Når katten sidder i det åbne vindue  og venter på jeg kommer hjem efter arbejde og bryder ud i glade mjav og bevæger sig eksalteret rundt i vinduet, skal man vist være lidt stivnakket for at erklære, det ikke er gensynsglæde. Og til dyreelskerne, der vil skrive, så er det i stueetagen og der er børnelås på tillige - og nej - hun går ikke ud af vinduet. Iøvrigt går vi tur sammen ude, så hun venter bare på jeg kommer hjem før vi går ud. Så ja, katte kan vise glæde, men er de deprimerede over et kedeligt indendørsliv, kan det godt se anderledes ud.
katten kan også opleve bekymring, som jeg kan se, når hun spejder efter steder, hun har mødt fjendtlige katte og hunde, og vi ved alle at de kan blive vrede, så jeg forstår ikke nogle kan være i tvivl.
 
 
 

Jeg tror bestemt på at dyr har føelser, og det gælder i hvertfald alle varmblodsdyr som Hunde, Katte, Heste, Køer osv...
Det har ikke noget med om hvem der har en sjæl, fordi det er der ikke nogen der har, det er blot en teologisk foklaring. Alt kan relateres til fysiologiske årsager. Det er ikke ment som tro ikke er nødvendigt, men vi skal holde de to størrelser langt fra hinanden.
JM

Kirken vil jo gerne have, at kun vi mennesker har "ånd", og at den kommer fra det, de kalder Gud. Kristendommen (og sikkert også Islam) opererer med "det fattige støv, og den hellige ånd", altså den klokkeklare dualisme, som også megen nutidig naturvidenskab abonnerer på, i den udstrækning den mere eller mindre implicit tager udgangspunkt i en forældet, Newtonsk, mekanisk reduktionisme, hvad organismer angår. Men en sansning er noget fundamentalt anderledes, end hvad der foregår i et måleapparat (f.eks. en robots "syn"). Biosemiotikken, herhjemme repræsenteret ved biologen Jesper Hoffmeyer, har fat i denne problematik.

Jeg husker et interview med Jane Godall, hvor hun siger, at hun ikke kender nogen menneskelig følelse, der ikke har sin parallel i chimpansernes følelsesliv. Jane Godall er ikke alene den, der kender vores nærmeste slægtninge bedst, hun er måske også det menneske, der gennem historien har bidraget mest betydningsfuldt til forståelsen af hvad og hvem vi selv er. For hende er menneskets sproglige kapacitet den eneste virkelig betydningsfulde forskel.
Det er utvivlsomt en af naturvidenskabens større vildfarelser, at vi skulle være den eneste art, der besider intellekt og følelser. Sært at denne overtro har overlevet 150 års biologisk erkendelse. Måtte den snart være udryddet - den har været skalkeskjul for navnløse grusomheder mod dem, vi deler tilværelse med.
WLF

Hej alle,
Jeg tror diskussionen bliver lidt for unuanceret, på denne måde. Jeg tror man begår en kategorisk fejl, hvis man ikke skelner mellem emotioner og følelser. Emotioner er – i hvert fald på fagsproget – betegnelsen for adfærds reaktioner, som ikke nødvendigvis fordrer bevidsthed. Følelser, er derimod den bevidste oplevelse af emotioner. Så ikke alle emotioner giver følelser, men alle følelser bunder i emotioner. 
Der er mange eksempler på, at man kan reagere emotionelt uden at følelserne "hænger med". Vor kropslige reaktion ved forskrækkelse foregår altid inden vi oplever frygt (selv om vi måske mener det er to sider af samme sag).
Man kan også demonstrere emotioner uden følelser ved f.eks. at vise stærkt negative/positive ord, uden at folk lægger mærke til det (såkaldt subliminal perception). Her vil man kunne måle emotionelle områder af hjernen, såvel som kropslige reaktioner, uden at folk selv oplever nogen ændring.
Når snakken kommer til dyr, skal man derfor huske denne adskillelse. Det vil sige, at vi godt kan forestille os, at mange dyr viser emotionel adfærd, UDEN at dette ledsages af bevidste følelser. Men lige præcis hvordan det forholder sig, kan videnskaben endnu IKKE give et entydigt svar på.
Personligt hælder jeg til, at mange dyr, som pattedyr (fx hunde og delfiner) godt kan have bevidste følelser, men at andre dyr, som insekter og måske endda reptiler, ikke har dette. Argumentet herfor er en smule for langt og teknisk, til at bringe lige her (måske noget for min egen blog her på videnskab.dk). Men lad os holde os til, at det handler om både hjernens kompleksitet, såvel om tilstedeværelsen af nogle bestemte strukturer i hjernen.
Som så ofte i al videnskab vil der ikke være et enegyldigt skel mellem bevidste og ubevidste processer. Tværtimod tyder meget på, at der er tale om en graduering. Men bundlinjen er nok, at vi alle – også mennesker– er underlagt vore emotionelle reaktioner, og kun nogle gange optræder disse som bevidste følelser. 
Venlig hilsen Thomas Zoëga Ramsøy, PhD og hjerneforsker (Hvidovre Hospital & CBS)

Hej Allan
Ja, vi kan godt se, hvad du mener. Tanken har på ingen måde været at udstille dig eller lærere generelt. Vi er jo netop sat i verden for, ligesom jer, at sprede viden til unge og gamle.
Jeg synes tværtimod, at det er modigt af dig på den måde at vise, at viden ikke er hugget i sten og godt kan modsiges af eleverne eller studerende.
Når Jan Ladewig siger "I dette tilfælde ser det ud til, at eleverne er klogere end læreren, men det har man jo hørt om før" henviser han således til sig selv og ikke til skolelærere. Men det fremgår ikke tydeligt nok.
Men vi kan godt se, at tonen i artiklen kan give et uheldigt signal, hvis man læser den med de briller på. Og kan godt se, at den - utilsigtet - kan puste til ilden omkring de fordomme, der nogle steder hersker overfor skolelærere.
Det beklager vi og skriver artiklen igennem en gang til, så de værste misforståelser forhåbentlig fjernes.
Med håb om flere gode spørgsmål fra videnbegærlige elever og lærere fremover.
vh.
Peter HyldgårdNyhedsredaktør
 

Jeg takker for svaret, men er lidt ærgerlig over at I er nødsaget til at peppe artikelen op ved forskellige irrelante elementer. Men her anråbes den journalistiske frihed vel?
Der er på ingen måde tale om at min selvtillid har fået et skud for boven i forhold til ovenstående. Jeg er og har altid været interesseret i at lære nyt og er velvidende om at jeg som folkeskolelærer ikke er alvidende. Derfor søger man hen, hvor man mener landets bedste viden er forsamlet. Det kunne jo være her. Desuden synes jeg det er lidt prætentiøst, at ville genoprette selvtilliden hos landets samlede lærerkorps ud fra mit spørgsmål. Men fint nok, idet det herved anerkendes, at folkeskolelærere er under pres.
Men hvorfor er fx følgende udsagn med i artiklen "»Det kan man bestemt ikke afvise. I dette tilfælde ser det ud til, at eleverne er klogere end læreren, men det har man jo hørt om før,« griner Jan Ladewig." Det fatter jeg simpelthen ikke. Jeg intet imod at andre er klogere end undertegnede eller for den sags skyld, at elever ved mere end mig. Men hvad dette udsagn skal med i artiklen for forstår jeg simpelthen ikke. Den bringer ikke ny viden i forhold til spørgsmålet. Men må snarere være journalistens ventil for sin egen dagsorden. Det kunne gøres bedre.
Desuden forstår jeg ikke følgende udsagn i artiklen: Og eleverne skal vel også kun have ny viden, hvis man som lærer føler for det..?" Hvad menes der egentlig med det? Hvis man som lærer føler for det.... Der er jo en grund til at jeg henvendte mig. Jeg vil gerne kvalificere min undervisning og udtrykke mig i min undervisning på et kvalificeret grundlag. Det kan være andre eller journalisten kan uddybe det punkter i artiklen jeg opfatter som irrelevante, malplacerede og sværtforstålige?
Det vil sige essen af ovenstående er, at jeg føler mig udstillet som stationær og reaktionær. Jeg er en af tusindvis af danske nysgerrig skolelærere som gerne vil suge ny viden til mig og inddrage den i min undervisning. Derfor min henvendelse. Men det er da nok min sidst, hvis det er stilen. Eller jeg er måske for fintFØLENDE.