Tysk økonomisk tænkning under eurokrisen
Når politiske beslutningstagere forsøger at føre en plan ud i livet, erfarer de ofte, at resultatet ikke bliver helt som forventet. Det skete også, da Tyskland forsøgte at håndtere de seneste års krise i eurozonen.
eurokrise

På trods af, at Tyskland ønsker at holde sig på afstand af den europæiske økonomi, har de gennem tiden fået indført en ordoliberalistisk politik i eurozonen. (Foto: Shutterstock).

Inden for statskundskaben har man længe været opmærksom på, at der ofte opstår en række uforudsete og ikke-intenderede følgevirkninger, når politiske beslutningstagere forsøger at føre diverse politiske tiltag ud i livet.

Dette er også tilfældet inden for Den Europæiske Union (EU).

Da verden i 2008 blev ramt af en omfattende finanskrise, blev det hurtigt klart, at de europæiske lande og den fælles valuta – euroen – var under pres.

Økonomien i en række sydeuropæiske lande haltede gevaldigt, og mange begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om euroen ville overleve krisen.

Krisen medførte, at eurolandene, der tilsammen udgør den såkaldte eurozone, iværksatte planer for møntfodens overlevelse.

LÆS OGSÅ: Forsker: EU overlever kun som Europas Forenede Stater

Tyskland tog styringen

Tyskland udmærkede sig i den forbindelse som en af hovedarkitekterne bag de redningsstrategier, der blev lagt, for selv om Tyskland også selv var blevet ramt af krisen og økonomisk tilbagegang, var landet stadig en vægtig økonomisk aktør med et stort bruttonationalprodukt, sunde budgetter og stor kreditværdighed.

Når en økonomi er i krise, er der flere løsninger, beslutningstagerne kan vælge at gøre brug af for at komme ud af den igen.

Meget firkantet stillet op kan man pege på to yderpunkter inden for debatten om den rette løsningsmodel.

Den ene lejr hævder, at det gælder om at minimere styringen og reguleringen fra centralt hold (staten eller føderationen) så meget som muligt.

Den modsatte lejr mener derimod, at staten skal spille en ganske aktiv rolle i styringen af økonomien. I stedet for at holde sig på behørig afstand, når krisen indtræffer, mener man, at staten skal intervenere aktivt i markedet og stimulere økonomien ved eksempelvis at investere i veje, hospitaler og skoler.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi økonomisk krise?

Tyskland har siden afslutningen på anden verdenskrig været stærk tilhænger af en position midt imellem disse to lejre.

Den position har fået navet ordoliberalisme og står for, at staten skal være med til at facilitere de bedste betingelser for markedet gennem klare regler og institutioner – uden at blande sig direkte med investeringer og lignende.

Statens primære opgave bliver således at sikre økonomisk stabilitet og forudsigelighed.

Tyskland Euro EU økonomi

Tyskland er endt med at blive genstand for en række ikke-intenderede konsekvenser af den økonomiske politik, de selv fik gennemført i EU. (Foto: Shutterstock)

Tyskland vil helst holdes ude af økonomien

I løbet af de seneste mange årtier er der foregået en omfattende økonomisk integration i EU, der har gjort, at medlemslandenes økonomier er blevet tættere forbundne.

Ordoliberalismen har været tydelig hele vejen gennem denne proces, og indflydelsen herfra blev større efter eurozonens krise.

Det skyldes især, at Tyskland ofte har en ledende position i de økonomiske forhandlinger i EU, og at landet har en stadigt voksende rolle i EU’s økonomiske politik.

Alt dette sker på trods af, at Tyskland grundlæggende nærer et ønske om at holde sig på afstand.

LÆS OGSÅ: Hvem ejer statsgælden?

Tyskland har oplevet uventede konsekvenser

På baggrund af interviews med en række højtstående embedsmænd i de tyske finans- og udenrigsministerier, har vi analyseret nogle af de ikke-intenderede effekter, Tysklands position og rolle i EU’s økonomiske politik har haft.

