Er vækst en menneskelig drift?
CLASSIC: En læser sætter spørgsmålstegn ved behovet for økonomisk vækst. Det bringer Spørg Videnskaben på tur – ikke bare i økonomiens, men især i filosofiens verden.

Er behovet for vækst indbygget i os - er det en form for begær? (Foto: Colourbox)

 

»I følge aviserne er økonomerne ikke i tvivl: Den eneste vej ud af den såkaldte krise er vækst.

Er der ikke andre veje? Hvis vi accepterer lavere forbrug mod at få mere tid, ja så kan vi selv passe vores gamle, dyrke noget af vores mad og reparere vores hus. Sådan har samfundet jo været tidligere, og mange andre ting går i cyklusser.

Men når det handler om økonomien er der åbenbart kun en vej – øget vækst. Som giver et øget pres på Jordens naturressourcer,« skriver Erik Bjerre i en mail til videnskab.dk

Erik Bjerres spørgsmål har givet anledning til grubleri her på redaktionen. Vi har tidligere bedt en alternativ økonom komme med et bud på en økonomisk teori, der ikke bygger på vækst. Men ligesom Erik Bjerre  undrer vi os stadig: Hvis vi mennesker mener, at vækst er den eneste vej frem, hvad skyldes det så?

Det har vi bedt idéhistoriker og filosof Henrik Jøker Bjerre svare på. Han er forsker ved Aarhus Universitets Afdeling for Idéhistorie.

Hvorfor er vi så vilde efter at skabe vækst? Kan man sige, at vækst er en menneskelig drift? 

»Drift er måske ikke det rigtige ord, jeg vil hellere kalde det et begær. Vækst og begær hænger sammen med den måde, vores økonomi fungerer på – væksten er en forudsætning for, at vi kan udleve vores begær,« siger Henrik Jøker Bjerre.

»Det er den kapitalistiske logik; at vi hele tiden skal have noget nyt, vi ikke vidste vi havde brug for, for at være og se ud som vi tror, vi skal over for andre. På den måde er begæret altid ’den andens begær’, som den franske psykiater Lacan ville sige.«

Den andens begær – hvad vil det sige?

»Den andens begær vil sige, at begæret ifølge Lacan altid er karakteriseret ved at være begæret mod at blive sådan, at den anden vil begære os. Vores begær er at blive begæret af den anden. Det forsøger vi at opnå gennem konstant at finde ting, der kan ’gøre det for os’, men når vi får det nye, opdager vi, at det alligevel ikke var det rigtige.«

Fakta

Spørg Videnskaben Classic Fra tid til anden genpublicerer vi tidligere gode svar fra Spørg Videnskaben. Denne artikel blev første gang bragt 17. marts 2011.

»Dermed er det en mekanisme, der principielt set ikke kan stoppes, for man finder ikke ro i sin søgen efter det, der kan tilfredsstille vores begær mod at være den andens begær.«

Kan man tage det op på et lidt højere niveau og tale om en slags drift på menneskehedens vegne?

»Hvis man spørger om menneskehedens trang til udvikling, er det jo et traditionelt teologisk og filosofisk spørgsmål.«

»Kant ville sige, at mennesket har en drift imod grænsen for vores forståelse af verden. En drift, der aldrig kan tilfredsstilles, fordi der hele tiden er spørgsmål, der driver os videre. ’Hvordan blev jorden til? Hvad var der før Big Bang?’«

»Det kan ses som en drift, der også styrer vores videnskab; vi får hele tiden nye modeller til forståelse, nye tekniske landvindinger, ny industri. Det er sådan en grundlæggende sult efter forandring og nye svar.«

Hvordan hænger den drift sammen med økonomisk vækst?

»Man kan sige, at det er kapitalismens grundlæggende kendetegn, at den er baseret på sin egen overskridelse, ligesom Kant ser menneskets trang til konstant at overskride grænsen for egen forståelse. I kapitalismen viser det sig ved, at der altid skal være større outcome end input.«

En økonom har fortalt om ’økologisk økonomi’. Det er et økonomisk forskningsfelt, der går op i at passe bedre på naturen, blandt andet på bekostning af væksten.

Generelt hører vi meget om, at det er nødvendigt at passe på naturen og klimaet. Hvorfor bliver vi så ved med at tro på – og arbejde for - vækst?

»Formentlig er det sådan, at vi subjektivt, et sted inde i os, tror på den økologiske økonomi.«

Vækst og begær hænger sammen med den måde, vores økonomi fungerer på – væksten er en forudsætning for, at vi kan udleve vores begær.

Henrik Jøker Bjerre

»Vi kan måske godt se, at fortsat vækst ikke hænger sammen, og vi kan sidde derhjemme og stille spørgsmålstegn ved konventionel økonomi. Men objektivt og med vores viden tror vi på den konventionelle økonomi, der taler for vækst. Blandt andet fordi vi har en fornemmelse af, at de andre tror på, at vækst er nødvendig, og derfor må vi spille med på den.«

»Ser man på den slovenske filosof Slavoj Zizek, vil han forklare det med et begreb, der kaldes ’Den Store Anden’. Den Store Anden er vores fornemmelse af, at der er en anden derude, der holder sammen på tingene, har svarene og forventer noget af os. Den Store Anden er selve den sociale orden.«

»Og så længe Den Store Anden tror på vækst, er vi ikke i stand til at tro på andet. Selvom vi har en viden om, at noget er galt, så tror vi ikke på den, fordi Den Store Anden ikke tror på det på vores vegne.«

»Derfor siger Zizek også, at vi ikke tror på klimaforandringerne, selvom vi godt ved, de er der. Når vi kigger ud af vinduet er himlen blå, alting er som det plejer. Og derfor er vi ikke i stand til at tro på klimaforandringerne.«

Hvad skal til, før vores holdning ændrer sig?

»Nogle gange falder Den Store Anden, for eksempel som det lige er sket i Egypten. Men indtil det er sket, lever vi, som om det er umuligt, at det sker. En bekendt arbejder i finansverdenen, og han fortæller, at der hersker samme logik. Man har ikke muligheden for radikale ændringer med i sine overvejelser, før de er sket.«

»Hvor meget der skal til for at ryste vores tro, er enormt svært at sige. Men man kan forestille sig, at hvis etablerede autoriteter som de økonomiske vismænd, der er ’den kapitalistiske tros’ forsvarere, pludselig taler om, at man skal ændre på tingene, så kan det ryste ’Den Store Anden’.«

»Man kan sammenligne det med videnskabsteoretikeren Thomas Kuhns teori om ’paradigmeskift’. Inden for videnskaben kan der kun herske én opfattelse, et paradigme, ad gangen. Videnskabens job er så at løse problemer inden for de rammer, paradigmet sætter op.«

»Med tiden opstår der så mange forklaringsproblemer, at paradigmet falder, og et nyt træder i dets sted. Og først da kan man tro på andet, end hvad det gamle paradigme foreskrev. Man kan altså ikke tro på to ting på én gang. 

Spørg Videnskaben siger tak til Erik Bjerre for et godt spørgsmål, der har gjort os klogere. Du kan læse flere spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben.

Hvis du ligger inde med et spørgsmål, der på samme måde kan sætte tankerne i kog, så send det til redaktionen@videnskab.dk. Så er det måske dig, der næste gang vinder en knaldrød Videnskab.dk t-shirt magen til den, vi sender til Erik Bjerre.