Hvad er intelligens?
En læser vil gerne vide, hvad det egentlig vil sige at være kvik ved havelågen, at have lys i pæren eller at have mange brikker at flytte rundt med. Videnskab.dk kloger sig sammen med de kloge.

Æblet falder ikke så langt fra stammen, så hvis dine forældre er intelligente, er der en god chance for, at du også er det. Foto: Colourbox).

’Der er nogen hjemme’.

Sådan siger vi tit om vores nærmeste venner og kolleger, mens vi ivrigt tapper vores pegefinger mod tindingen.

Men hvad betyder det egentlig at være intelligent? Det spørger vores læser Malene Petersen om.

»Man skal ikke have været en del af denne verden ret længe, før det går op for én, at nogen mennesker er kvikkere end andre. Men hvad vil det egentlig sige at være intelligent? Er vores intelligens fastlagt fra fødslen, eller kan man gøre noget for at blive lidt skarpere?« spørger hun.

Uendeligt mange definitioner

Videnskab.dk går på jagt efter et klogt hoved og møder psykolog Peter Hartmann, der fik en ph.d.-grad i intelligens fra Aarhus Universitet tilbage i 2006. Ud over at forske i intelligens bruger han i dag sin viden til at udvikle intelligenstest for Hogrefe Psykologiske Forlag.

»Det er et godt spørgsmål, hvad intelligens er. Problemet er, at der er et uendeligt antal definitioner på intelligens, og hvis jeg nøjedes med at komme med en enkelt definition, ville jeres læsere straks sige, at de ikke var enige, og at det var en dårlig definition,« siger psykometriker Peter Hartmann, der både arbejder som censor i psykologi rundt om på landets universiteter og som desuden er ekstern lektor ved Institut for Folkesundhed ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Han vover nu alligevel pelsen og fortæller, at intelligensforskningen overordnet set er delt op i to fløje.

  1. Den klassiske fløj - definerer intelligensbegrebet snævert og er alene interesseret i, hvor gode vi er til at løse svære kognitive eller mentale problemer.
     
  2. Den alternative fløj - definerer begrebet bredere og forholder sig også til den enkelte persons interesser og færdigheder.

Peter Hartmann melder selv klart ud, at han er medlem af den første fløj.

Fakta

Intelligens betyder evnen til at opfatte, begribe, forstå. Ordet ’intelligens’ kom ind i de europæiske sprog fra latin i 1300-tallet og blev hurtigt et almindeligt udtryk til at karakterisere mere eller mindre begavede mennesker.

»I min verden handler intelligens ikke om, hvorvidt du kan drible en bold, eller om at du kan lave kinesisk mad. Den handler udelukkende om, i hvor høj grad du kan problemløse - at du kan løse komplekse opgaver og er i stand til effektivt at bearbejde informationer og gennemskue sammenhænge,« siger Peter Hartmann.

De første intelligenstests opstod i 1800-tallet

Intelligens-begrebet begyndte at tage form i slutningen af 1800-tallet, hvor psykologen Alfred Binet og psykiateren Théodore Simon konstruerede verdens første intelligenstest på bestilling fra det parisiske skolevæsen. Testene skulle bruges til at skelne mellem dårligt begavede børn og dem, der var dovne og uopdragne, og de viste sig at være super gode til formålet. De vandt derfor også hurtigt indpas overalt i USA og Europa. 

I 1904 opdagede den engelske psykolog Charles Spearman, at personer, der klarede sig godt i én mental eller kognitiv opgave typisk også gjorde det i alle andre. Det fik ham til at foreslå, at hjernen har en generel kognitiv evne, angivet ved 'g-faktoren’, som bestemmer, hvor gode vi er til at løse komplekse opgaver.

»Det var startskuddet til den klassiske forestilling om, hvad intelligens er, som stadig er fremherskende i dag: Personer med en høj g-faktor er altså intelligente,« siger Peter Hartmann. 

Intelligens er en generel egenskab ved hjernen

G-faktoren er ikke noget, der kan måles og vejes. Man har en forventning om, at g-faktoren er en egenskab i hjernen, men man ved ikke specifikt, hvad den er eller hvor i hjernen, den sidder. 

Teorien om, at g-faktoren er en specifik egenskab ved hjernen bakkes op af det faktum, at en blodprop i hjernen sjældent gør personen mindre intelligent, men typisk går ud over specifikke færdigheder som f.eks. evnen til at tale.

»Én af hypoteserne er, at det er en biologisk egenskab ved de såkaldte neuroner, som er de hjerneceller, der bearbejder de informationer, vi hele tiden får ind i hjernen. I hvert fald har det vist sig, at mennesker, der har en høj g-faktor har neuroner, der er mere effektive end hos almindeligt begavede mennesker,« siger Peter Hartmann. 

Meget tyder på, at vores intelligens også er arvelig, for flere studier har vist, at søskende ofte har et påfaldende ens intelligensniveau, også selv om de er vokset op i to meget forskellige miljøer. De gener, man får med sig fra sine forældre, bestemmer langt hen ad vejen, hvor godt begavet man bliver.

Høj g-faktor er lig høj intelligens

G-faktoren er altså et mål for vores intelligensniveau, men det er ikke den eneste faktor, der bestemmer, hvor godt vi klarer os i livet.

  1. Ud over g-faktoren er vores hjerne også udstyret med op mod 70 snævre evner som f.eks. evnen til at læse og forstå, samt leksikalsk viden, som bestemmer, hvor godt vi klarer os inden for specifikke områder.
     
  2. Dertil kommer 10 bredere evner som f.eks. evnen til at lære sprog, at opfatte objekter visuelt og rummeligt, at tænkte logisk-abstrakt, samt at lære og huske nye ting, der også har betydning for, hvor gode vi er til at løse en opgave.

Denne delprøve har HOGREFE Psykologisk Forlag udleveret til Videnskab.dk for at demonstrere, hvilken form for opgaver en intelligenstest typisk indeholder.

Intelligenskvotienten er et mål for de tre ting tilsammen: din g-faktor sammen med dine brede og snævre evner.

»Din g-faktor giver dig et vist niveau og sætter de overordnede rammer for, hvad du kan. De snævre og brede evner giver dig nogle specifikke styrker og svagheder, når du skal løse en opgave. Det er én af forklaringerne på, at en person godt kan være bedre til matematik end til sprog,« pointerer Peter Hartmann.

Skolen kan kun træne færdigheder

Spørgsmålet er så, om man kan øge sin intelligens – det vil sige få en højere g-faktor – men det er der desværre ikke noget, der tyder på.  

»Selv om hjernen hele tiden udvikler sig og danner nye nervebaner, så ser det ikke ud til, at du kan øge din intelligens gennem træning. Det kan ikke lade sig gøre at hæve sin g-faktor,« siger Peter Hartmann.

Han henviser til et amerikansk studie, hvor man forsøgte at træne forsøgsdeltagernes intelligens. Træningen gjorde deltagerne bedre til matematik og andre specifikke fag, men det rykkede ikke den mindste smule ved g-faktoren, som er et mål for personens intelligens.

Man er udstyret med den intelligens, man nu engang har fra fødslen, og så gælder det om at få det bedste ud af den ved at træne sine færdigheder. Man kan f.eks. træne sin hukommelse ved at forsøge at huske talrækker eller øve sig i at læse, som man typisk gør i skolen.

»Sigtet med skolen er ikke at gøre eleverne mere begavede, men at give dem nogle færdigheder. Skolens mission er at udstyre eleverne med de specifikke kompetencer, der er nødvendige for at kunne begå sig godt i livet,« siger Peter Hartmann.

Teori om syv intelligenser får kritik

Den klassiske teori om intelligensfaktoren er de seneste årtier blevet udfordret af en ny alternativ teori, som er fremsat af den fremtrædende amerikanske psykolog Howard Gardner.

Han argumenterede i 1980erne for, at vi mennesker ikke er udstyret med én, men hele ni forskellige intelligenser:

Fakta

En intelligenstest måler g-faktoren samt de brede og de snævre evner. Den samlede score er angivet ved intelligenskvotienten IQ. Intelligenstest inddeler befolkningen i Idioter (IQ 0-20), imbecile (IQ 20-50), debile (IQ 50-70), sinker (IQ 70-90), middelbegavede (IQ 90-110) og så de velbegavede (110 til 130) , de højtbegavede (130 -150) og genierne med IQ over 150.

1.      Den sprogligt-verbale

2.      Den personlige

3.      Den sociale

4.      Den logisk-matematiske

5.      Den musikalske

6.      Den rummeligt-visuelle

7.      Den kropslige-kinæstetiske

8.      Den intrapersonlige

Det eneste, der har vist sig at kunne øge g-faktoren er mad. Hvis du går for lud og koldt vand derhjemme og får dårlig ernæring, kan det ødelægge dit generelle intelligensniveau.