Analysen har vist os, at styrkelsen af de ordoliberale idéer i EU har haft effekter, der paradoksalt nok har været negative for Tyskland selv, selv om landet traditionelt både har ført og advokeret for ordoliberal politik.

Særligt to af disse negative og ikke-intenderede følgevirkninger vil vi fremhæve.

  1. For det første er mistroen til Tyskland voksende. De tyske beslutningstagere har i de seneste år været med til at sætte en række klare sparekrav igennem over for flere af eurolandenes regeringer.

    Det har ført til beslutninger i de pågældende lande, som har mødt modstand blandt befolkningerne og dermed givet næring til en stigende skepsis over for Tyskland.

    Regeringer og befolkninger har følt, at deres egne handlemuligheder for at komme ud af krisen blev begrænset.
     

  2. For det andet bliver det stadig sværere for de tyske beslutningstagere at vinde opbakning fra befolkningen til deres forslag.

    De krav, som Tyskland har været med til at stille, har haft en særlig gennemslagskraft, fordi tyskerne som modydelse har båret en væsentlig del af de økonomiske byrder i krisehåndteringen.

    Det forhold har samtidig medført en faldende opbakning til krisehåndteringen blandt den tyske befolkning.

LÆS OGSÅ: Er vækst den eneste vej ud af den økonomiske krise?

Årsager til ikke-intenderede følger

For at forstå Tysklands situation, har vi valgt at bruge den amerikanske sociolog Robert K. Mertons teori om ikke-intenderede følgevirkninger.

I Tabel 1 nedenfor ses hans 4 kilder til, at politiske aktører ikke altid ender med det resultat, de ønsker at opnå:

  1. Uvidenhed
  2. Fejlplanlægning
  3. Tunnelsyn
  4. Grundlæggende værdier

Grafik: Louise Glargaard Perlmutter/Louises design.

Vores undersøgelse viser, at de tyske beslutningstagere har gjort sig til genstand for ikke-intenderede følgevirkninger gennem alle fire kilder.

LÆS OGSÅ: Hvordan slutter finanskrisen?

Årsager til Tysklands ikke-intenderede følger

For det første bekymrede Tyskland sig i lang tid ikke om de enkelte eurolandes individuelle karakteristika. Af den grund kan man pege på, at der var et betydeligt hul i tyskernes vidensgrundlag, da der skulle udtænkes og træffes beslutninger på eurolandenes vegne.

For det andet var selve tilrettelæggelsen af eurosamarbejdet præget af fejlplanlægning. Grundlaget for samarbejdet blev udtænkt med afsæt i en forestilling om, at det hovedsageligt var en gruppe homogene lande, som ville deltage. Dette endte langt fra med at blive tilfældet, da euroen blev indført, og det har haft konsekvenser frem til i dag.

For det tredje kan Tyskland siges at have haft et tunnelsyn i den forstand, at landets beslutningstagere har stået meget stejlt på, hvilken løsningsmodel der var bedst egnet til at håndtere krisen. Den ordoliberale løsningsmodel blev fremhævet som den eneste rigtige.

Tyskland lagde vægt på at skabe de bedste rammer for stabilitet og forudsigelighed, mens tiltag, som ville bane vejen for, at staten kunne spille en aktiv rolle i styringen af økonomien i krisetid, blev udelukket.

For det fjerde bekræftede vores interviews med de tyske embedsmænd, at dette tunnelsyn højst sandsynligt bunder i den historisk forankrede forkærlighed for ordoliberalismen i Tyskland – i landets grundlæggende økonomisk-politiske filosofi.

På grund af disse fire årsager, endte Tyskland altså med at blive til genstand for en række ikke-intenderede konsekvenser af den økonomiske politik, de selv fik gennemført i EU. 

 

Udkastet til denne artikel er skrevet af ba.scient.pol. Philip Larsen på baggrund af artikel i Journal of Common Market Studies.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud