Hvad er godt ved at spise svinekød?
Skal man vælge flæskestegen eller hakkebøffen, hvis man vil have det bedst mulige kød til aftensmåltidet? Vores læser har brug for nogle argumenter for at vælge svinekødet.
Flæskesteg, koteletter og frikadeller kan virke fristende - men er det i virkeligheden en dårlig idé at sætte tænderne i svinekødet? (Foto: Erik Forberg/Flickr)

Nogle mener, at svinekød skal være obligatorisk, mens andre helt undgår frikadeller og flæskesteg. Men hvis man et øjeblik ser bort fra kultur, nationalretter og religion, er det så egentlig klogt at spise svin?

Vores læser Anders Nygaard har observeret en trend, der går på at droppe svinekødet for sundhedens skyld, og det har fået ham til at overveje, hvad der overhovedet taler for at fortsætte med det stegte flæsk.

»Jeg sad og overværede en diskussion mellem to kollegaer omkring trosretninger. Det ledte samtalen over på svinekød. Den ene spiste det ikke og kunne remse alverdens dårlige egenskaber op ved at spise svin. Jeg har hørt om mange af de dårlige egenskaber før, og det fik mig til at tænke over, hvilke gode egenskaber der er, og om alle de dårlige egentlig er dokumenteret?,« skriver Anders.

Videnskab.dk stikker gerne trynen i spørgsmålet og hører forskere med forskellige ekspertiser om deres syn på at vælge svinekoteletten frem for okse- eller kyllingekødet.

Gris og andet kød har samme ernæringsfordele

Et oplagt sted at starte i afsøgningen af svinekødets gode og dårlige egenskaber er ved ernæringen. For er svinekød ikke lidt mere usundt end andre typer kød?

Ifølge seniorforsker Anja Pia Biltoft-Jensen fra DTU Fødevareinstituttet er der ingen grund til at se sig sur på svinekødet, når man skal vælge, hvad man skal have til aftensmad. Der er nemlig både fordele og ulemper ved at spise kød uanset, hvilken type det er.

Fordelene ved kød er generelt vitaminer, mineraler og proteiner. Ulemperne er mættet fedt, som vi helst ikke skal have for meget af.

»Det gælder om at holde det mættede fedt nede, og derfor skal man vælge de magre udskæringer. Men man kan ligeså godt lave magre udskæringer med svinekød som med andet kød. Sammenligner man næringsværdien af kød fra firbenede dyr som okse, svin og lammekød, så kan man ligeså godt vælge den type kød, man godt kan lide,« siger Anja Pia Biltoft-Jensen.

Ifølge Anja Pia Biltoft-Jensen er der endda udskæringer af svinekød, som er mere magre end kylling. Hvis du vil holde fedtet nede, er det vigtigste altså, hvilken del af grisen du sætter tænderne i.

Anja Pia Biltoft-Jensen tilføjer dog, at man ikke skal overdrive sit kødforbrug af de firbenede dyr – lige meget hvilket dyr man foretrækker at spise. Nogle rapporter fra internationale kræftorganisationer antyder nemlig, at overforbrug af kød, især forarbejdet kød som for eksempel bacon, pølser og pålæg, kan øge risikoen for tarmkræft.

Læs også: Bacongate: Er bacon lige så farligt som rygning?

Medicin-rester er et ’no go’ i Danmark

Altså ingen fordele eller ulemper ved grisebassen på ernærings-fronten.

Uøkologiske grise indeholder meget mere antibiotika end andet kød. Vi skal dog ikke frygte, at vi kommer til at spise kød med antibiotika - problemet er nærmere, at antibiotikaforbruget kan gøre bakterier resistente (Foto: Shutterstock)

Men kødets kvalitet kan også blive påvirket af, hvad dyret bliver fodret med, mens det er i live.

Frygt for medicinrester og slemme bakterier kan måske være noget af det, der får Anders' kollega til at se svinet som 'beskidt' kød. 

Det, mener professor Jens Peter Nielsen dog, er at misforstå det gryntende husdyr.

»Den der frygt er der ingen grund til. Det er generelt et helt sundt og ufarligt og godt produkt.  Hvis der skulle være en risiko for eksempelvis salmonella, så skulle man spise kødet råt. Den største fare ved kød er, hvis man spiser for meget,« siger Jens Peter Nielsen, der forsker i klinisk veterinærmedicin på Københavns Universitet og er specialiseret i svinesygdomme.

Medicinrester er der heller ingen grund til at frygte, forklarer han, for i Danmark er det forbudt ved lov at sælge kød, der indeholder medicinrester.

»Der er en meget høj fødevaresikkerhed i Danmark. Der er ingen restkoncentrationer af medicin i kødet, for man tester for, at der ikke er antibiotika eller lignende tilbage i dyrene, når de skal spises,« siger Jens Peter Nielsen.

Antibiotika i svin er dog forbundet med andre ulemper – det vender vi tilbage til længere nede i artiklen.

MRSA-bakterier i en del svinekød

Jens Peter Nielsens kollega, professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos, er enig i, at kød generelt er ufarligt. Men han har ikke i sinde at give vores læser Anders opmuntring i forhold til decideret positive egenskaber ved svinekød.

