Det er ikke nyt, at et folketingsvalg har et særligt tema, men hvilke temaer har egentlig præget folketingsvalg i nyere politisk historie?
Det har Videnskab.dk snakket med Johannes Andersen om. Han er valgforsker og ekstern lektor på statskundskab ved Aalborg Universitet.
Vi starter i 1994, hvor Poul Nyrup Rasmussen har fået magten, efter Schlüter-regeringen er gået af som følge af Tamilsagen.
1994 – Efter Tamilsagen
1994-valget var Nyrup-regeringens første valg ved magten, efter Tamilsagen rev gulvtæppet væk under Schlüter-regeringen året før.
Derfor var det en opposition, der ikke havde fundet sig selv endnu, der skulle kæmpe mod en socialdemokratisk regering med masser af medvind, efter Nyrup Rasmussen havde vist sig som stærk mand og taget magten fra Svend Auken, der fire år tidligere havde sikret en fremgang på 14 mandater, som var komplet uanvendelige, fordi Radikale ikke ville lege med Auken.
I de mellemliggende år havde SF med Holger og konen i egen optik fået nationen til at stemme nej til Maastricht-traktaten og efterfølgende indgået det nationale kompromis, som året efter førte til ja til traktaten, minus fire undtagelser.
Ved begge afstemninger lå stemmerne dog meget tæt, og det var således en splittet befolkning, tydeligst udtrykt i de væbnede kampe på Nørrebro, som gik til valg i 1994.
Alligevel var der aldrig spænding om udfaldet. Hovedtemaet i valget var at knække den kollosale arbejdsløshedskurve.
»1994-valget handlede om den økonomiske krise. Men det blev aldrig for alvor tematiseret, fordi de borgerlige ikke var kommet sig over Tamilsagen og reelt ikke kunne udfordre Nyrup,« siger Johannes Andersen.
Året efter valget analyserede professor ved Aarhus Universitet Jørgen Goul Andersen valget i artiklen ‘Valgkampen og Valget 1994’ og kom blandt andet frem til, at der var en meget stor modvilje i befolkningen mod VKZ-koalitionen, som ud over Venstre og Konservative bestod af Fremskridtspartiet. Kun 28 procent af befolkningen mente, at den konstallation var en god ide.
Tiden var endnu ikke moden til en borgerlig regering med støtte fra det yderste højre.
LÆS OGSÅ: Sådan blev Folketingsvalg hemmelige
1998 – Varsel om paradigmeskifte
Det skulle senere vise sig, at 1998-valget skulle medføre et paradigmeskift i dansk politik.
Men under selve valget havde ingen endnu fået øjnene op for, hvor stor indflydelse det tre år senere ville have på dansk politik, at Dansk Folkeparti strøg ind i Folketinget med 13 mandater, og at Nyrup Rasmussen i sin historiske slutspurt udstedte en efterlønsgaranti.
Tre år senere udløste de to faktorer et årti med Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik.
»Dengang stod de to fløje meget stærkt over for hinanden. Det var et præsidentvalg mellem Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen,« siger Johannes Andersen.
I lang tid lignede valget en sikker sejr til de borgerlige, men Socialdemokraterne satte den mest effektive slutspurt i nyere politisk historie ind og vandt magten med hjælp fra ganske få færøske stemmer.
I valgkampens sidste dage rykkede fagbevægelsen annoncer ind i de store dagblade om, hvilke fordele en vis hr. Jensen ville få af sin egen politik, og Uffe Ellemann-Jensen gjorde selv sit med udsagnet »Den er hjemme« på forsiden af Ekstra Bladet på selve valgdagen.
De borgerlige led også under den hadske magtkamp, som De Konservative havde været i, siden daværende formand for partiet Hans Engell kørte galt i en brandert.
Nyrup bevarede magten på den færøske socialdemokrat Jóannes Eidesgaards nåde. Færingerne havde ellers på forhånd lagt afstand til regeringen på grund af sagen om tab på Færøbanken, men på betingelse af, at færingerne blev holdt skadesløse på tab på banken, fik en god afdragsordning på gælden og fik opfyldt deres krav om positionen i rigsfællesskabet.
2001 – Paradigmeskiftet
Tre år senere befandt verden sig på tærsklen til en ny magtbalance. Nyrup Rasmussen spillede terrorkortet, da han kort efter 11. september angrebene på World Trade Center udskrev valg. Analysen var, at folk ville se Nyrup som det sikre kort i en meget usikker tid.
