Sekularisme: Kan man adskille religion og politik?

Når talen falder på religionens rolle i det offentlige liv, bliver følelserne ofte bragt i kog og knivene hvæsset.

Debatklimaet bliver hurtigt forholdsvist giftigt, beskyldningerne fyger igennem luften og modstridende synspunkter står uforsonligt over for hinanden, i værste fald med hærværk, vold og drab til følge.

Siden udgivelsen af Salman Rushdies De Sataniske Vers i 1988 og Ayatollah Khomeinis ’fatwa’ mod Rushdie i 1989, de franske tørklædedebatter fra 1989 og frem og ikke mindst terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001 har hver eneste sag med religion som ingrediens ført ophedede debatter med sig rundt omkring i Europa og hinsides Europas grænser: tørklæder, burkaer, moskéer, minareter, krucifikser, omskæring, tegninger, film, teater og satire.

Sekularisme som grundlæggende værdi

Et omdrejningspunkt i debatterne er de grundlæggende demokratiske værdier og principper, som de først og fremmest er blevet formuleret og har udviklet sig i Europa og USA siden oplysningstiden. Sekularisme bliver anset for en af disse grundlæggende værdier, der giver mulighed for fredelig sameksistens mellem forskellige religioner, trosretninger og livsanskuelser.

Sekularisme er en politisk doktrin, der kræver adskillelse af religion og politik og henviser religion til privatsfæren. I den forstand bliver sekularisme anskuet som et centralt demokratisk princip for organisering af det offentlige rum og regulering af religioner og religiøse borgere.

De sidste godt 25 års debatter har imidlertid rejst spørgsmål, om sekularisme virkelig er en fredsindstiftende politisk doktrin, eller om sekularisme omvendt er med til at skabe konflikter og til tider er i direkte konflikt med religion.

Det har ikke mindst givet anledning til drøftelser og undersøgelser af, hvad sekularisme betyder og bliver tilskrevet af mening, og hvordan sekularisme opererer i forhold til religiøse borgere.

Fra ental til flertal

De principielle offentlige debatter om religion og politik har haft paralleller i den politisk teoretiske og politologiske litteratur om sekularisme. Fagfolk har drøftet, om der af demokratisk principielle grunde skal formuleres alternativer til sekularisme, eller om alternative sekularismer er en farbar vej.

Uanset hvad, indikerer den principielle debat, at sekularisme ikke er en entydig og almengyldig politisk doktrin, men snarere skal anskues i flertal.

I europæisk sammenhæng henvises der til forskellige sekularismemodeller i en lang række varianter med yderpunkter i radikal sekularisme, hvor der er skarp adskillelse af religiøse og politiske institutioner, som f.eks i Frankrig og moderat sekularisme, hvor der er institutionelt overlap mellem stat og kirke, som f.eks. i Danmark, England og Tyskland.

Selv har jeg skitseret det teoretiske landskab i form af tre tilgange til studiet af religion og politik,

1. Universel sekularisme,
2. Kontekstuel sekularisme og
3. Strategisk sekularisme.

Universel sekularisme

Særligt i liberal politisk teori bliver sekularisme anskuet som en universel politisk doktrin. Kravet om, at religion og politik skal holdes adskilt, har en almen og almengyldig karakter.

Det kommer til udtryk på to niveauer: Dels i form af hvad jeg har valgt at kalde et institutionelt arrangement: at politiske institutioner og den offentlige sfære er organiseret uafhængigt af religioner og religiøse institutioner.

Og dels i kraft af hvad jeg kalder et individuelt ræsonnement: at denne organisering kan begrundes og retfærdiggøres ved hjælp af en særlig almen fornuft, der kræver, at man er i stand til at sætte parentes om sin religion, tro eller anden livsanskuelse, når man har med politiske og offentlige anliggender at gøre.

Med andre ord antages det, at alle mennesker uanset religion, tro og livsanskuelse besidder en almen fornuft, der muliggør, at man kan træffe beslutninger af almengyldig karakter. I tilfældet sekularisme som politisk doktrin understøtter det hvad, der bliver opfattet som almengyldige principper om frihed og tolerance, lighed, neutralitet og upartiskhed.

Disse principper skal være gældende både for den måde de politiske institutioner regulerer almindelige borgere, religiøse såvel som ikke-religiøse, og den måde almindelige borgere opfører sig over for hinanden i den offentlige sfære.

Kontekstuel sekularisme

Imidlertid er der blevet stillet spørgsmålstegn ved sekularismens universelle karakter. I hvor høj grad har fordringen om en institutionel adskillelse af religion og politik en universel rækkevidde?

Er det ikke blot en vestlig politisk doktrin, der udspringer af en kristen tradition?

Holder antagelsen om en almen fornuft, og er det muligt og ønskeligt, at man sætter parentes om sin religion, tro og livsanskuelse, når man drøfter politiske og offentlige anliggender?

Lader man ikke den grundlæggende meningshorisont, som er drivkraften for menneskelig handlen, ude?

Og garanterer en adskillelse af religion og politik principperne om frihed og tolerance, lighed, neutralitet og upartiskhed? E

ller forhindrer en adskillelse, at disse principper bliver sikret og ført ud i livet, så alle borgere har reel religionsfrihed og reelt bliver behandlet som lige?

I den kontekstuelle sekularisme bliver der lagt vægt på, at den institutionelle adskillelse af religion og politik samtidig rummer mulighed for, at der i forbindelse med konkret lovgivning og konkrete politikker udvises en kontekstsensitivitet over for den konkrete befolkningssammensætning og landets og dets befolkningsgruppers historie, tradition og kultur, hvor omtvistet betydningen heraf end måtte være, f.eks. de europæiske landes kristne kulturarv.

Strategisk sekularisme

Fra religiøse borgeres perspektiv, uanset om vi taler om f.eks. Europas kristne majoritet eller muslimske minoritet, bliver sekularismens fordring om, at man skal sætte parentes om sin religion, tro og livsanskuelse i politiske og offentlige anliggender, opfattet som en form for magtudøvelse.

Den strategiske sekularisme retter blikket mod den måde, almindelige borgere bliver ’subjektiveret’ på i kraft af de politiske institutioners regulering. Særligt bliver det fremhævet, at sekularismen griber ind i den enkelte borgers selvfølelse og selvopfattelse.

Hvis man skal opfatte sig selv som legitim borger i et sekulært demokrati, forudsætter det, at man ser bort fra sin religion, tro og livsanskuelse. Men dette bliver anset for en sofistikeret form for magtudøvelse, der betvivler de pågældendes livsgrundlag og som følge kan forstærke en følelse af, at man er ’andenrangs’ borger.

I den forstand bliver sekularisme som politisk doktrin anset for at være konfliktskabende snarere end fredsindstiftende.

Komparativ sekularisme: Fra minoritetsstudier til majoritetsstudier

Hidtil har komparative studier af sekularisme i Europa, USA og f.eks. Indien fokuseret på, hvordan en sekulær stat har reguleret minoritetsreligioner, og de paradokser, det har skabt i forhold til sekularismens principper om frihed og tolerance, lighed, neutralitet og upartiskhed.

Der mangler imidlertid studier af, hvordan religiøse borgere fra en majoritetsreligion bliver reguleret, og hvordan de opfatter samspillet mellem deres religiøse identitet og deres borgeridentitet. Det emne vil jeg i de kommende år arbejde videre med i samarbejde med en gruppe antropologer med speciale i hhv. dansk, spansk og tyrkisk politisk kultur.