Vestens opdragelsesmetoder fungerer ikke på alle lande
Internationale sanktioner og diplomatisk pres har langtfra altid den ønskede virkning. Når det internationale samfund sætter et land i skammekrogen, kan det nogle gange have den modsatte effekt og blot gøre landet mere kontrært.
Cuba

Cuba er et af de lande, der har oplevet internationale sanktioner. De gjorde brug af modstigmatisering og vendte kritikken til noget, de var stolte af. Denne strategi lykkedes, og Cuba fik støtte fra andre venstreorienterede lande. (Foto: Shutterstock)

Tyskland, Østrig og Cuba har mindst én ting til fælles, når det kommer til international politik: De har alle prøvet, hvad det vil sige at blive sat i skammekrogen og udelukket fra det gode selskab af vestlige politikere.

Men de tre lande har håndteret den form for opdragelse vidt forskelligt. For diplomatisk pres og sanktioner fra det internationale samfund, virker ikke altid efter hensigten.

I Vesten har vi længe troet, at vi kunne opdrage andre lande, og i løbet af de seneste 20 år er brugen af sanktioner steget i international politik.

Vores vestlige idealer om menneskerettigheder og demokrati bliver brugt til at retfærdiggøre et internationalt pres for at få andre stater til at følge vores normer og værdier.

Men der er vidt forskellige måder at håndtere det at være anderledes på.

Sociologen Erving Goffman har undersøgt, hvordan homoseksuelle, sindssyge og handicappede håndterer majoritetens blik og isolation.

Inspireret af Goffman har jeg identificeret tre forskellige strategier, som lande, der har været udsat for sanktioner og pres, anvender: Accept af stigma, afvisning af stigma og mod-stigmatisering (se Tabel 1). Jeg illustrerer de tre strategier med Tyskland, Østrig og Cuba.

Tyskland er et land, hvor sanktioner og stigmatisering har virket efter hensigten. Efter anden verdenskrig accepterede landet sin skyld, og i dag står Tyskland som en model på et rodfæstet demokrati og respekt for menneskerettigheder.

Derimod meldte Østrig hus forbi i forhold til medskyldighed i nazismens forbrydelser, mens cubanske politikere efter revolutionen har gjort en dyd ud af ikke at bøje sig for Vestens krav, trods USA's voldsomme sanktioner.

Grafik: Louise Glargaard Perlmutter/Louises design.

Tyskland efter anden verdenskrig

Der findes tre strategier til at håndtere stigma. 

Den første type strategi er accept af stigma, hvor det land, der bliver kritiseret, identificerer sig med Vesten og undskylder. Dermed bliver det internationale samfunds regler og normer styrket.

Et eksempel på stigma-accept er Tyskland efter anden verdenskrig.

De Allierede (særligt USA og Sovjetunionen) så sig selv som forsvarere af det gode, mens Tyskland skulle betragtes som udstødte, altså de onde.

Først da der opstod spændinger mellem Vesten og Sovjetunionen, kunne Vesttyskland blive medlem af fællesskabet igen. Det skete blandt andet, fordi Vesttyskland vedkendte sig og gjorde op med sin fortid gennem retsforfølgelse af ledende nazister og etablering af jødiske museer og holocaustmindesmærker.

Det internationale samfund behøvede dermed ikke at fortsætte med at sætte Tyskland i skammekrogen, for Tysklands intellektuelle gjorde det selv.

I dag giver Tysklands stigma landet en særlig international position. Landets ledere bliver nøje overvåget af resten verden og skal leve op til de højeste moralske standarder for at vise, at de er bedre end ’normale’ politiske ledere.

Det har man f.eks. set i den nuværende flygtningesituation, hvor Tyskland sammen med Sverige har taget imod flere flygtninge end nogen anden stat i Europa.

Østrigs stigma-afvisning

Den anden strategi er stigmaafvisning, hvor landet accepterer det internationale samfunds normer, men afviser at være afvigende.

Hvis stigmaafvisningen lykkes, vil det pågældende land ende med at blive betragtet som ’normalt’. Et eksempel på dette er Østrig.

