer og knogler opleves som om, at man kan forsinke den fulde smerteoplevelse. Hvilket måske kan forklares af det foregående. Mens tandsmerter, mellemørebetændelse og lignende går direkte til smertecentret uden forsinkelse.

Men som svar på artiklens snævre spørgsmål, så føler jeg ingen tvivl om, at fødselssmerter er langt de værste. Måskeikke i intensitet over meget kort tid. Men på grund af smertens tilstedeværelse over tid.

Smerte eller nociception?

Sikke et fantastisk tema! Hvem ville ikke gerne have et svar på den ultimative "challenge" i kønnenes kamp...

Professor Arendt-Nielsen kommer fint omkring svaret - men et eller andet sted undervejs i interviewet med professoren må der være gået noget galt. Der findes jo ingen smertereceptorer i kroppen?!? Mon ikke I mener nociceptorer?

Den myte, der giver spørgsmålet validitet er, at mange tror, at der findes en ligefrem proportionalitet mellem smerte og nociception - og det professor Arendt-Nielsen fortæller er jo lige nøjagtigt det modsatte; nemlig, at smerte IKKE er det samme som det stimuli der gives (spaket/fødslen). Mange andre faktorer ( = konteksten) spiller en enorm rolle. Smerte er jo en bevidst oplevelse - nociception er de elektriske impulser, der sendes afsted når nerverne påvirkes... Se evt. http://videnomsmerter.wordpress.com/2012/03/07/nekrolog-smerte-receptore...

Tak for en blog, der sætter et frisk pust i videnskabens image.

Mvh

Morten Høgh

Av eller avvv

Jeg har fået en fod i skridtet AV - Jeg har prøvet at brække armen AV og så var der en række galdestensanfald AVVVVVVVVVVV - det sidste var det værste jeg overvejede seriøst om det ikke var bedre at hoppe ud af vinduet (fra 3. sal) for at slippe for smerterne - en veninde som har et par fødsler bag sig har også prøvet at få galdestensanfald og hun ville heller føde tvillinger end at opleve det igen - så åbenbart er vi et par stykker der mener at galdestensanfald er i toppen af smerternes hitlisten - langt være end et spark i kuglerne.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Spørg Videnskaben

Spørg videnskaben

Videnskaben kan ikke svare på alt - men vi forsøger alligevel.

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra tyske verber til nanorobotter og livets oprindelse.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-t-shirt. Spørgsmål og svar offentliggøres her på siden.

Du skal være logget ind for at kunne stille spørgsmål her.

Log ind

Opret en profil på Videnskab.dk

Du kan også sende dit spørgsmål til: redaktion@videnskab.dk

Annonceinfo
Aktuel Naturvidenskab

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Spørg Videnskaben

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste blogindlæg

Annonceinfo