»Der er ingen fordele ved svinekød frem for alt muligt andet kød. Til gengæld er der en vis sandsynlighed for, at svinekødet indeholde MRSA-bakterier. Man ved, at hver tredje pakke svinekød indeholder MRSA. Men det gør ikke kødet farligt at spise, og hvis man skal få bakterierne og blive syg af det, kræver det en dårlig køkkenhygiejne,« siger Hans Jørn Kolmos, der forsker på Syddansk Universitet.

Andre typer kød indeholder også bakterier. Kylling kan for eksempel indeholde campylobacter og salmonella. Svinekød kan også indeholde salmonella, men også her er risikoen for at blive syg lille. Til gengæld er det en dårlig idé at droppe køkkenhygiejnen eller spise kødet råt.

Svin får allermest antibiotika

Men selvom grisen ikke umiddelbart lader til at være værre at spise end andre dyr, kan Hans Jørn Kolmos nu godt komme i tanker om en ulempe ved at mæske sig i gris. Men det problem er mest interessant, hvis man tænker lidt udover sin egen sundhed.

»Hvis man sammenligner svin med fjerkræ, så bruger man jo mange gange mere antibiotika til at producere et kilo svinekød end til at producere et kilo kyllingekød. Så hvis man anlægger den betragtning, at man gerne vil reducere mængden af antibiotika i denne verden, så skal man altså 1) spise økologisk 2) spise kylling i stedet for svin,« siger Hans Jørn Kolmos.

Grisene er nogle klimadukse sammenlignet med køer. Kyllinger klarer sig endnu bedre. (Foto: Shutterstock)

Problemet med antibiotika er ikke, at det er usundt for os – som sagt er medicinresterne forsvundet fra kødet, når vi spiser det – men for meget antibiotika kan lave resistente bakterier, som gør det sværere at behandle infektioner, når de opstår.

»Det er jo en af de største sundhedsmæssige trusler, vi står over for. Man regner med, at hvis vi ikke gør noget ved det, vil det i 2050 være et problem på linje med cancer,« siger Hans Jørn Kolmos.

Professor Jens Peter Nielsen gør dog opmærksom på, at antibiotikaforbruget i Danmark er langt lavere end i andre lande.

Svinekød er bedst for klimaet

Umiddelbart lader det til, at der ikke er de store fordele ved at vælge svinekød frem for andre kødtyper.

Men ser man igen lidt udover sin egen krops ve og vel, viser det sig faktisk, at der er ét stort plus ved svinekød, som alle de forskere, Videnskab.dk har været i kontakt med under denne artikels udformning har nævnt i en bibemærkning.

Svinekød er nemlig en hel del mere klimavenligt end oksekød. Det kan John Erik Hermansen, som er sektionsleder på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, fortælle mere om.

»Fra en klimavinkel har svinekød et noget lavere 'carbon footprint' (udleder mindre CO2, red.), som man siger, end oksekød. Oksen er en drøvtygger, og når køerne tygger drøv og bøvser, så kommer der methan. Methan er en drivhusgas. Så den måde, oksen fordøjer foder på, gør, at der kommer en stor klimaeffekt,« siger John Erik Hermansen.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet er det fire til otte gange bedre for klimaet at spise svin end okse, mens det er endnu mere klimavenligt at sætte tænderne i en kylling.

John Erik Hermansen forklarer dog, at det ikke er helt så simpelt set fra et samlet miljøsynspunkt.

»Der, hvor det bliver mere kompliceret, er, at svin skal fodres med korn, hvorimod en del af kvæget bliver fodret med græs og andre afgrøder, som har andre funktioner. For eksempel at opretholde biodiversiteten. Så der er en afvejning i forhold til carbon footprint og biodiversitet. Oksekød, der er baseret på græsning, har derfor en god virkning på naturen,« siger John Erik Hermansen.

Så hvad kan vi konkludere om svinekød?

Vi kan vist hurtigt konkludere, at intet er sort-hvidt, og at der er fordele og ulemper ved det meste. Selv svinekød.

  • Er du klima-tilhænger er grisen et godt valg, fordi svineproduktion udleder mindre CO2 end oksekød. Omvendt gør grisen ikke noget godt for biodiversiteten i forhold til køer på græs.
     
  • Men frygter du en fremtid med flere resistente bakterier, så skal du måske overveje at støtte de mest antibiotikafyldte grise mindre.
     
  • Hvis det du går op i er sundhed, så er der ikke den store grund til at vælge udenom grisen, når du står i det lokale supermarked. Kød fra køer, lam, kylling og svin har overordnet set de samme fordele og ulemper som verden ser ud i øjeblikket – men husk at vælge de magre udskæringer på kødet, hvis du vil være rigtig sund.

Således opmuntret siger vi tak til Anders for det glimrende spørgsmål. Det får han en flot T-shirt for. Vi takker også Anja Pia Biltoft-Jensen, Jens Peter Nielsen, Hans Jørn Kolmos og John Erik Hermansen for at dele deres ekspertise med os.

Hvis du selv grubler over noget, som videnskaben måske har et godt svar på, kan du sende en e-mail til sv@videnskab.dk. Er du derimod blevet lidt interesseret i en T-shirt, men har ikke lige et godt spørgsmål parat, kan du købe lidt til garderoben her.