I 2000 kom det ekstreme højrepopulistiske parti, FPÖ (Freiheitliche Partei Österreichs), i regering i Østrig med en leder, der bl.a. sagde, at tidligere SS-officerer var helte.

Da EU forsøgte sig med en samlet sanktion, hvor de fordømte Østrig, afviste den østrigske regering, at det var afvigende i forhold god politisk adfærd.

EU's sanktioner blev også udfordret af andre medlemslande med stærke ekstreme højrepartier – blandt andet Danmark – og der blev sat spørgsmålstegn ved EU's politiske sammenhængskraft.

Sanktionerne faldt til jorden, EU blev splittet, og en offentlig forlegenhed over Østrigs triumf indfandt sig. I stedet for en stigmatisering af Østrig voksede både indvandrings- og EU-skepsissen frem i Europa, og EU's moralske rolle i nationale debatter blev svækket.

USA's sanktioner mod Cuba

Den tredje strategi er modstigmatisering. Her indrømmer landet, at det afviger, men i modsætning til stigmaaccept, vender staten den internationale kritik til noget positivt – noget den er stolt af. Det styrker moralen indadtil.

Under den kolde krig var Cuba allieret med Sovjetunionen, og USA så dermed Cuba som en trussel.

Derfor forsøgte amerikanerne at få det internationale samfund til at stigmatisere Cuba – både symbolsk og materielt med en handelsembargo. Da Sovjetunionen brød sammen, forsvandt Cubas støtte, og USA's sanktioner ramte hårdt.

Da USA i 1992 valgte at styrke sanktionerne gav det dog bagslag.

Cuba fremstod som en lille og svag stat, der ikke truede USA, og Spanien og Canada afviste derfor USA's ønske om at bryde forbindelsen til Cuba, og FN og EU fordømte embargoen. Dermed fik USA isoleret sig selv.

Cuba fandt støtte hos andre venstredrejede stater især i Latinamerika, og grænsen for, hvad der er normalt, og hvad der afvigende, blev udvisket i det internationale samfund.

Hvorfor håndteres stigma forskelligt?

Mindst to faktorer er afgørende for, hvordan stater håndterer kritik. For det første er det vigtigt, om befolkningen i staten betragter den internationale kritik som retfærdig eller ej. For det andet er det afgørende, hvor mange ressourcer den pågældende stat har.

Er der tale om en rig og velfungerende stat, har den bedre mulighed for at modstå international kritik, end hvis der er tale om en svag og konfliktfyldt stat.

Derudover er stigmahåndtering også et spørgsmål om den nationale debat og kultur, som løbende ændrer sig. Alt efter, hvordan den nationale debat folder sig ud, og hvor høj graden af ytringsfrihed er, kan stigma derfor starte med at føre til skam for derefter at udvikle sig til stolthed.

Sanktioner som f.eks. indefrysning af finansielle midler, indrejserestriktioner eller afbrydelse af diplomatiske forbindelser virker altså ikke altid, og de vestlige politikere skal være opmærksomme på, hvornår de bruger disse instrumenter.

Vi bør kende de enkelte lande bedre og spørge, om et flertal overhovedet ønsker at blive (eller ser sig selv som) en del af et såkaldt vestligt værdifællesskab.

Hvis ikke, kan sanktioner og pres stadig anvendes, men så handler det mere om, at vi har brug for at sende et signal om, at en global, vestligt domineret orden stadig virker, end om direkte at påvirke landene til at ændre adfærd på kort sigt.

Hvorfor virker det ikke på Rusland i dag?

På længere sigt kan forskning i national skam, stolthed og stigma hjælpe os til at forstå, hvorfor det diplomatiske pres på et land som Rusland ikke har virket, mens det delvist virkede på apartheidstyret i Sydafrika.

Forsøg på at skabe fælles normer for, hvordan stater bør opføre sig, vil formentligt blive endnu sværere i fremtiden.

Vestens værdier – og især USA's – har domineret i det forrige århundrede, og det har været de normer, andre lande er blevet målt ud fra.

Men nu, hvor lande som Kina, Indien og Brasilien begynder at fylde mere i verdensordenen, kan Vesten ikke regne med, at det bliver ved med at være deres opfattelser af rigtigt og forkert, der dominerer.