Psykometriker Peter Hartmann.

9.      Den eksistentialistiske

Teorien fik stor opmærksomhed i hele verden og blev også bragt til torvs af to danske hjerneforskere, Mogens Hansen og Kjeld Fredens, der i sin tid arbejdede på Aarhus Universitet. 

»Mogens og jeg brændte varmt på teorien i 1987. Vi syntes, det var spændende at læse om, fordi det var en kontrast til den stivnede IQ-debat, der beskrev intelligens som noget, der var uforandlerligt og medfødt,« siger Kjeld Fredens. 

»Gardner snakkede om de syv "intelligenser", men som han selv skrev i forordet til sin bog om det samme emne, så var det forlaget, der foreslog det, fordi intelligens er noget, der sælger,« fortæller Kjeld Fredens. 

Alternativ teori var et friskt pust

Gardner var utilfreds med måden at måle intelligens på. Han arbejdede med neuropsykologi og kunne se, at man kunne få skader på hjernen, der kunne ramme forskellige kognitive funktioner. Det gav ham den idé, at hjernen rummer adskildte intelligenser, som han kaldte for moduler.

Han satte kriterier op for, hvordan man kunne snakke om modul.

»Denne teori inspirerede undervisere, fordi man undgik at sige, at en elev var uintelligent og i stedet kunne fokusere på, at en elev kunne være god til forskellige ting. Jeg kunne godt lide tankegangen, fordi man fik et meget mere nuanceret syn på læring,« siger Kjeld Fredens.

De to teorier hænger måske sammen

»Med Gardners teori har du pludselig to forskellige måder at betragte intelligensen på. De to fljøe står i dag stejlt over for hinanden, men det kunne være interessant at finde en brobygning mellem dem. De to teorier udelukker ikke nødvendigvis hinanden,« slutter Kjeld Fredens.

Vi følger op på diskussionen om IQ og intelligens i de næste uger. indtil da: Tak for det kvikke spørgsmål, der som belønning udløser en rød t-shirt.

Du kan læse flere gode svar på spørgsmål i Spørg Videnskaben.

Følelsesmæssig intelligens spiller en rolle

Lektor i psykologi Anders Gade fra Københavns Universitet mener, at teorien om de syv intelligenser er spændende og rummer mange interessante betragtninger. Men han stiller sig tvivlende over for, hvorvidt den handler om intelligens.

»Jeg har megen sympati for manden og kender ham faktisk også fra flere sammenhænge, men jeg synes det er forkert brug af ordet 'intelligens'. Han kunne lige så godt have brugt ordet 'færdigheder'. Intelligens og færdigheder er ikke det samme. Intelligensbegrebet er en generel egenskab ved hjernen, der går på tværs af indstuderede færdigheder,« siger Anders Gade.

Anders Gade mener dog, at den amerikanske psykolog har ret på ét punkt, nemlig at vi ud over intelligens i klassisk forstand også i mere eller mindre grad er i stand til at styre vores eget følelsesliv og sætte os ind i andres sted – dette kalder Howard Gardner for personlig og social intelligens.

»Evnen til at kunne forstå andres følelsesliv og tanker er en egenskab, der er helt uafhængig af den traditionelle intelligens. Den kan i sig selv sige noget om, hvor godt vi klarer os i tilværelsen,« siger Anders Gade.

Vi bliver dummere med alderen

En videreudvikling af det klassiske intelligens-begreb er en opdeling i flydende intelligens og krystalliseret intelligens. Den flydende intelligens er uafhængig af kultur og indlæring og svarer nærmest til g-faktoren, mens den krystalliserede intelligens er kapaciteten til at udnytte den eksisterende erfaring og viden til at løse konkrete opgaver. Den afhænger derfor af indlæring og kultur.

»Desværre forholder det sig sådan, at vores flydende intelligens falder fra 20-30 år og resten af livet, mens den krystallisererde stiger. Vi bliver derved dårligere til at lære, men har til gengæld mere i hovedet af information. Så groft sagt bliver vi dummere med alderen. Heldigvis går det relativt langsomt – på nær hvis man bliver dement,« siger psykometriker Peter Hartmann.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud