Forskere på akkord

Igennem de seneste tre årtier er der sket mange og store reformer af den offentlige sektor. Mange af dem er blevet samlet under betegnelse New Public Management, NPM i daglig tale.

Man kan betragte NPM som en værktøjskasse, hvor politikere og embedsmænd kan hente inspiration til at reformere samfundet. Blandt de værktøjer, som fylder meget i kassen, er øget konkurrence, frit valg, udlicitering, stærkere ledere.

Et værktøj er også resultatstyring: Ledere, ansatte og organisationer skal gøres ansvarlige for de resultater, der kommer ud af deres arbejde, undertiden samtidig med at de gode bliver belønnet.

Når sådan nogle fænomener får en engelsk betegnelse – Performance Management lyder den – tror vi at det er udtryk for nytænkning. Men det er det ikke. Denne artikels forfatter var i 60erne barn i tekstilbyen Ikast og her kørte ejerne af de ca. 200 tekstilfabrikker løs med ja, performance management. Dengang kaldte vi det blot akkordarbejde.

De mange tusinde syersker blev belønnet efter hvor mange skjorter og underbukser, de kunne sy, og der blev syet rigtig mange. Systemet virkede til gavn og glæde for fabrikanter og syersker, om end sidstnævnte gruppe ofte blev nedslidte i en ung alder.

NPM og måling af kreativitet

Hvorfor dog ikke overføre den ordning til Det Kongelige Teater? Det ville være ret simpelt at implementere: Ghita Nørby kunne aflønnes efter hvor mange ord hun nåede at sige i løbet af en aften og balletdanserne efter hvor mange spring de foretog (eventuelt ganget med højden af samme). Vi ville høre mange ord og se mange spring. Men ville vi se kunst, som vi ser det i dag? Det ville vi næppe.

Springet fra syersken for 50 år siden til nutidens kunstnere er stort, og det er helt åbenlyst for enhver, at det der virkede i Ikast for 50 år siden ville få store skadevirkninger, hvis det blev indført på Det Kongelige Teater.

Men mellem produktionen af standardvarer og kunst af høj karat er der rigtigt mange varianter. Hvad med forskning? I hvert fald blandt forskere er der enighed om, at vi minder mere om Ghita Nørby end om en syerske.

Vi hævder, at der er et betydeligt kreativt element i det vi laver og at resultatet af vores indsats langtfra er sikkert. Mange af os vil også hævde, at vi arbejder med forskning, fordi det er spændende, og fordi vi kan give et bidrag på et eller andet område. Arbejdet bærer lønnen i sig selv.

Den bibliometriske forskningsindikator

Vi forskere er derfor også temmelig skeptiske over det system, som et bredt flertal i Folketinget har indført: Den såkaldte ’bibliometriske forskningsindikator’.

Alle videnskabelige publikationer i Danmark tælles op en gang om året. Der gives points for hver publikation efter nogle objektive kriterier, pointene tælles sammen og sendes sammen med en række andre kriterier igennem en regnemaskine. Slutresultatet er en årsbevilling til det enkelte universitet, som således bl.a. afspejler, hvor meget forskerne får skrevet.

Systemet er gennemført i meget forskellige tempi på de enkelte universiteter og institutter. Nogle steder bruger man publikationspoints, når der skal tildeles engangstillæg, andre steder har man regler om, hvor mange points man minimum skal ‘producere’ om året og endelig er der steder, hvor forskerne knap nok aner, at systemet eksisterer. Systemet er notorisk blevet brugt på mindst et universitet i forbindelse med en fyringsrunde.

Der er store forskelle mellem de videnskabelige hovedområder. Indenfor de våde områder, natur-, læge- og de tekniske videnskaber, er det business-as-usual. Man gør ikke megen væsen ud af det nye system, fordi man har sine egne indikatorer, der handler om, hvor mange gange man citeres. Jo mere en artikel citeres i den internationale forskningssamfund desto vigtigere et bidrag til forskningen repræsenterer artiklen er argumentet.

De ‘tørre’ områder, humaniora og samfundsvidenskab, har ikke haft samme tradition for at måle forskningspublikationer. På disse områder opfatter mange det nye system som artsfremmed, men ikke desto mindre har man i langt højere grad implementeret det.

Virkning efter hensigten?

Al forskning tyder på, at når man begynder at tælle og belønne bestemte ting, så får man mere af disse ting. Men forskningen tyder også på, at der kan opstå negative konsekvenser, når man indfører tælle- og belønningssystemer på områder, hvor mennesker udfører en aktivitet, fordi selve aktiviteten indebærer en belønning i sig selv.

Man taler i den forbindelse om, at mennesker kan være internt motiverede. Den interne motivation kan blive slået i stykker, hvis man opfatter et tælleregime, som et ledelsesinstrument, der anvendes for at kontrollere individet.

Hvis man ser på danske forskere er det den synsvinkel der er dominerende, men den trives i særdeleshed inden for de ‘tørre’ områder, og særligt inden for humaniora.

Der er stor forskel mellem forskellige grupper

Den gruppe, der særligt forventer, at den nye forskningsindikator vil blive brugt af ledelsen til kontrolformål er kvindelige, humanistiske forskere, der lægger vægt på at publicere på dansk, som typisk arbejder alene, som finder det psykiske arbejdsmiljø belastende, som bruger forholdsvis meget tid på undervisning og som er usikre på, om de kommer videre i karrieren.

For denne gruppe kan man meget let forestille sig, at den bibliometriske forskningsindikatorer får flere negative end positive virkninger.

Forskerne forventer i mindre grad, at den bibliometriske forskningsindikator vil blive brugte til at udvikle medarbejderne. Men også her er der store forskelle mellem de forskellige grupper.

Den mest positive opfattelse trives især hos mandlige professorer indenfor medicin, som er vant til at blive målt og belønnet, som bruger megen tid på forskning og typisk arbejder sammen med og publicerer på engelsk med kolleger.

Hvis disse resultater kombineres med teorien om den interne motivation, kan man således forvente at finde flest negative effekter af den bibliometriske forskningsindikator blandt kvindelige humanister.