»Valget var i skyggen af World Trade Center, og Nyrup forsøgte at sælge sig selv som verdensmanden, der kunne føre landet gennem terrorismens tidsalder. Men det viste sig, at det var umuligt at lave politik på, for der er ikke ret mange, der kan være uenige i, at det er vigtigt, vi garderer os mod terrorister,« siger Johannes Andersen.
I stedet handlede valget om det løftebrud, befolkningen mente, Nyrup var skyldig i med sin efterlønsgaranti ved valget tre år tidligere. Det skabte en grundlæggende vrede mod Socialdemokraterne, der samtidig blev presset til det yderste af historier om folk, der døde på ventelisterne, samt etniske unges gruppevoldtægter i provinsbyer.
»Anders Fogh Rasmussen udnyttede efterlønssagen fuldt ud og gjorde valget til et spørgsmål om, at man skal kunne stole på sine politikere. Dermed indførte han kontraktpolitikken, som prægede hele hans regeringsperiode. Ventelisterne og indvandrerne skilte ikke vandene nær så meget som spørgsmålet om tillid til politikerne. Det overordnede tema var, om vi kan stole på politikerne,« siger Johannes Andersen.
LÆS OGSÅ: Foghs regering ændrede velfærdsstaten i det skjulte
2005 – Kongeofret
Efter valget gik Nyrup af, og Mogens Lykketoft tog tjansen som overgangsfigur, indtil for eksempel EU-parlamentarikeren Helle Thorning-Schmidt kunne blive kørt i stilling som leder af Socialdemokraterne. Analysen var, at oppositionen næppe ville gå sejrrigt ud af 2005-valget, og en længerevarende lederperiode for en ung uprøvet politiker ville blive for belastet af et nederlag ved første styrkeprøve.
»2005-valget minder meget om 1994-valget. Oppositionen har ikke organiseret sig efter mange år ved magten, og Lykketoft tager skraldet. Man får aldrig fornemmelsen af, at regeringen bliver udfordret. Der kørte en lidt abstrakt velfærdsdebat, men der var aldrig spænding om udfaldet,« siger Johannes Andersen.
Socialdemokraterne faldt helt sammen og fik den laveste tilslutning siden 1973. Marianne Jelveds Radikale Venstre gik frem med hele otte mandater, men ud over at vise, hvor stort det ‘radicool’ caffe latte-segment var blevet, var de uanvendelige.
2007 – Alliancens mislykkede kup
Ved valget kom Helle Thorning-Schmidt i Folketinget, og kort efter besejrede hun Frank Jensen i kampen om formandsposten med ordene »Jeg kan slå Anders Fogh«.
Den eneste chance, hun fik for det, kom to år senere ved 2007-valget, som Socialdemokraterne forsøgte at gøre til et valg mellem skattelettelser eller bedre velfærd.
På det tidspunkt var den økonomiske boligboble på sit højeste, og befolkingen så et stort misforhold mellem egen økonomiske styrke og det offentliges serviceydelser. Derfor så man flere steder i landet børneinstitutioner blive besat af forældre, der ikke længere accepterede niveauet.
De Radikale udbrydere i Ny Alliance satsede på én og samme tid på at genindføre den danske tradition med politik over midten ved at skubbe DF ud af VK-koalitionen og samtidig trække regeringen i en mere liberal retning. Men partiet, der en overgang stod til en jordskredssejr, endte ydmygede og uden indflydelse på regeringsdannelsen.
»Ved 2007-valget var der mange muligheder for at tematisere blandt andet kommunalreformen. Men det blev ikke foldet ud, og befolkningen købte Anders Fogh Rasmussens synspunkt om, at man ikke behøvede vælge mellem skat og velfærdsydelser, men både kunne få lavere skat og forbedret service,« siger Johannses Andersen.
Tilsammen havde V, K og DF 89 mandater, og med den færøske Edmund Joensen havde de 90 mandater. Ny Alliances fem mandater støttede også regeringen, men var ikke nødvendige.
2011 – Rød optimisme om fremtiden
Valgkampen i 2011 var præget af en optimisme over at være ved at komme sig oven på finanskrisen.
Lars Løkke Rasmussen (V) havde overtaget magten, efter Anders Fogh (V) havde takket ja til at blive generalsekretær i NATO, men en række personsager omkring Løkke gjorde, at folk var blevet »trætte af ham«, siger Johannes Andersen.
Af valgtemaer fyldte ønsket om at rette yderligere op på den økonomiske politik og forventningen om et regeringsskifte:
»Med Helle Thorning Schmidt (S) havde Socialdemokratiet et bud på en kvindelig statsminister, som, man mente, ville være i stand til at trække landet ind i en økonomisk situation, hvor der både var råd til velfærd og til at løse nogle store klimaspørgsmål,« siger Johannes Andersen.
Med løfter om en klimavenlig betalingsring rundt om København og en ambition om at få folk til at arbejde 12 minutter mere ville Socialdemokratiet også føre en mere velfærdsorienteret, traditionel Socialdemokratisk politik.
Valgkampen virkede, og Danmark fik en socialdemokratisk regering for første gang siden 2001. Men det blev svært for den nye regering at få indfriet løfterne, blandt andet fordi Radikale Venstre havde en interesse i at føre en stram økonomisk politik.
Med Thorning fik Danmark derfor en også en økonomisk “forholdsvis barsk” statsminister, som mange vælgere måske ikke lige havde forestillet sig, fortsætter Johannes Andersen.
Det tog hårdt på SF, som til sidst »smerteligt« var nødt til at trække sig fra regeringen.
2015 – Ulmende oprør fra det gule Danmark
Nedsmeltningen af den socialdemokratiske regering kom til at præge valgkampen op til valget i 2015.
De forventninger, man havde haft til en socialdemokratisk regering, blev for alvor udstillet nu.
»Samtidig lykkedes det for Venstre og Dansk Folkeparti at få valgkampen til at handle om en ting, der var vigtig for mange vælgere, men som Socialdemokratiet ikke havde rørt ved, nemlig indvandring,« siger Johannes Andersen.
LÆS OGSÅ: Valgdata: Disse danskere afgjorde folketingsvalget 2015
Der kom et »oprør fra udkanten«. I den foregående valgperiode havde der været meget fokus på den økonomiske politik, men nu mente mange, at der manglede et fokus på ‘Udkantsdanmark’.
Dansk Folkeparti var gode til at italesætte den dagsorden i valgkampen – sammen med indvandrerspørgsmålet, som var vigtigt for mange af vælgerne uden for de store byer.
Herudover handlede valgkampen om, at der skulle mere styr på den økonomiske politik, og der skulle flere i arbejde.
Med støtte fra et Dansk Folkeparti, der nu var Danmarks næststørste parti, genvandt Lars Løkke Rasmussen (V) magten efter valget.
Samtidig fik vi med Alternativet et nyt parti, der blev valgt ind i Folketinget med »relativt stor succes,« siger Johannes Andersen.
Partiet blev et symbol på, at flere og flere vælgere havde svært ved at sig selv i et politisk højre/venstre-spektrum.
2019 – Klima og anarkisme på højrefløjen?
Med hele tre nye partier (Nye Borgerlige, Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen) kan man også roligt sige, at der er opbrudsstemning i den nuværende valgkamp.
Hvor det i 2015 var den kreative del af befolkningen, der manglede et parti at spejle sig i, er det nu den yderste højrefløj, der føder nye partier.
Både Nye Borgerlige og Stram Kurs er skabt som konsekvens af, at Dansk Folkeparti har været »låst« til den stabile udlændingepolitik, der er blevet ført af Socialdemokratiet og Venstre i denne valgperiode, fortæller Andersen:
»DF er blevet overhalet højre om. Samtidig er Stram Kurs i den grad i gang med at ødelægge det politiske spil og den traditionelle måde, man fører politik på. Det er et parti, der repræsenterer et anarkistisk oprør. En del unge fanger den anarkisme – især efter, partiet har været aktive på YouTube – men måske har de unge ikke taget stilling til, hvad substansen i virkeligheden går ud på.«
Et andet tema i den nuværende valgkamp er konkurrencen om at være grønnest. Klimaforandringerne er for alvor rykket ind i valgkampen, mens også spørgsmål om pension og penge til velfærd fylder en del.
De mange nye partier har fået Løkke (V) til i starten af valgkampen at åbne for en ren SV-regering.
Men det tror Johannes Andersen ikke på – der er for mange politikere, der kan huske, hvor dårligt det gik i 1979, siger han og henviser til den mislykkede SV-regering dengang.
LÆS OGSÅ: Valgkampen er flyttet ind på de sociale medier
LÆS OGSÅ: Forsker: Meningsmålinger kan være nok så fyldt med fejl – men de skal ikke forbydes
Denne artikel er en opdateret udgave af artiklen, der første gang udkom lige før valget i 2011. Dengang spurgte vi valgforsker og lektor Johannes Andersen om, hvilke temaer der har præget og afgjort folketingsvalgene i perioden 1994-2007. Nu har vi ringet til forskeren igen og opdateret artiklen med temaerne, der prægede de seneste to folketingsvalg og den nuværende valgkamp i 2019.
